Demokratiets indre liv.

For nylig stødte jeg på dette citat af Alexander Tytler (professor på universitetet i Edinburgh for over 200 år siden) Det var i museumsleder Haral...

jmt

15/06/2012

For nylig stødte jeg på dette citat af Alexander Tytler (professor på universitetet i Edinburgh for over 200 år siden) Det var i museumsleder Harald Fuglsangs seneste bog (Kirsten Kjærs Museum, www.kkmuseum.dk) I øvrigt en læseværdig bog og museet er i en klasse for sig selv, besøg det! Citatet er set før, og bruges i øvrigt også af personer, som ikke mener demokratiet er den bedste styreform. Fra forskellig side stilles der også spørgsmål ved, om det er Tytler som har sagt det, men det ændrer ikke på budskabet.

”Et demokrati kan ikke eksistere som permanent styreform. Det kan kun eksistere indtil det tidspunkt, da vælgerne opdager, at de kan stemme sig til velgørenhed fra statskassen. Fra da af stemmer flertallet altid for de kandidater, som lover dem de største ydelser af offentlige midler, med det triste resultat, at demokratiet bryder sammen som følge af letsindig fiskal politik og derefter følges af diktatur. Den gennemsnitlige levealder for verdens store civilisationer har været 200 år. Disse civilisationer har gennemløbet følgende stadier: Fra trældom til åndelig tro – fra åndelig tro til mod – fra mod til frihed – fra frihed til velstand – fra velstand til egoisme – fra egoisme til selvtilfredshed – fra selvtilfredshed til apati – fra apati til afhængighed - og fra afhængighed til trældom igen.”

Da jeg læste det på bogens bagside tænkte jeg: "Nu er den gamle mand da blevet for yderliggående negativ" Vi er jo så vant til at demokrati blot er noget vi har, vi tænker vel ikke ret tit over hvad det egentlig betyder. Jeg vægrer mig stadig mod citatet, og er ikke sikker på om det er ret. Men man kan faktisk finde en del paralleller i historien, Hitler blev valgt demokratisk, som en reaktion på demokratiets manglende evne til at styre samfundet i mellemkrigstiden, Tyskland var på randen af borgerkrig sidst i 20érne. Napoleon blev vel også valgt til diktator, i alt fald af eliten, og nærmest i træthed over vold og terror. Og hvis man skal være rigtig negativ, er der vel tegn på, at vi i rækkefølgen allerede er nået til apati. De røde vælgere lader sig bedrage af deres partier under valget, selvom den mindste smule kritisk sans ville kunne afsløre bedraget. Og de stemmer såmænd nok på de samme igen, eller måske på Johanne, som dog er den eneste der toner rent flag. Landbruget lader sig bedrage af "landbrugets eget parti-venstre" VK fremførte en stramning af vandmiljøreglerne, som var 100% useriøse, og som savnede al videnskabelig grundlag. Det har den i øvrigt til fælles med de forrige. Hvad gjorde landbruget - ingenting. Nu er nogle få så vågnet op. DF vælgere lader sig trække rundt ved næsen, medens de lægger stemmer til økonomisk ufornuft. Diverse interesseorganisationer fylder os med uvederhæftigt sludder for at få mere i statsstøtte. Statistik bliver misbrugt og fordrejet, indtil det passer til formålet. Hvis der endelig er en journalist der forsøger at få sammenhæng i en sag, så skifter befolkningen straks om til X-faktor eller vild med dans. Med "Detektor" som en behagelig undtagelse, vi er en 10-12 stykker som ser det.

Hvorfor opsøge viden, når uvidenhed kommer helt af sig selv.

Hvad skal der til, for at befolkningen vågner op og deltager i debatten? Ikke engang de røde kan samle folk til 1. maj, i Thisted kunne man næsten have ondt af arrangørerne, der var gabende tomt på lægterne. Alle var gået i haven. Måske er fri bar løsningen. Hvor er protesterne over alle indgrebene i vores grundlovssikrede rettigheder? Hvad sker der hvis vi bare lader politikerne fortsætte som nu? Kan vi ændre på demokratiets (måske) selvdestruktive løbebane? Fra apati til afhængighed, ja vi er jo godt på vej til at underlægge os ansatte bureaukrater i EU. Som om vi ikke havde nok i vores egne magtmennesker. Pyt være med demokratiet, det er meget lettere at de udpeger en præsident selv. Hvad er det nu han hedder? Det er vist ham den kedelige, fra landet som også er et kunstprodukt. "Europæerne af hjertet" er jo ikke tilfredse før hele budgettet kører ind over EU og deles ud som almisser til os alle. Er det vores fremtid? Måske ligger vores fremtidige trældom og venter på os der! Måske et andet sted.

Alt er næsten bedre end apati! Så kan vi komme videre derfra.

Så det hele ser lidt trist ud, men bare rolig - - det kan stadig bliver meget værre.

Kilde: