De unge protesterer i en række mellemøstlige lande og fra vestlig side er man overbevist: de ønsker demokrati og vil af med de totalitære regimer.
Der kan dog være en god portion yndlingsforestilling i overbevisningen om, at det er demokrati, der står øverst på dagsordenen. Måske ønsker mange først og fremmest en frihed, opgør med korruption, et arbejde og en vej ud af fattigdommen.
At demokratiet skulle være svaret på enhver frihedselskende arabers hede drømme er yderst diskutabelt. Demokrati-teoretikerne fremhæver ganske vist det overlegne i den demokratiske styreform ved at pege på muligheden af et magtskifte med fredelige midler. For mange indebærer et demokrati ligeledes en fri presse, der giver mulighed for en valgkamp, hvor de bedste argumenter vinder.
Men i realiteten er demokratiet en videreførelse af diktaturet i en anden og på mange måder mere tvivlsom form. Fra at magten er centreret omkring en magthaver, der er personifikationen af ansvaret for landets udvikling, så forflygtiges ansvaret i partier og flertalsafgørelser, hvilket vil sige at ingen er personligt ansvarlig i et demokrati.
At pressen skulle være demokratiets vogter og den 4. statsmagt er en voldsom overdrivelse. Enten de handler som mikrofonholdere eller de forsøger journalistik med holdning så er der ingen relation mellem et politisk væsentlighedskriterie og pressen dækning. Sensation, enkeltpersoner, enkeltsager, personfnidder, motivgætterier, helte og skurke, dominerer dækningen i sørgelig grad.
I vesten høres ofte en stærk kritik og stor bekymring over islamisternes eventuelle magtovertagelse i det tomrum, der opstår efter et totalitært regimes fald. At meget kan kritiseres i et islamistisk styre er ubestrideligt, men historien om bjælken i eget øje gentager sig: der er ingen kritik og bekymring over de vestlige demokratiers totalitære træk. Et typisk demokrati i vestlig forstand vælger et flertal. Dette flertal trækker nu sine ideologiske (og dermed pr. definition inkompetente) holdninger ned over det økonomiske liv og kultur- og åndslivet. Hvorfor kan ingen se det diktatur, der udspiller sig for øjnene af os? Når mere eller mindre inkompetente ministre forsøger at trække deres ideologiske holdninger ned over eksempelvis kultur og åndsliv, så går kritikken alene på, at det ikke er nogle andre ideologiske holdninger, der er i spil.
Sagen er imidlertid den, at ingen stat kan eller skal blande sig i åndslivet. I åndsspørgsmål er hver enkelt sin egen herre og en stat, der vil gennemtrumfe en bestemt folkeskole, en bestemt religion, bestemte forskningsområder osv. er eo ipso et diktatur, der ikke lader et islamistisk diktatur meget at høre.
En demokratisk stat kan bestemme over det, der skal gælde alle og hvor der ingen forskel er mellem mennesker. Et stat kan altså diktere ens løn for ens arbejde ved lov. Men når staten vil tvinge kønskvoter ned over et lands virksomhedsbestyrelser, så ser vi inkompetencen, der vil diktere kompetencen og indføre særlove efter rent meningsløse kriterier, dvs. ideologiske holdninger, der skal trækkes ned over erhvervslivet. Staten går her ud over sin rolle, nemlig at vedtage love, der skal gælde for alle. Hverken stat eller kommune har i kraft af de demokratisk valgte personer nogen kompetence til at styre virksomheder. I de forskellige kommuner udstilles dette ofte på det pinligste og skatteforhøjelser har i kommunerne mange gange skullet dække over ren inkompetence. Både åndsliv og erhvervsliv bør være relativt selvforvaltende og den demokratisk valgte statsmagt holde sig til lovgivning, der skal gælde for alle.
Hvorfor afholder vi demokratiske valg til kommuner? Hvilken kompetence ligger der i at tilhøre et politisk parti? Forvaltningen af en kommune kræver kompetencer og dygtighed. Hvorfor forsøger vi så ikke at finde de mest kompetente mennesker til at styre kommunerne? Det ville i den grad være i borgernes interesse.
Hvis de mellemøstlige totalitære regimer skulle beslutte sig for demokrati, så må vi håbe, at de ikke kopierer vestens demokratier, men i stedet forstår demokratiets begrænsning. I så fald vil de kunne blive lysende eksempler for vesten.
