For den terapeutiske velfærdsstat har borgere ingen fri vilje, og dermed tilsyneladende ikke noget ansvar for deres handlinger. Der findes ingen forkerte handlinger, kun forklaringer med udgangspunkt i vores sociale og biologiske baggrund. Men den form for tænkning er dybt problematisk og undergravende for samfundets sammenhængskraft, skriver David Munk Bogballe i Replique:
"Fra politisk hånd gælder det om at svøbe de unge kriminelle i et tæppe af uddannelse, anerkendende pædagogik og berigende rejser frem for at straffe dem. Kun ved at stille cykellappere, madpakkesmørere og teenagevækkere til rådighed, kan det sikres, at folk kan komme på arbejde, at skolebørn ikke sulter, og at unge får en ungdomsuddannelse ... En sådan tilgang til ansvar både undergraver og umuliggør den for social interaktion nødvendige menneskelige praksis med at behandle og respektere andre som centre for skyld."
