Der har her på 180grader.dk i de seneste dage været en del debat vedrørende den nuværende tilstand af dansk strafferet. Debatten synes i høj grad at fokusere på retsteorien i Danmark, snarere end kritik af specifikke love. Hensigten med dette debatoplæg er derfor ikke ment som en debat vedrørende lødigheden af specifikke love. Nærmere ønsker jeg debat omkring den retsteori og praksis, som det danske retssystem er underlagt.
Retsteorien har til alle tider forsøgt at udvikle filosofiske betragtninger om, hvorfor straf for forbrydelser er ønskeligt. Disse teorier inkluderer argumenter som gengældelse, afskrækkelse, rehabilitering, pacificering, erstatning og undsigelse.
Historisk var formålet med at straffe forbrydere hovedsageligt gengældelse, afskrækkelse og undsigelse med fokus strengt på ofret og dennes retsfølelse. I dagens Danmark fokuserer man dog mest på rehabilitering, mens man mange andre steder stadig anser det primære formål med straf for kriminelle gerninger at være gengældelse og afskrækkelse.
Resultatet er tydeligt. En stadigt større andel af den hårde kriminalitet i Danmark bliver begået af udlændinge som til stadighed kommer til Danmark for at begå kriminalitet, vel vidende at straffen her er lavere end næsten alle andre lande. Større bevægelighed som følge af globalisering gør, at dette kun vil tage til. Ligesom virksomheder flytter produktionen derhen, hvor afkastet i forhold til risikoen er størst, ligeså vil kriminelle afveje risiko og afkast. Derudover krænker det retsfølelsen for ofrene, at der fokuseres mere på den kriminelle end på ofret, hvilket ikke er et civiliseret retssamfund værdigt.
I Asien, og til dels resten af verden, har man ikke taget denne teori til sig. Man straffer hovedsageligt af ønsket om gengældelse og afskrækkelse. Jeg vil påstå, at retssystemet i for eksempel Singapore indgyder mere respekt end det danske gør.
Ydermere er mig en gåde, at forbrydere, som bliver dømt ikke automatisk bliver dømt til samtidig at betale erstatning til ofrene eller de efterladte. Er det rimeligt, at offeret skal spilde tid og penge på at føre civil retssag mod den i forvejen dømte forbryder? Udfaldet af en sådan sag ville jo være givet på forhånd. Kun størrelsen af erstatningen er i spil, men der er velsagtens ingen forskel på, om denne bliver fastsat i forbindelse med domfældelsen eller om denne overlades til et separat søgsmål.
Med hensyn til de øgede udgifter en sådan reform vil have, synes jeg at huske, at Rusland for nogle år siden tilbød at tage imod danske fanger til afsoning i russiske fængsler mod betaling af 30 kroner per dag per fange. Uden dog at have empiriske beviser, vil jeg påstå, at udsigten til at spendere de næste 30, 40 eller 50 år i et fængsel i Sibirien vil have en betydelig afskrækkende effekt på kriminaliteten i Danmark. Faktisk vil jeg gå så langt som at påstå, at virkningen ville kunne ses fra dagen efter indgåelsen af en sådan aftale. Eftersom Rusland er medlem af Europarådet og har underskrevet og ratificieret den europæiske menneskerettighedskonvention, skulle der ikke være de store juridiske problemer forbundet med en sådan aftale.
Mine egne overvejelser inkluderer:
1) Ophævelse af 16-års reglen. I dag er der kun mulighed for længere end 16 år, hvis domstolen idømmer livstid.
2) Ophævelse af muligheden for prøveløsladelse efter halv afsoning for personer straffet for personfarlig kriminalitet.
3) Hævelse af strafferammen for røveri, vold, voldtægt og mord, samt indførelse af minimumstraffe. Udgangspunktet kunne eksempelvis være mindst 5 år for vold, 20 år for voldtægt og 40 år for mord. Dømmes man for mere end et mord, er det en automatisk livstidsdom.
4) Straffen for vold med døden til følge skal lægges nærmere straffen for drab, ligesom drabsforsøg skal straffes som mord. Straffen for en handling kan ikke afhænge af, om ofret overlever eller ej.
5) Afskaffelse af en række privilegier i fængslerne. Hvis indsatte absolut skal have adgang til fjernsyn, må det som minimum kræves at adgangen begrænses til informative medier, så som Nyhederne, History Channel og National Geographic. Det er for dårligt, at skatteyderne skal betale for underholdning af de indsatte. Man kunne passende skele til lande som USA, Rusland og Singapore for inspiration.
6) Automatisk tildeling af rimelig erstatning til ofrene. Rimelig erstatning skal forstås som betydeligt højere end, hvad der i dag tildeles.
7) Ændre incitamentsstrukturen for ”utilpassede unge” således at en rational cost-benefit analyse vil få dem til at indse, at forbrydelse ikke betaler sig.
8) Automatisk udvisning af udlændinge, som idømmes fængselsstraf.
9) Afskaffelse af ”rabatordningen” hvorved vanekriminelle får rabat, hvis de dømmes for mere end et forhold.
10) For at skabe mere respekt om politiets arbejde, burde man hæve strafferammen for vold mod betjente, brandmænd eller ambulancereddere. Eksempelvis med minimumsstraf på 10 år eller dobbelt normal straf for tilsvarende forbrydelse.
11) Jalousi skal ikke værende en formildende omstændighed, jf. Marlene-sagen omtalt her på siden og andre steder.
12) Straffen fordobles ved tredje overtrædelse af strafferetten.
13) Strafferammen for korruption, magtmisbrug og tilsvarende sættes op til 40 år. Tusindvis af danskere bliver flået hver eneste dag for det ”fælles bedste”. Derfor må repræsentanter for det offentlige, betalt af skatteydere—inklusive politikere og ministre—nødvendigvis straffes hårdt dersom de forbryder sig mod dette ”fælles bedste”.
14) Afskaffelse af fritagelse for straf samt straf-rabat for mindreårige. Straf-egnethed må nødvendigvis være afhængig af forbryderens mentale tilstand og ikke af alder. Om nødvendigt må domstolene indkalde psykologer til at vurdere den unges tilstand.
15) Straffen for at bringe andres liv i fare samt grov uagtsomhed nærmes straffen for den tilsvarende overlagte forbrydelse, jf. sager om spritbilisme osv.
16) Automatisk livstidsstraf for terrorisme. Man kan diskutere, hvad terrorisme er, men ikke hvorledes det skal straffes.
17) Straffen fordobles, hvis forbrydelsen er begået mod forsvarsløse grupper, så som børn eller ældre.
18) Generelt bør strafferammen sættes op for forbrydelser, bl.a. pædofili, menneskehandel og trusler mod vidner i retssager.
Kommentarer samt konstruktiv kritik af ovenstående forslag udbedes.
