I weekendens udgave af Presselogen på TV2 News kunne man høre en noget skinger Politiken-redaktør kamme en lille smule over, fordi nærværende netavis’ redaktør tillod sig at klandre den danske presse for manglende interesse for den såkaldte ”Climategate”. Jeg hørte kun Politiken-redaktørens hysteriske svar på tiltale i brudstykker, men kunne dog forstå at manden bestemt mente at sagen var dækket, og at den absolut ingen forskel gjorde. ”The science is settled”, som det så populært hedder. Han havde endog frækheden til at sammenligne denne ”klimakonsensus” med tyngdeloven (som så vidt vides ikke er udledt af en rapport i FN), og den kan ingen lille og ubetydelig e-mail disput ændre ved. At tænke sig.
Nu er det nok ikke for meget at kalde en type som denne Politiken-redaktør for klimatilhænger eller -religiøs, siden den anden side jo er klimafjender eller klimaskeptikere. Hans personlige overbevisning er dog ligegyldig, så længe hans avis kan finde ud af, at håndtere sandheden. Og kan den så det? En hurtig Googl-ing på ordet Climategate + Politiken leder til et søgeresultat, der som det første henviser til en blogpost, som forholder sig til selve det at drive videnskab i lyset af Climategate, og nede på 8. pladsen en henvisning til et andet holdningsindlæg, denne gang fra førnævnte redaktør. Han sammenligner de såkaldte klimaskeptikere med kulturrelativister, som tager sin form ”af en udbredt ’naturrelativisme’ i klimadebatten: Alle meninger er lige gode; ingen baggrundsviden er påkrævet, og du skal ikke tro, at du er klogere end os. Naturvidenskab er kun et debatoplæg.” Nu har jeg aldrig hørt nogle ”skeptikere” argumentere for at naturvidenskab handler om meninger, og netop dette med baggrundsviden er hele sagens kernen. Og også netop det element, som Climategate i høj grad handler om. For ud over en meget tvivlsom etik hos de involverede parter hos forskningsenheden CRU, var det jo netop eksempelvis den hårdtarbejdende Steve McIntyres problem, at han IKKE kunne få adgang til den baggrundsviden, der skulle til for at efterprøve klimatilhængernes tvivlsomme modeller.
Men hvad, Google er ikke alt, slet ikke hvis man skal om på side to for at finde søgeresultater. Så lad os kaste et blik på Politikens eget fokusområde klima under temaet: Nyheder og baggrund om klima. Hvis man efterhånden var blevet nervøs for relevansen af Politikens dækning af, ja, lad os bare kalde det ”klimaet” selvom betegnelsen vel i objektiv forstand er noget misvisende, så er jeg nødt til at spørge: Sidder De ned? For her kommer avisens 10 tophistorier:
Her er Danmarks gladeste klimaklasse
Politiet klar med vandkanon til topmødet
Politiet klar til at smide anholdte i bure
Klima-ikon ønsker kollaps i København
Connie H.: EU må stramme sit CO2-mål
TIP OS: Hvad skal politiets nye vandkanon hedde?
Sir Paul McCartney vil have kødfri mandage
Posten bliver forsinket af klimamødet
Politiet får dispensation til lange vagter
Juletræer er bandlyst under klimatopmødet
Bevares, alle artiklerne er fra i dag, den 3. december. Og måske er der ikke ligefrem sket noget spændende i dag vedrørende Climategate. I hvert fald ikke noget, der kan hamle op med Danmarks gladeste klimaklasse eller ex-Beatlens kødfri mandage. Så man kan jo gå lidt længere tilbage. Eksempelvis tilbage til den 19. november, hvor hackerangrebet på CRU fandt sted, og de første historier breakede på diverse blogs og netmedier. Her er resultatet:
Hackede mail ryster klimadebatten (21. november)
Klimadirektør træder tilbage efter mail-skandale (2. december)
That’s it. That’s it? To skaldede artikler, hvoraf den første kommer to hele dage efter, nyheden kom ud. Er det så i virkeligheden en nyhed? Og hvad med ”tonen”, er det ikke den, de altid er så bekymrede for hos Politiken? Artiklen om Phil Jones’ tilbagetræden er ganske neutral. Men i den første artiklen om mailskandalen kan avisen konstatere: ”Hackerangreb (...) giver klimaskeptikere nye skyts”. Her kan man tillade sig at blive forarget på helt radikal vis: Climategate handler dog ikke om skyts til ”skeptikere”. Den handler dog i al sin enkelhed om en skandale hos ”tilhængerne”. Artiklen opfordrer i øvrigt til, at man også læser ”Dusør for at krisitisere klimaforskning”, og her kunne man jo tro at der var en sammenhæng med nærværende sag. Men det er ikke tilfældet. Her er således tale om en artikel fra februar 2007, der beretter at en unavngiven amerikansk tænketank som er finansieret af verdens største olieselskab ExxonMobil, og som har tætte forbindelser til Bush-regeringen, vil betale videnskabsfolk, der vil kritisere rapporten fra FN’s Klimapanel.
Og hvad kan man så udlede af denne overskrifts-gennemgang, for mere og vigtigere er det vel heller ikke. Ja, først og fremmest kan vi helt objektivt konstatere at Politiken – trods redaktørens indvendinger – ikke interesserer sig for Climategate. For det andet er det rimeligt at antage, at Politiken foretrækker at bagatellisere Climategate, uden at vi kan sige noget om motiverne herfor. Hvorfor er det rimeligt at antage dette? Jo, for en avis, der har en decideret klimasektion, må man med rette kunne forvente, at sagen bliver håndteret, når Storbritanniens førende klimaforskningsenhed (avisens egne ord) bliver anklaget for datamanipulation og tvivlsom videnskabsetik. Avisen kan da ingen nytte have af at afvise anklagerne uden overhovedet at tage stilling til sagens detaljer. Det er sågar også blevet nævnt, at der kunne være tale om, at de offentliggjorte e-mails fra CRU var falske, men ikke engang denne vinkel har Politiken forfulgt. Slutteligt kan vi prise os lykkelige for, at vores højteknologiske informationssamfund ikke overlader os til tvivlsomme kræfter, som de traditionelle medier til tider kan synes. For uanset hvilke dimensioner denne sag viser sig at have, behøver vi ikke tillade skingre redaktører på Politiken eller andre religiøse klimatilhængere diktere Climategates vigtighed eller mangel på samme. Vi kan gøre vores egne observationer og tilegne os viden gennem folkelige medier som tilsyneladende er langt mere specialiserede og troværdige. Og lur mig om ikke vi så også slipper for gudsjammerlige historier om kødfri mandage og glade klimaklasser.
Nu er det nok ikke for meget at kalde en type som denne Politiken-redaktør for klimatilhænger eller -religiøs, siden den anden side jo er klimafjender eller klimaskeptikere. Hans personlige overbevisning er dog ligegyldig, så længe hans avis kan finde ud af, at håndtere sandheden. Og kan den så det? En hurtig Googl-ing på ordet Climategate + Politiken leder til et søgeresultat, der som det første henviser til en blogpost, som forholder sig til selve det at drive videnskab i lyset af Climategate, og nede på 8. pladsen en henvisning til et andet holdningsindlæg, denne gang fra førnævnte redaktør. Han sammenligner de såkaldte klimaskeptikere med kulturrelativister, som tager sin form ”af en udbredt ’naturrelativisme’ i klimadebatten: Alle meninger er lige gode; ingen baggrundsviden er påkrævet, og du skal ikke tro, at du er klogere end os. Naturvidenskab er kun et debatoplæg.” Nu har jeg aldrig hørt nogle ”skeptikere” argumentere for at naturvidenskab handler om meninger, og netop dette med baggrundsviden er hele sagens kernen. Og også netop det element, som Climategate i høj grad handler om. For ud over en meget tvivlsom etik hos de involverede parter hos forskningsenheden CRU, var det jo netop eksempelvis den hårdtarbejdende Steve McIntyres problem, at han IKKE kunne få adgang til den baggrundsviden, der skulle til for at efterprøve klimatilhængernes tvivlsomme modeller.
Men hvad, Google er ikke alt, slet ikke hvis man skal om på side to for at finde søgeresultater. Så lad os kaste et blik på Politikens eget fokusområde klima under temaet: Nyheder og baggrund om klima. Hvis man efterhånden var blevet nervøs for relevansen af Politikens dækning af, ja, lad os bare kalde det ”klimaet” selvom betegnelsen vel i objektiv forstand er noget misvisende, så er jeg nødt til at spørge: Sidder De ned? For her kommer avisens 10 tophistorier:
Her er Danmarks gladeste klimaklasse
Politiet klar med vandkanon til topmødet
Politiet klar til at smide anholdte i bure
Klima-ikon ønsker kollaps i København
Connie H.: EU må stramme sit CO2-mål
TIP OS: Hvad skal politiets nye vandkanon hedde?
Sir Paul McCartney vil have kødfri mandage
Posten bliver forsinket af klimamødet
Politiet får dispensation til lange vagter
Juletræer er bandlyst under klimatopmødet
Bevares, alle artiklerne er fra i dag, den 3. december. Og måske er der ikke ligefrem sket noget spændende i dag vedrørende Climategate. I hvert fald ikke noget, der kan hamle op med Danmarks gladeste klimaklasse eller ex-Beatlens kødfri mandage. Så man kan jo gå lidt længere tilbage. Eksempelvis tilbage til den 19. november, hvor hackerangrebet på CRU fandt sted, og de første historier breakede på diverse blogs og netmedier. Her er resultatet:
Hackede mail ryster klimadebatten (21. november)
Klimadirektør træder tilbage efter mail-skandale (2. december)
That’s it. That’s it? To skaldede artikler, hvoraf den første kommer to hele dage efter, nyheden kom ud. Er det så i virkeligheden en nyhed? Og hvad med ”tonen”, er det ikke den, de altid er så bekymrede for hos Politiken? Artiklen om Phil Jones’ tilbagetræden er ganske neutral. Men i den første artiklen om mailskandalen kan avisen konstatere: ”Hackerangreb (...) giver klimaskeptikere nye skyts”. Her kan man tillade sig at blive forarget på helt radikal vis: Climategate handler dog ikke om skyts til ”skeptikere”. Den handler dog i al sin enkelhed om en skandale hos ”tilhængerne”. Artiklen opfordrer i øvrigt til, at man også læser ”Dusør for at krisitisere klimaforskning”, og her kunne man jo tro at der var en sammenhæng med nærværende sag. Men det er ikke tilfældet. Her er således tale om en artikel fra februar 2007, der beretter at en unavngiven amerikansk tænketank som er finansieret af verdens største olieselskab ExxonMobil, og som har tætte forbindelser til Bush-regeringen, vil betale videnskabsfolk, der vil kritisere rapporten fra FN’s Klimapanel.
Og hvad kan man så udlede af denne overskrifts-gennemgang, for mere og vigtigere er det vel heller ikke. Ja, først og fremmest kan vi helt objektivt konstatere at Politiken – trods redaktørens indvendinger – ikke interesserer sig for Climategate. For det andet er det rimeligt at antage, at Politiken foretrækker at bagatellisere Climategate, uden at vi kan sige noget om motiverne herfor. Hvorfor er det rimeligt at antage dette? Jo, for en avis, der har en decideret klimasektion, må man med rette kunne forvente, at sagen bliver håndteret, når Storbritanniens førende klimaforskningsenhed (avisens egne ord) bliver anklaget for datamanipulation og tvivlsom videnskabsetik. Avisen kan da ingen nytte have af at afvise anklagerne uden overhovedet at tage stilling til sagens detaljer. Det er sågar også blevet nævnt, at der kunne være tale om, at de offentliggjorte e-mails fra CRU var falske, men ikke engang denne vinkel har Politiken forfulgt. Slutteligt kan vi prise os lykkelige for, at vores højteknologiske informationssamfund ikke overlader os til tvivlsomme kræfter, som de traditionelle medier til tider kan synes. For uanset hvilke dimensioner denne sag viser sig at have, behøver vi ikke tillade skingre redaktører på Politiken eller andre religiøse klimatilhængere diktere Climategates vigtighed eller mangel på samme. Vi kan gøre vores egne observationer og tilegne os viden gennem folkelige medier som tilsyneladende er langt mere specialiserede og troværdige. Og lur mig om ikke vi så også slipper for gudsjammerlige historier om kødfri mandage og glade klimaklasser.
