"De senere års forskning viser at vores politiske holdninger er medfødte. Folk er simpelthen socialistiske, konservative og liberale. Spørgsmålet er så, hvordan vi laver et samfund, hvor der er plads til alle typer. Her vinder liberalismen."
Hvis politiske grundtyper findes, og de til en vis grad er medfødte, så er Sannes og Karstens tilgange i sidste ende blot en slags særinteresser, som de vil trække ned over hovedet på andre. Det er fint at have en identitet, men det er ikke okay at ville udmønte sin identitet – sine særinteresser – i lovgivningen, som per definition skal gælde for alle.
Derimod kan den frihedsbårne tilgang til politik, som Lars står for, snildt rumme både Karstens og Sannes moral: Lars’ moral er nemlig en individualistisk moral. Den kan sagtens acceptere, at Sanne og Karsten har særinteresser, bare de ikke begrænser andres frihed derved. Lars har ikke noget imod, at Sanne dyrker sin multikultur, dialog og mangfoldighed, så længe hun gør det for egen regning. Og Lars har heller ikke noget imod, at Karsten diskriminerer til fordel for sin egen kultur og religion, så længe han ikke forlanger af andre, at de skal tage del i hans diskrimination. Sanne vil jo hellere høre World-musik, mens Lars foretrækker at nærstudere The Federalist Papers.
Den simple lektie er den, at frihed altid er frihed for andre til at gøre noget, som vi ikke nødvendigvis selv ville have gjort. Denne frihed er hverken rød eller blå. Den er farveløs, og den er det eneste, som kan sikre de tre grundtypers fredelige sameksistens."
