- og det har de haft i hele det 20. århundrede. Det er i hvert fald tesen i historiker Jon Gissels bog Konservatisme og kulturkamp, der fortæller om hvordan de kulturradikale kom til at dominere landets universiteter og kulturinstitutioner - ikke fordi de havde de bedste argumenter, men fordi de fik udgrænset deres modstandere som bagudskuende.
Nikolaj Bøgh giver her en anmeldelse af bogen, hvor han bl.a. lægger vægt på bogens relevans for debatten i dag:
Der går en lige linje fra Brandes’ determinisme og strukturalisme til nyere tidsstudenteroprør, marxistiske dominans på universiteterne, norm- og historieløshed samt stadige kristendomskritik, som i dag er kommet så vidt, at kristendom, samfundskritik og socialisme for selv biskopper i den danske folkekirke er smeltet sammen til en stor pærevælling
