De kortsigtede røde og selskabsskatten

LEDER: Kortsigtede mennesker træffer ikke kun dumme beslutninger i deres privatliv, men gør det også, hvis de ryger til tops i det politiske liv o...

Ole Birk Olesen,

17/06/2010

LEDER: Kortsigtede mennesker træffer ikke kun dumme beslutninger i deres privatliv, men gør det også, hvis de ryger til tops i det politiske liv og bliver ledere af f.eks. Socialdemokraterne og SF. Det ses af det forhold, at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal vil hæve skatten på virksomheder for på kort sigt at få 1 mia. kr. mere i statskassen, selvom alt tyder på, at man på langt sigt tværtimod burde sænke selskabsskatten, hvis man som politiker gerne vil have flere penge at bruge af.

En ny beregning fra Dansk Erhverv viser nemlig, at der de seneste 20 år er kommet dobbelt så mange kroner ind fra selskabsskatten, selvom man samtidig har halveret skatteprocenten.

"Så det kan ikke hævdes, at den lavere selskabsskattesats har udhulet skatteprovenuet og velfærdsstaten. Tværtimod. Så hvis regeringen vil, kan den kendsgerning bidrage til et fortsat og gradvist arbejde i retning af lavere selskabsskat - uden at de med nogen ret kan beskyldes for at føre landet ud i en 'social massegrav'," siger den skattepolitiske chef i Dansk Erhverv, Bo Sandberg.

Sandberg er selv socialdemokrat, folketingskandidat endda, så han beviser, at selv socialdemokrater kan være i stand til at forstå sammenhængen mellem at skabe et attraktivt erhvervsklima i Danmark, økonomisk vækst og et større udbytte til statskassen. Socialdemokrater er altså ikke forprogrammerede til at lade den slags snusfornuft gå hen over hovedet på sig.

Når socialdemokrater og SF'ere på Christiansborg alligevel fremturer med at ville hæve selskabsskatten, så er kortsigtethed den eneste brugbare forklaringsmodel. Ikke så meget økonomisk kortsigtethed, for det kan bestemt ikke udelukkes, at de to partiers ledere har forstået problemstillingen, men politisk kortsigtethed. Der er jo maksimalt halvandet år til næste valg, og hvis det klinger godt i ørerne på den gennemsnitlige vælger, at erhvervslivet skal betale 1. mia. kr. mere i skat, så er Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal formentlig helt ligeglade med, hvad folk med forstand mener om sagen.

Kilde: