Er medierne og politikerne ved at vågne op?
I de seneste dage har flere aviser skrevet artikler, der peger hen imod at Danmark nok ikke bliver en del af den nye finansunion. Som eksempel siger Helle Thorning iflg, Ritzau 27.06.2012;
“Der er grænser for, hvor meget jeg vil bede danskerne om at hæfte for andre landes gæld og under hvilke betingelser.”
Helle Thorning kan, med den udmelding, måske dæmme op for en bølge af protester fra det danske folk. Befolkningen er nemlig godt og grundigt trætte af EU og deres måde at røgte deres ansvar på -eller mangel på samme. Ydermere har Helle Thorning sagt, at forbeholdene ikke kommer til afstemning foreløbig.
Danskerne siger fortsat nej til Euroen
Timingen for Helle Thornings udtalelser ligger forbavsende tæt på Danske Banks undersøgelse af eurostemningen i Danmark. Ifølge EPN.dk den 27.06.2012 er konklusionen:
”Blandt vælgere, der er sikre i deres valg, siger 56,7 procent nej til euroen, mens kun 17,2 procent siger ja.”
Det er vist ikke så underligt, at Helle Thorning ikke vil holde en afstemning om euroforbeholdet lige nu!
Det er ikke nogen hemmelighed, at danskerne i løbet af årene, har været særdeles skeptiske over for EU. Vi sagde nej til Maastrichttraktaten i 1992 og til Euroen i 2000. Danskerne har dermed lagt afstand til EU og derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at mange danskere ikke aner noget om det danske EU formandsskab som man den. 28.06.2012 kan læse på dr.dk.
EUs gøren og laden er efterhånden så fjernt fra danskernes viden, fordi vi som folk har lagt al initiativ over til politikere, som er for EU. Det betyder nu, at for hver gang to love bliver lavet af det danske Folketing bliver otte EU-love presset ned over hovedet på os. Vi er altså de-facto styret af EU allerede nu!
EU version 2: De Forenede Europæiske Stater på vej
Det er ikke nok for EU-toppen, som i disse dage samles for at drøfte EUs fremtid , at beslutte otte ud af ti love. Man sigter iflg. Politiken dd 28.06.12 på at lave De Forenede Europæiske Stater og det næste skridt i den retning er en finansunion. Van Rompoy vil iflg. dr.dk 26.06.2012 udfærdige en finansunion for EURO-landene, der vil gå langt i forholdet til at kontrollere de lande, der er medlemmer af den nye finansunion.
Dr.dk omtaler Van Rompoys ideer således: ”Hvis euroen skal overleve på længere sigt, så skal eurolandene have lov til at blande sig langt mere i hinandens økonomi, end de kan i dag.”
Dr.dk siger ydermere:
“Først og fremmest lægger van Rompuy op til en helt ny grad af kontrol med eurolandenes finanslove. Ifølge rapporten skal der ikke indføres nye regler for vedtagelse af nationale finanslove for eurolandene.”
Danmark er ikke med og tak for det
Danmark er som bekendt uden for euro samarbejdet og derfor ikke med i den nye finansunion. Det kan vi takke euroforbeholdet for. Vi er ikke tvunget til at være med i en ny union, der egentlig bare byder på mere kontrol af dig og mig.
Danmark har igennem den nyere historie været skeptiske over for EU. Vi er med, men ikke af hele hjertet. Derfor vil det være bedre om vi ved denne skillevej, som EU står over for, tager konsekvensen af vores lunkenhed og melder os helt ud. Det kræver en folkeafstemning og det er på høje tid at lade danskerne tale. La os så se, om ikke vi denne gang vælger at forlade den synkende EU skude. Jeg tvivler på, at vi danskere, med den viden vi har nu, ved en folkeaftemning vil vælge at være en del af ”De Nye Forenede Europæiske Stater” med alt hvad det indebærer!