Politikerne på Borgen har vedtaget en ny fedtafgift. En fedtafgift som udelukkende gavner de rige. De rige, som ifølge de røde, har fået ufinancierede skattelettelser og lønstigninger og som rager til sig i en sådan grad, at det skævvrider samfundet og skaber enorm ulighed.
Jeg er begyndt at ane en konspiration. En konspiration af uanede dimensioner og en konspiration, som angiveligt når helt ind i statsministeriets inderste kammer.
Den danske elite af velhavere har gennem strategisk lobbyisme fået sat en fedtafgift på dagsordenen. En fedtafgift der skulle indføres, når lønniveauet blandt de rigeste 10 % af danskerne havde nået et niveau, hvor enhver lille skattelettelse, ville have en enorm effekt. Den dag velhaverne bag lukkede døre kunne nikke anerkendende til den øgede pengestrøm, ville de trykke på knappen og få marionetdukkerne på Christiansborg til at indføre fedtskatten. De gjorde det så snildt, at den danske befolkning ville tro, at fedtskatten var for eget bedste. De lullede befolkningen i søvn.
Jeg har talt med en velhaver, som ønsker at fremstå anonym, og han forklarer, at de rige har oplevet en stigende lighed i samfundet de seneste år. De fattige er blevet rigere, og de er sågar begyndt at spille golf, gå til ridning og drikke vin – købt i Danmark. Han fortsætter: "Som direktør er det svært at forholde sig til, at mine nye naboer er håndværkere og funktionærer. Jeg holder ikke til det i længden". "Dette er grunden", siger han, "til, at vi nu vil indføre en fedtafgift. Vi, de rige, har nemlig råd til at betale ekstra for tarteletter. Det har de fattige ikke - de bliver ramt hårdt. De skal til at overveje, hvad de vil spise og drikke. Man kan sige det således: De fattige tog golfen fra os, nu tager vi tarteletterne fra dem - For vi, de rige, er da ligeglade med de latterlige prisstigninger - næh du. Det er de fattige, de rammer!!!".
Supermarkederne er allerede begyndt at hamstre tarteletter, inden fedtafgiften træder i kraft: "Vi har leveret 60 procent flere tarteletter i september i år end i september 2010", siger Henning Harregaard fra Humlumbrød til Politiken. Men også andre varer, der indeholder smør, margarine, olie eller andet fedtstof, stiger. Da jeg konfronterede min anonyme velhaver med det faktum, at supermarkederne hamstrer tarteletter, inden fedtafgiften træder i kraft, svarede han ganske kort: "VI får bare vores husholdersker til at købe hele lortet op. De fattige skal ikke tro, de kan få det hele".