af Lars Helleskov Engelbrektsen
Der er ingen forskel på yderfløjene i politik. De er lige ekstreme og uden for demokratisk og dialogmæssig rækkevidde. De er dogmatiske i deres politiske tro. De ejer sandheden, efter egen opfattelse. De er dybest set totalitære i deres væsen. De møder alt anderledes med intolerance og skal selv udsættes for samme. De politiske og ekstreme yderfløje i Danmark og Europa, er for så vidt ens. Ens i deres forherligelse af vold og deres tro på vold som politisk middel i kampen om at nå en idealtilstand, som sjældent tillader plads til forskelligheder. De vil nå en ændret dagsorden eller verdensorden og dette mål om en idealstat, helliger midlerne. At prøve at forstå deres motiver for brug af vold er første skridt mod at acceptere deres brug af vold. Eller indebærer risikoen herfor. Det giver ingen mening at tale om to yderfløje, placeret på hver sin fløj af et kontinuum, en højre-venstre akse. Det giver mere mening at forestille sig en cirkel, hvor ekstremerne er placeret oven i hinanden. De forherliger vold. Bruger vold som udtryksform og får omtale via vold. De vil omstyrte demokratiet og magten og eksisterende strukturer, ikke via demokratiske metoder, men voldelige metoder.
