LEDER: Ligestillingsdebatten i Danmark forekommer efter årtiers uimodsagt venstreorienteret føleri, som ofte var uden spor af rationel tankeaktivitet, at have bevæget sig ind i en ny fase. Det pibler for tiden frem med nye kvindelige stemmer, som ikke gider at indtage en offerrolle, blot fordi de er kvinder.
De insisterer på, at Danmark er et land med lige muligheder for mænd og kvinder, de går imod nutidens krav om favorisering af kvinder til lederposter i politik, erhvervsliv og forskning, og de er ikke bange for at sige, at de generelle forskelle på kvinders og mænds karriereveje kommer af generelle forskelle i mænds og kvinders styrker, svagheder og prioriteter i livet.
Navne som Mie Harder, Lea Stentoft, Camilla-Dorthea Bundgaard, Anne Sophia Hermansen, Josefine Kofoed Christiansen, Kathrine Stampe Andersen, Camilla Paaske Hjort og Lisbet Røge Jensen blander sig pludselig i den offentlige debat med aviskommentarer, klummer og kronikker, hvor de supplerer en bogudgivelse fra Leny Malacinski og endnu en fra Katrine Winkel Holm. Sidstnævnte stod - før dette nye gennembrud - i en del år ret alene som kvinden, der kæmpede den borgerlige kvindekamp i den offentlige debat, men hun har altså nu fået kvalificeret selskab.
Og pludselig kan man slet ikke forestille sig, at debatten igen vil kunne køre fuldstændig af sporet, som den gjorde i årtierne forud, hvor betonfeminister kunne slippe afsted med at sige og kræve hvad som helst i den offentlige debat uden at blive modsagt. Tænk hvor lidt der egentlig skal til for at sætte en anden dagsorden: Ti personer, sådan cirka. Naturlivis hjulpet af et budskab, der faktisk giver mening.
Dét er værdikamp!
