Det er ufatteligt at DDR med sit valg af retorik viser sin ligegyldighed med rigtige fascister og samtidig konsekvent viser afstandstagen til mennesker, der modsiger fascisme. Der er åbenbart forskel på fascismens farve i DDR's briller.
DDR's Steen Nørskov berettede 9/11 fra valget i Jordan. Her fortalte han lokumskoldt korrekt om den store uretfærdighed, der sker mod det Muslimske Broderskab. Det Muslimske Broderskab er en kulsort fascistisk organisation. Læs f.eks. bogen Mod Mørket af Helle Merete Brix om denne uhyggelige organisation. Hvor var DDR's sædvanlige stemplende retorik af den islamiske fascisme i indslaget? Fraværende!
Men når man skal behandle en person, der taler den sorte fascisme imod og forsvarer demokratiet, f.eks. Geert Wilders, så strømmer DDR's medarbejdere over med stemplende superlativer, "populistisk", "fremmedfjendlig", "ultra-", "ekstremt-" osv. osv. osv. fra DDR's skuffe af standard-stempler.
Det er tydeligt på valget af retorik, hvem der er DDR's venner - den islamiske fascisme. Hvordan kan DDR's røde lejesvende på 4. årti med hele den danske befolkning, som gidsel drive deres propaganda?
Et andet eksempel i samme morgenradio holder DDR vedholdende liv i kritikken af "Kaj Munks rolle under krigen". Her skal der moralsk granskes ad infinitum langt tilbage i tiden. Men når talen er på en nutidig diktatur-hylder, som har forbrudt sig på anstændigheden gange tusinde ift. Kaj Munk, nemlig SF's Ole Sohn, som var det kommunistiske diktaturs bannerfører i Danmark - så har DDR den modsatte vinkel. Der sættes alle sejl til for at forsvare kammeraten. Men det er jo heller ikke underligt, når man tænker på hvor mange kommunistiske folk, der er strategisk placeret i DDR, som bla. direktører, chefer og studieværter.
