Der er et sært fænomen i dansk, europæisk og amerikansk politik. Det drejer sig om venstresnoede meningsdannere der har to på overfladen uforenlige holdninger.
På den ene side agiterer man skarpt, højlydt og perfidt imod sit eget lands nationalistiske partier og strømninger, senest som set ved David Trads' ønske om at censurere DF og angreb på tonen i indvandringsdebatten. Og på den anden side ser man så selvsamme meningsdannere være lige højlydte og agressive når det kommer til forsvar for Israels egen nationalistiske ret.
Særligt hyklerisk bliver det når en mand som David Trads anklager den danske tone i indvandringsdebatten for at være for skarp når han selv den 15 Juni 2009 i sin blog på Berlingske stiller spørgsmålet: "Er Ahmadinejad præcis som Hitler?". Ikke nok med det, Trads har også en karikaturtegning af Ahmadinejad som Hitler i sit blogindlæg.
Ahmadinejad's voldsomme had til staten Israel, som er det Trads angriber, skyldes selvfølgelig i meget stor grad hans religion, Islam. Hvad blev der lige af tonen Hr. Trads?
At David Trads hykler så gennemført kan virke bizart. Hvorfor ønsker David Trads en øget muslimsk indvandring til Danmark og en ordentlig tone og samtidig angriber en fremtrædende muslim i Iran og sammenligner ham med Hitler?
Den samme bizarre opførsel er også ofte set hos Martin Kraznik, der på samme måde tilsviner især Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard, men han går hårdnakket til kamp for Israels ret til national etnisk politik.
Hvad har David Trads og Martin Kraznik tilfælles?
Jeg mener det er et problem at en minoritet med lang historie i Danmark, i et land der altid har behandlet denne minoritet fantastisk godt, på denne måde virker til at have mere nationalfølelse for et andet lands egen ret til selvbestemmelse end for Danmark.
Man kan sige, det er fremtrædende hyklere som disse to, der kan være med til at skabe visse konspirationsteorier, som desværre bliver til last for alle der tilhører samme minoritet.
