S og SF er de partier, som størstedelen af danskere med indvandrebaggrund stemmer på ved kommunal- og folketingsvalg. Hvis vi tænker lidt over det, vil vi indse, at det ikke er fordi vi føler, at ”de er med os”, men fordi vi tænker ”de er ikke imod os”, så de må være ok.
På den ene side er det forståeligt, da højrefløjen forbindes med Dansk Folkeparti, som er et indvandrekritisk parti. Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration med Søren Pind i spidsen gør det heller ikke nemmere for tiden.
Men på den anden side, og det er så den væsentlige side, er det ikke så forståeligt, da vi rent faktisk er Danskere. Vi har dansk statsborgskab og er for længst ude af integrationsprocessen. Så det er nu, at vi skal stille os selv det spørgsmål ”What is in it for me?”, når det gælder folketingsvalget. Hvad vil JEG få ud af det. Ikke hvad min nabo eller bekendt, som modtager kontanthjælp vil få ud af det, men JEG og min familie. Er den socialistiske sejr virkelig de DKK 73.000 værd? Vil jeg betale DKK 28.000 mere om året, hvis oppositionen vinder valget, eller vil jeg hellere have 45.000 mere om året til mig selv og min familie? Det er nu vi skal vågne op og begynde at tænke rationelt.
Og jeg taler af erfaring. Jeg kom til Danmark i 1992 og i 1993 mødte jeg for første gang daværende indenrigsminister, Birthe Weiss. Hun var min store stjerne. Så fantastisk, karismatisk og igen så jordnær. Jeg faldt pladask for hende og en trofast vælger blev født. Jeg har ved hvert kommunalvalg og senere, da jeg blev dansk statsborger, folketingsvalg stemt på Socialdemokratiet. Men for nyligt indså jeg, at Birthe Weiss’ ånd havde for længst forladt Socialdemokraterne. Vi lever i en ny politisk tid. Den tid, hvor der skulle være plads til os alle er væk. Nu skal vi alle være lige, for at være en del af fælleskabet. Der er ikke mere plads til forskelligheder og de rige skal straffes på det groveste.
Jeg bliver fysisk utilpas ved tanken om, at mine to dejlige drenge skal vokse op i en verden af forbud, påbud, pointsystemer, høje skatter, overvågning… you name it. Og jeg tør slet ikke tænke på hvad Danmark vil blive med Helle og Villy ved sejlet. Klokken er 5 i 12 og tiden er ved at løbe fra os. Det er nu vi skal tage den store beslutning, om vi vil gøre som vi plejer, sætte kryds samme sted, eller vil vi gøre en forskel. Skal vi bryde en vane for vores børns skyld? Det er nu eller aldrig.
Lad os stemme borgeligt!
