I et stort forsideinterview i dagens Politiken lader to journalister helt ukritisk en dansk konvertit fortælle om sin bevæggrund for at rejse sydpå og tilslutte sig Islamisk Stat med sin somaliske mand og sine fem børn. Ifølge hende selv flygtede hun og familien til Islamisk Stat for at undslippe den racisme, de mødte i Danmark. Nu håber kvinden så på, at Danmark vil hjælpe hende og hendes familie hjem fra deres lejr i Syrien:
Hun kom gående ned ad gaden i en jysk by, i klapvognen lå hendes søn, i maven havde hun det næste barn. Så hørte hun råbet: »Hættemåge, se hættemågen«. Hun vidste godt, det var hende, håndværkeren råbte om. Siden hun var begyndt at gå med slør og muslimsk klædedragt, var det sket nogle gange. Han blev ved.
»Der går hættemågen, hættemåge!«.
Historien er en slags svar på mit spørgsmål: Hvad laver du her?
Her er en plastikbeklædt skurvogn, der gør det ud for en slags modtageværelse i fangelejren Al-Roj i det nordlige Syrien, tæt på den irakiske grænse. På skødet er hendes datter, der er omkring 1 år, nede i teltet er hendes fire børn, der alle er født i Danmark.
Hun ved godt, at der er mennesker i Danmark, som ikke vil have, at hun skal hjem til det land, hvor hun blev født. At hun ligger, som hun har redt, når hun nu valgte at rejse til Islamisk Stat:
»Jeg kan godt se, hvad de siger, men hvad skal jeg sige? Vi har ikke gjort noget«.
Kvinden holder sin lille datter ind til sig og kigger ned på det sovende barn:
»Jeg er så bange for, at børnene bliver alvorligt syge hernede og ikke kan få hjælp. Hende her har haft bronkitis. Jeg vil så gerne hjem. Jeg er færdig nu, men jeg holder mig kun oppe på grund af børnene. Det er ikke tiden til, at jeg skal sidde og græde«.
»Hvis bare vi kunne komme hjem, leve et normalt liv og passe os selv«.
