Dansk økonomi har fortsat kurs mod bedre tider. Det viser nye væksttal fra Danmarks Statistik.
Bruttonationalproduktet (BNP) voksede således med 0,4 pct. i tredje kvartal, og dermed fortsætter tendensen fra andet kvartal, der bød på et løft på 0,6 pct.
Der er dog fortsat langt op til de høje vækstrater før krisen, hvilket en samlet vækst på 0,1 pct. i årets første tre kvartaler sammenlignet med samme periode i 2012 også vidner om.
Fremgang i dels eksporten og dels den indenlandske efterspørgsel er hovedforklaringen på udviklingen, og det er gode tegn. I hvert fald har landets økonomer længe peget på ikke mindst eksporten som en af nøglerne til et længerevarende og mere markant løft af dansk økonomi.
"Det må siges at være en lille positiv overraskelse, vi havde ellers kun forventet en BNP-vækst på 0,2 pct. Når det er sagt, så er alt bestemt ikke lutter lagkage i dagens væksttal," lyder reaktionen fra chefanalytiker i Nykredit Tore Stramer.