Hvad er ligheden mellem år 1993 og år 2013?
Svar: Et alt for højt skattetryk med alt for mange regler efterfulgt af diverse samspilsproblemer.
Denne gang handler det om de strategiske skattelettelser, som findes i 3. del af den nye vækststrategi fra Fremskridtspartiets udspil: Dansk dynamik.
1. del: Forord + Dansk dynamik.
2. del: Det dynamiske arbejdsmarked.
3. del: Strategiske skattelettelser.
4. del: Beskæftigelsesneutrale offentlige besparelser.
5. del: Privatiseringer.
6. del: Liberaliseringer.
Medicinen mod arbejdsløshed og økonomisk tilbagegang plukkes mest fordelagtigt af fornuftens og fremgangens frugter, der bl.a. findes her:
Dansk dynamik – En helt ny vækststrategi
3. Strategiske skattelettelser
Danskerne er ubestridt det mest skatteplagede folk i verden. Men desværre er det en udbredt forestilling, at det høje skattetryk modsvarers af meget høje indkomstoverførsler og ”gratisydelser”, der tilnærmelsesvis udligner skattebelastningen. Det forudsættes således, at det der betales i skat kommer tilbage i form af offentlige tilskud. Det høje skatteniveau påvirker således kun vort samlede indkomstniveau i et beskedent omfang.
Men i den seneste undersøgelse fra OECD, der behandler forholdet mellem skat og indkomstoverførsler, punkteres denne myte totalt. En dansk lønmodtager har, som det fremgår af nedenstående tabel (Den kan desværre ikke vises her, red.), det suverænt laveste rådighedsbeløb ift. bruttoindtjeningen, hvis man sammenligner med de øvrige OECD-lande.
Undersøgelsen er en bekræftelse af, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem skatternes størrelse, og den modydelse den enkelte borger modtager fra det offentlige; og det er en underkendelse af velfærdsstatens økonomiske legitimitet. Men bag de sørgelige tal skjuler der sig et mere fundamentalt problem: Hvorledes påvirker det høje skatteniveau Danmarks vækst- og beskæftigelsesmuligheder?
Hvis man forsøger at danne sig et overblik over den skattepolitiske udvikling i Danmark, er jagten på et større provenu et gennemgående træk. Hensynet til finansieringen af de offentlige udgifter har været så tungtvejende, at forbehold over for skatternes utilsigtede virkninger konsekvent er blevet tilsidesat. Det kan vi imidlertid ikke tillade os mere; beskatningen har nemlig udviklet sig til et realøkonomisk problem, der truer vor nuværende såvel som fremtidige velfærd.
Det er rent faktisk muligt at påvise, at det høje skatteniveau både direkte og indirekte påvirker skatteydernes økonomiske dispositioner.
Deres adfærd er på en lang række områder betinget af skattemæssige betragtninger.
3.1. Arbejdsindsats
Valget mellem arbejde og fritid er en af de beslutninger, der bliver mest forvredet under et højt skatteniveau. Stiger skatten for arbejdsindkomster, er det fx naturligt at reducere arbejdsindsatsen til fordel for mere fritid ,der endnu ikke er gjort til et skatteobjekt.
Når Fremskridtspartiet præsenterer dette synspunkt, bliver det ofte fremhævet, at den enkelte lønmodtager kun i beskedent omfang kan bestemme sin arbejdstid, fordi den er reguleret af overenskomster. Denne indvending kan imidlertid tilbagevises på flere punkter.
For det første er det ligegyldig, at valget mellem arbejde og fritid træffes af den enkelte eller af organisationerne ved overenskomstforhandlingerne. Sidstnævntes krav må i en vis udstrækning afspejle medlemmernes ønske, hvorfor valget mellem arbejde og fritid omformes til et kollektivt krav. Den seneste arbejdstidsnedsættelse kan derfor betragtes som et fælles krav, der bl.a. var motiveret den høje skat på arbejdsindkomster. For det andet er det i en lang række tilfælde muligt at foretage individuelle justeringer af arbejdsudbuddet i form af deltidsbeskæftigelse, overarbejde og ekstrajob. Og de fleste undersøgelser viser, at der sker betydelige bevægelser på dette område selv ved en beskeden skattestigning eller – reduktion. For eksempel har en norsk arbejdsmarkedsforsker påvist, at det især er kvindernes arbejdsindsats, der øges markant, når der gennemføres en beskeden lettelse i personbeskatningen (7) Endelig kan den store gruppe af selvstændigt erhvervsdrivende selv bestemme deres arbejdstid, og deres arbejdsindsats vil derfor være meget følsom over for skattestigninger. En skattestigning gør det nemlig relativt billigere at befinde sig på golfbanen i stedet for i virksomheden.
Ud fra en politiske betragtning er det uinteressant, om en person vælger mere fritid frem for arbejde, men det er ikke uinteressant, på hvilken måde det sker. Beslutningen skal ikke hvile på skattemæssige forhold, men udelukkende på de individuelle ønsker og behov.
Det er derfor nødvendigt med reduktioner i marginalskatterne eller med andre ord i skatten af den sidst tjente krone. Det er truende for den fremtidige velstand, at arbejde fravælges til fordel for fritid af rent skattemæssige årsager.
3.2 Samspilsproblemer
Kombinationen af indkomstskat og indtægtsbestemte sociale ydelser fører ofte til marginalskatter på omkring 100 % og i særlige tilfælde mere. Der er med andre ord tale om en fattigdomsfælde, der indebærer, at mange familier er afskåret fra at skaffe sig bedre økonomiske vilkår ved at gøre en ekstra indsats. Det er et klassisk eksempel på, hvorledes det politiske system skaber mismod og frustrationer.
At problemet berører en meget stor gruppe i det danske samfund dokumenteres bl.a. af de beregninger, som Lovmodelrådet har udarbejdet (8). Heraf fremgår det, at den såkaldte marginalgruppe, der er ramt af samspilsproblemerne i 1990 udgjorde ca. 302.900 personer. Det understreges samtidig, at 53 % at disse personer er dagpengemodtagere, og at ca. 29 % er kontanthjælpsmodtagere. Fælles for alle der befinder sig i denne marginalgrupper er, at de ikke har nogen økonomisk tilskyndelse til at komme i beskæftigelse.
I en undersøgelse foretaget af tværministerielt udvalg (9) blev dette problem behandlet mere indgående. Desværre er udvalgets analyse og forslag til løsninger præget af, at der er tale om et særdeles følsomt emne. Samspilsproblemerne kan nemlig kun løses ved, at der gennemføres en kombineret reduktion i indkomstskat og sociale ydelser.
Men det vil også bidrage til at deres økonomiske situation kan forbedres markant. Den indtægtsforøgelse der kan opnås ved at komme i beskæftigelse vil mere end udligne tabet at sociale ydelser. Samtidig vil personer uden beskæftigelse stadig befinde sig i en rimelig indkomstposition.
3.3 Opsparing
Valget mellem opsparing og forbrug er også betinget af skatteniveauet; dels via beskatningen af kapitalafkast og dels via den velfærdspolitik der ligger bag beskatningen.
Beskatningen af kapitalafkast reducerer den kompensation, som skatteyderen modtager for sin opsparing eller investering. Når det ses i sammenhæng med at renteudgifter er fradragsberettigede, er tilskyndelsen til at spare op i stedet for at forbruge yderst beskeden. Dette er ikke et angreb på rentefradragsretten, men et ønske om at få beskatningen af kapitalafkast reduceret. Vi mener, at der er en sammenhæng mellem afkast og opsparing på trods af, at visse økonomer påstår det modsatte.
Årsagen skulle ifølge disse økonomer være, at opsparingen er bestemt af mere fundamentale faktorer. Hvis beskatningen af kapitalafkast øges, bliver den enkelte skatteyder således nødt til at øge sin opsparing for at opnå et ønsket rådighedsbeløb i fremtiden. Det øger opsparingen. På den anden side reduceres tilskyndelsen til at spare op, når beskatning af kapitalafkastet øges. Og det reducerer opsparingen. Deraf sluttes det helt urealistisk, at de to modsatte effekter udligner hinanden.
Ovenstående argumentation er kritisk afhængig af, at opsparing ikke er overflødiggjort af andre forhold. Hvis det offentlige i større omfang finansierer pension, uddannelse, samfundsydelser og boligudgifter, bortfalder tilskyndelsen til at spare op. I det omfang der finder en opsparing sted, er den derfor yderst følsom over for ændringer i kapitalbeskatningen.
Nyere analyser har da også vist, at en stigning i realafkastet på blot et par procent fører til en stigning i opsparingen på mellem 10 og 20 % (10). Meget tyder altså på, at de politiske ønsker om en højere opsparing kunne nås selv ved en beskeden nedsættelse af kapitalbeskatningen. Det ville overflødiggøre forbrugsbegrænsende indgreb i stil med ”kartoffelkuren”.
3.4. Investeringer
Skatternes indvirkning på investeringsomfanget er primært dikteret af opsparingens størrelse, hvorfor der er tale om en indirekte effekt. Men der er også mere direkte effekter:
Skatternes forvridning af investeringsmønstret eller sammensætningen af de aktiver, som opsparingen skal finansiere og Visse afgiftstyper der direkte reducerer investeringsomfanget.
Investeringsmønstret forvrides, fordi der er en uensartet beskatning af forskellige former for kapitalafkast. Nogle investeringer beskattes således mildt eller slet ikke, mens andre investeringer brandbeskattes. Forvridningen forstærkes endvidere af, at beskatningen følger forskellige principper fx med eller uden inflationskorrektion.
Disse forhold tilskynder den enkelte investor til at placere sin opsparing i lavt beskattede aktiver. Og det er helt i overensstemmelse med den sunde fornuft, men det er ulykkeligt ud fra en samfundsmæssig betragtning. Det betyder nemlig, at en bestemt type af investeringer, der før skat er realøkonomisk rentable, fortrænges til fordel for investeringer, der før skat er mindre rentable.
Endelig bidrager en række afgiftsformer til at hæmme eller fortrænge private investeringer, der i en afgiftsfri situation vil blive iværksat. Det er fx tilfældet med den såkaldte aktieomsætningsafgift på 1 %. Det lyder måske ikke af så meget, men det har alligevel en markant effekt på fondsbørsens omsætning (11). Den politiske målsætning om at gøre København til et finansielt kraftfelt forudsætter, at denne afgift fjernes helt.
Det samme gælder for kapitaltilførelsesafgiften på 1 %, der både er hæmmende for oprettelsen af selskaber og udvidelse af egenkapital. Derfor bør denne afgift også fjernes, evt. i forbindelse med ophævelsen af selskabernes kapitalkrav, der virker som en katalysator for de mest besynderlige selskabskonstruktioner.
3.5. Lokalisering
Skatterne påvirker også beslutningen om, i hvilket land personer og virksomheder skal placere deres erhvervsaktivitet. I 80´erne opstod der ligefrem konkurrence på skatteområdet, hvor hvert land forsøgte at tilbyde det bedst mulige erhvervsklima. Selvom vi i Danmark gennemførte en skattereform med virkning fra 1987, så blev den aldrig et konkurrencedygtigt modstykke til de øvrige europæiske landes skattereformer; på visse områder var der nærmere tale om en forværring.
Det er derfor ikke overraskende, at gennemsnitlig 30.000 af den mest kvalificerede del af arbejdsstyrken årligt forlod Danmark i 80´erne, toppende med 32.000 personer i 1991. En ikke ubetydelig del af denne fraflytning var begrundet af skattemæssige overvejelser, og intet tyder på, at billedet vil ændre sig i 90 ´erne, hvis der ikke sker en markant skattereduktion. Når det sammenholdes med, at Danmark samtidig oplever en nettotilflytning af personer med et meget beskedent kvalifikationsniveau, er der grund til bekymring. Ikke fordi vi skal frygte mobilitet mellem forskellige lande, men fordi årsagen til mobiliteten er skadelig for vor nuværende og fremtidige velstand.
Hvis den uheldige tendens skal stoppes, er det nødvendigt at personskatterne og de sociale ydelser reduceres væsentligt, så tilskyndelsen til at flytte ind og ud af Danmark ikke hviler på skatte- eller forsorgsmæssige beslutninger. Men det er også nødvendigt at rette opmærksomheden mod de forhold, der påvirker virksomhedernes lokaliseringsovervejelser.
Her er Danmarks engang på miljøområdet særdeles skadelig. Mens de øvrige europæiske lande har valgt at føre en afbalanceret miljøpolitik, har et politisk flertal i Danmark valgt at spænde buen så hårdt, at en lang række virksomheder overvejer at flytte til udlandet inden for den nærmeste fremtid. Meget tyder på, at CO2-afgiften kan blive anstødsstenen. Den har påført virksomhederne en økonomisk belastning, der slet ikke står i relation til de miljømæssige skader, CO2´en påstår at forvolde. Og selvom virksomhederne skulle afholde sig fra at ”stemme med fødderne”, så vil mange arbejdspladser være truet som følge af indskrænkninger. Derfor må CO2-afgiften fjernes samtidig med, at der generelt etableres en mere afbalanceres miljøpolitik.
3.6. Skattelettelser med et strategisk sigte
Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter. Det gør vi også i år. Men vores forslag til skattelettelser for 1993 er udformet med et særligt strategisk sigte, der både tager højde for den nuværende ledighedsudvikling og de langsigtede muligheder for at påvirke det omtalte adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Vi har derfor sammensat skattelettelserne på en sådan måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede målsætninger.
60.000 kroner skattefrit
Den skattefri bundgrænse eller personfradraget forhøjes fra de nuværende ca. 30.000 kr. til 60.000 kr. Det betyder, at antallet af personer, der ikke skal betale indkomstskat stiger fra ca. 636.000 til skønsmæssigt 1.135.000. Det er i overensstemmelse med Fremskridtspartiets princip om, at man ikke skal beskattes af en indkomst, man ikke kan leve af.
Den foreslåede forhøjelse vil umiddelbart føre til et bruttoprovenutab på ca. 53 mia. kr., som der fordeler sig med ca. 20 mia. kr. til staten, 10 mia. kr. til amterne og 23 mia. kr. til kommunerne. Den endelige fordeling af provenutabet vil blive fastsat under forhandlinger med amter og kommuner.
Forhøjelsen af den skattefri bundgrænse vil opfylde to væsentlige formål:
Det private forbrug vil øge omsætningen inden for detailhandel, byggeri og håndværk. Det vil ud fra et meget forsigtigt skøn give 40.000 nye arbejdspladser i 1993. For hver person der går fra ledighed over i beskæftigelse, vil det offentlige i gennemsnit opnå en budgetforbedring på ca. 250.000 kr. Besparelsen er sammensat af henholdsvis dagpengeudgiften, det øgede skattegrundlag og en reduceret belastning af det offentlige aktiveringssystem. Først i 1994 opnås der en helårsvirkning, der skønsmæssigt vil skabe 75.000 nye jobs alene som følge af en stigende økonomisk vækst i samfundet. Skattelettelsen vil – kombineret med en justering af de indtægtsbestemte sociale ydelser – bidrage til en positiv adfærdspåvirkning. Personer, der befinder sig i marginalgruppen, vil have en tilskyndelse til at komme i beskæftigelse, fordi samspilsproblemet ikke længere udgør en barriere for en permanent indkomstforbedring.
Marginalskattelettelse:
Den såkaldte 6 % skat, der betales af indkomster over 162.330 kr., fjernes med virkning fra skatteåret 1993. Skatten er på ingen måde en rigmandsskat, idet godt 1,5 million lønmodtagere hvert år når over den omtalte indkomstgrænse. Endvidere udgør skatten kun 1,5 % at de samlede offentlige udgifter, hvilket slet ikke står i forhold til de skadevirkninger, skatten forvolder.
En fjernelse af 6 % skatten vil således kun medføre et bruttoprovenutab på 7 mia. kr., som stort set er selvfinansierende på grund af følgende dynamiske effekter:
- Arbejdsindsatsen øges hvorved der sker en direkte forbedring af skattegrundlaget.
- Lokaliseringsovervejelser ændres i positiv retning, hvorved flere højindkomsttagere opgiver planer om emigration og flere vender hjem fra udlandet. Det øger igen beskatningsgrundlaget.
- Frynsegoder og lønaccessioner bliver mindre attraktive og erstattes derfor af almindelig lønindkomst. Det øger også beskatningsgrundlaget.
Hertil kommer de positive opsparings- og investeringseffekter, som ikke umiddelbart øger beskatningsgrundlaget, men som på længere sigt bidrager til øget vækst og beskæftigelse og dermed også til øgede skatteindtægter.
Fradragsret for menneskelig kapital
Som led i en afvikling af det nuværende aktiveringssystem, etableres en fradragsret på 125 % for alle udgifter afholdt ifm. de virksomhedsrelaterede uddannelser (VRU). Ordningen skal gælde for al intern uddannelse etc.). Provenuvirkningen kendes ikke på forhånd, idet VRU-ordningen ikke tidligere har været afprøvet. Men i princippet vil ordningen kunne benyttes af de ca. 30.000 selskaber og 160.000 personligt ejede erhvervsvirksomheder, der i 1992 havde et overskud. Det givne provenutab skal dækkes af en løbende reduktion i de bevillinger, som de såkaldte AMU-centre og andre erhvervsuddannelsessteder får tilført.
VRU-systemet vil opfylde følgende formål:
- Skabe sammenhæng mellem uddannelsen og virksomhedernes langsigtede behov, fordi uddannelsen afholdes af virksomheden selv.
- Gøre det attraktivt for virksomheden at oplære langtidsledige med henblik på et permanent beskæftigelsesforløb.
- Mindske udsvingene i beskæftigelsen fordi virksomhedernes personaleplanlægning får en mere langsigtet profil.
- Sikre, at de beskæftigede ikke fejluddannes inden for områder, hvor de ikke kan opnå beskæftigelse.
Afgiftsfjernelser:
Aktieoms på 1 % afvikles. Provenutabet andrager sig kun til ca. 0,7 mia. kr. og er således en ubetydelig indtægtskilde. Til gengæld er afgiften særdeles hæmmende for aktieomsætningen på Københavns Fondsbørs.
Afviklingen af omsætningsafgiften vil opfylde følgende formål:
Øge aktieomsætningen på fondsbørsen og tiltrække udenlandske investorer hvilket vil fremme Københavns stilling som Nordens finansielle knudepunkt. Forbedre erhvervslivets finansieringsvilkår idet en øget andel af risikovillig kapital vil tilflyde det danske aktiemarked.
Kapitaltilførselsafgiften på 1 % skal også afvikles. Provenutabet andrager sig her til beskedne 4 mia. kr., og er ligeledes en ubetydelig provenukilde. Til gengæld påvirker afgiften selskabernes adfærd i en uheldig retning.
Afvikling af tilførselsafgiften vil opfylde følgende formål:
Lette oprettelsen og omdannelsen af selskaber og fremme selskabernes udvidelse af egenkapitalen. Gøre det økonomisk fordelagtigt for selskaberne at placere hovedsædet i Danmark i stedet for at placere den egentlige ledelse i udlandet. Afgiften foreslås afviklet ifm., at selskabernes kapitalkrav reduceres fra de nuværende 250.000 kr. til de oprindelige 80.000 kr.
Ejendomsvurdering:
Offe ejendomsvurdering bygger i dag på et forfejlet system. Senest har den 19. al, vurdering i 1992 medført skattestigninger på over 14 mia. kr. Konsekvenserne af vurderinger af alle ejendomme betyder, at ejendomsskatterne stiger, lejeværdien af egen bolig stiger, formueskatten stiger m.v. I en situation med økonomisk afmatning, kan nye højere vurderinger derfor medføre, at mange ejendomme sættes på tvangsauktion. Den kortsigtede løsning er at neutralisere virkningen af nye ejendomsvurderinger.
Neutraliseringen af nye vurderinger har følgende formål:
At reducere antallet af forventede tvangsauktioner som følge af de nye vurderinger. Og dermed undgå nye milliardudgifter til boligpakker. At imødegå de problemer som opstår – fx da pensionister skulle betale for hjemmehjælp – ,når formueopgørelsen øges som følge af de stigende ejendomsvurderinger. At forhindre stavnsbinding på boligmarkedet som følge af skattemæssige mobilitetsbarrierer og undgå huslejestigninger og øgede udgifter til boligstøtte.
At fastfryse tidligere ejendomsvurderinger er dog langtfra en permanent løsning. Det var det heller ikke, da Folketinget for år tilbage fastfrøs den 17. almindelige vurdering. Men det kan fungere som en midlertidig løsning, indtil der er etableret en helt ny opgørelsesmetode, der erstatter den vilkårlighed, som præger det nuværende offentlige ”vurderingssystem”.
3.7. Personbeskatningen før og efter
To af de foreslåede skattelettelser ændrer på en række afgørende punkter ved den personlige marginalbeskatning. Forhøjelsen af den skattefrie bundgrænse bevirker, at yderligere 500.000 personer helt undgår at betale indkomstskat.
Fjernelsen af 6 % skatten betyder, at den højeste marginalskattesats reduceres fra de nuværende 68 % til 62 % fra og med skatteåret 1993.
De omtalte personskattelettelser vil være et vigtigt skridt i retning af et mere dynamisk samfund, hvor vækst og beskæftigelse er sat i højsædet. Men det er overordentlig vigtigt, at processen videreføres, så det samlede beskatningsniveau reduceres yderligere.
Fremskridtspartiets mål er, at de foreslåede skattelettelser for 1993 følges op af yderligere lettelser i finansårene 1994 og 1995.
Kommuneskatterne, de amtskommunale skatter og statsskatten skal reduceres, så proportionalsatsen kun udgør 40 % mod de nuværende ca. 52 %. Det kan dels ske ved at reducere statsskatten på 22 % til 10 %, dels ved at sænke skatteloftet for de kommunale skatteprocenter. Skattelettelsen kan bl.a. finansieres ved en privatisering af A-kassesystemet og en nedlæggelse af amterne. Kapitalindkomstbeskatningen skal også reduceres fra de nuværende 56 % til 40 % således, at der skabes symmetri mellem beskatning af henholdsvis arbejds- og kapitalindkomst. Det vil endvidere fremme både arbejdsindsats, opsparing og investeringer. Endelig skal 12 % skatten reduceres til 10 %, så den højeste marginalskattesats bliver 50 % med en uændret indkomstgrænse på 230.000. Det vil øge gennemsigtigheden i skattesystemet og bidrage til yderligere dynamiske effekter.
Gennemføres disse skattelettelser i forlængelse af Fremskridtspartiets udspil for 1993, vil der kun være to marginalskattesatser tilbage: Én på 40 % for indkomster under 230.000 kr. og én for indkomster over 230.000 kr. Altså et enkelt og overskueligt skattesystem. Det er dog fortsat Fremskridtspartiets mål at afvikle indkomstskatten helt.
3.8. Skatteomlægninger og skatteillusion:
Skattereformer uden ægte skattelettelser er som en solferie uden sol. Forsøg på at omlægge beskatningen fra ét skatteobjekt til et andet løser ikke det grundlæggende problem, at beskatningsniveauet er alt for højt i Danmark. Befolkningen lider ikke af nogen form for skatteillusion, der berettiger til en udgiftsneutral omlægning af skatterne. Den samlede skattebyrde opleves stadig som det, den er: Uforandret.
Fremskridtspartiet kan derfor ikke tilslutte sig de forslag, som Udvalget om Personbeskatning har præsenteret i deres nyligt aflagte rapport (12). Ikke fordi vi mener udvalgets rapport indeholder forkerte oplysninger, men fordi rapporten alene er udarbejdet ud fra udgiftsneutrale forudsætninger. Forslagene giver således ikke en samlet skattelettelse, idet de foreslåede personskattelettelser udlignes af fradragssanering, miljøskatter, skærpet kapitalgevinst, skærpet ligning etc. Det er - uanset om udvalget hævder det modsatte – betydningsløs kosmetik.
Det er overvejelserne om et bruttoskattesystem imidlertid ikke. Det vil nemlig indebære, at den skattepligtige nettoindkomst ikke længere opgøres som summen af alle skattepligtige indkomster fratrukket summen af fradragsberettigede udgifter. Under et bruttoindkomstprincip trækkes fradragene ud af beregningen af den skattepligtige indkomst, hvilket automatisk vil udhule fradragenes skatteværdi. Det er helt i strid med skatteevneprincippet og må alene betragtes som et forsøg på at skabe en skatteskrue med et endnu større gevind. Og det er lige det modsatte, vi har brug for.
Ægte skattelettelser kræver ægte udgiftsbesparelser eller privatiseringen. Der findes ikke andre alternativer. Men ægte skattelettelser er også det middel, der er nødvendigt, hvis der skal skabes øget vækst og beskæftigelse. Og det vil pr. automatik forbedre skattegrundlaget.
Henvis Koren Charlotte, ”Progressiviteten och lonebeskattningen”, Nordiska skattenvetenskabliga forskningsrådets skriftsserie, NSFS 25, 1990, s. 221-231. Se også ”Rapport fra Udvalget om Personbeskatning”, København, oktober 1992, s. 126-130.
(8) Økonomiministeriet, Lovmodel ”Kan det betale sig at arbejde?”, København, juni 1992, s. 16-50
(9) Boligministeriet m.fl., ”Beskrivelse af samspilsproblemerne”, København, marts 1991.
(10) Peter Birch Sørensen, ”Formueskat, indkomstskat og opsparing”, bilag E i betænkninger nr. 1136, ”Beskatning af formuer”, København 1988. Se også ”Privat opsparing”, Betænkning fra udvalget vedrørende fremme af den private opsparing, Økonomiministeriet, København, august 1989.
(11) Stockholms Børs har fx udarbejdet et studie over virkningerne af aktieomsætningsafgiften og beskrevet resultatet efter afgiftens bortfald. Se Stockholm Stock Exchange, ”The Swedish Turnover on Share Trading”, Stockholm, july 1992.
(12) Udvalget om Personbeskatning, “Rapport fra Udvalget om Personbeskatning”, København, oktober 1992.
Kilde:
Dansk Dynamik – En helt ny vækststrategi.
Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993.
