Dansk beskæftigelsespolitik styres nu af neokommunister

LEDER: Ifølge pressen er det Enhedslisten, som har presset regeringen til at forlænge dagpengeperioden med en ny ydelse, som ligger på niveau med k...

Ole Birk Olesen,

14/05/2013

LEDER: Ifølge pressen er det Enhedslisten, som har presset regeringen til at forlænge dagpengeperioden med en ny ydelse, som ligger på niveau med kontanthjælpen, men uden kontanthjælpens krav om, at man først skal bruge af sin egen formue, og at ægtefæller skal forsørge hinanden, førend man kan modtage ydelsen.

Så langt ude er regeringen altså, at den nu er villig til at lade sin beskæftigelsespolitik styre af et parti, hvis idealer tager "afsæt i den kommunistiske vision om det klasseløse samfund", og som ønsker, at endnu større dele af befolkningen skal være på offentlig forsørgelse fremfor at være i arbejde. Partiet vil lade skatteyderne betale for, at det offentlige kan uddele "mindst 15.000 kr. at leve for om måneden" til enhver, som melder sig hos kommunen og hævder sig uden mulighed for at finde et arbejde. Ledigheden i Danmark ville eksplodere, hvis politikken blev gennemført.

Dette er altså partiet, som får regeringen til at forlænge dagpengeperioden fra de nu gældende to år til reelt fire år. Blot for at regeringen kan redde sig selv fra et folketingsvalg.

Det er skammeligt. For det første er det skadeligt for Danmark, at regeringen nu øger ledigheden med X antal tusinde - tallet venter vi endnu på - blot fordi regeringen ikke vil sige det til Enhedslisten, som det er: At danskere, der har været på dagpenge i hele to år, har brug for at blive motivereret til at søge det arbejde, de kan få, ved at få frataget deres dagpenge.

For det andet vil regeringens imødekommelse af Enhedslisten give flere danskere det indtryk, at Enhedslisten er et parti, som har en pointe, og som man bør lytte til. Det har Enhedslisten ikke, og det bør man ikke. Enhedslisten er et parti med en politik, som er løsrevet fra enhver forbindelse med virkeligheden og de mekanismer, som findes der. Enhedslisten bygger sin økonomiske politik på venstrefløjens mest tågede drømmesyner, fuldstændig løsrevet fra enhver konsensus blandt landets førende økonomer.

Enhedslisten er for økonomien, hvad jordstråler er for lægevidenskaben: Purt opspind, rene fantasterier, gøgl. Nu med magt over regeringens beskæftigelsespolitik. 

Kilde: