Det er ikke Lego. Det er ikke Danfoss. Ej heller Mærsk, medicinalindustrien, spritfabrikkerne eller nogen anden stor eksportvirksomhed.
Danmarks største industri er lokal, og den skaber ikke vækst i samfundet. Tværtimod koster den langt over 100 milliarder om året uden at levere noget for samfundet kreativt og opbyggende. I de over 100 milliarder om året er ikke indberegnet lønninger til dens udøvere eller de mange, der lukrerer på den.
For Danmarks største industri er psykiatrien.
Med psykofarmaka, som de uddeler til hvem som helst, der kommer inden for døren, og som er stærkt adfærdsændrende, fordi det ødelægger hjerne og krop på utallige måder, har psykiatrien fået redskaber til at fremstille mængder af "sindslidende" og derved skabe arbejdspladser for sig selv.
For at få fat i så mange som muligt har psykiatrien indgået samarbejde med praktiserende læger, jobcentre, skoler, kommunerne, regionerne, ja alle steder i samfundet, hvor mennesker færdes.
Det kræver ikke en sindslidelse, ikke engang en anderledes adfærd, at blive henvist til psykiatrien, der faktisk helst vil have friskt, fejlfrit materiale at lege med, da den som nævnt selv kan skabe psykisk syge fra bunden af med psykofarmaka.
Når psykiatrien har skabt en kunde, drejer det sig om at holde godt fast på vedkommende, hvilket gøres ved at placere kunden i en medicinsk spændetrøje.
For nu er der for alvor penge at hente i statskassen.
Derfor har psykiatrien et kæmpemæssigt propaganda apparat, der formidler fordomme.
En af de mest diskuterede fordomme i branchen er, at arbejdsgivere ikke vil ansætte mennesker, der har været i behandling i psykiatrien.
Det er typisk for denne magtfulde industri at skyde skylden fra sig. For udadtil forlyder det, at samfundet gerne vil have de "sindslidende" i arbejde, og når de ikke kommer det, er det naturligvis arbejdsgivernes skyld.
Der er dog ingen normalt begavet arbejdsgiver, der vil afvise en person alene af den grund, at vedkommende på et tidspunkt har været i behandling i psykiatrien, forudsat at personene er i stand til at udfylde et job og udføre det tilfredsstillende.
Men problemet er, at det kan mennesker ikke, når de har været på besøg hos psykiatrien. Med sine midler gennemødelægger psykiatrien alle, der kommer i nærheden af dem, så de er ude af stand til at udfylde et job. Selv mennesker med et job, der bliver skubbet ind i psykiatrien, mister både deres arbejde og erhvervsevne, når psykiatrien går i gang med at "behandle" dem.
Mange af disse ønsker kun at genoptage deres arbejde, når de slipper for "behandlingen", men det er de ude af stand til, da de er blevet invalide og hjerneskadede.
Når mennesker, der havde en karriere og tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke længere er i stand til at udfylde deres funktion, hvor gerne de end vil, hvordan skal så mennesker, der måske aldrig har haft et job, kunne få et?
Det er ikke arbejdsgivernes skyld.
Det er psykiatriens.
I decennier har de hemmeligholdt, hvor ødelæggende deres psykofarmaka er. De har løjet og svindlet for at rage penge til sig. Heriblandt de mange millioner, der er givet i støtte for at få de "sindslidende" i arbejde.
Som industri er psykiatrien det mest ødelæggende i samfundet i dag, og når det alligevel er lykkedes den at holde sig uden for den politiske debat, kan det kun skyldes, at det den laver, er så uhyggeligt og dertil den største forbrydelse mod menneskeheden i vor tid.
