Den fastkurspolitik Danmark fører gennem sit tilknytningen til Euroen er ikke længere en god idé.
Fastkurspolitik er desuden sårbar over for valutaspekulation, hvis denne sigter mod at destabilisere det faste kursforhold, noget som både Storbritannien og Sverige var ofre for, da de førte fastkurspolitik.
Og derfor spekuleres der mod Kronen idag. Euroen er i frit fald efter Schweitz løste sig fra Euroen og ingen ved deres fulde fem forestiller sig vel at Schweitz løser sig fra Euroen af nogen som helst anden årsag end at det er en god idé at gøre det.
Forlader Grækenland Euroen og muligvis EU, følger Portugal med ud af Euro og EU og stemmer England sig ud af EU så går Euroen og EU på røven med så mange problemer at Euroen vil blive endnu mindre værd end den er nu, hvor EU landene må opkøbe Euro for overhovedet at have gang i opkøb af den elendige valuta der er ved at ødelægge hele Europa.
(Fra Wikepedia) Fastkurspolitik var tidligere det helt dominerende valutakurssystem blandt alle verdens lande, således både i tiden med en fælles guldstandard, som var det almindelige i perioden fra 1870 til 1930'erne, og i tiden med Bretton Woods-systemet for de vestlige lande fra 1944 til begyndelsen af 1970'erne.
Derefter fulgte en periode i Europa med forskellige valutakurssamarbejder (f.eks. Det Europæiske Monetære System eller EMS'en), men også i flere lande, således Danmark og Sverige, gentagne devalueringer, hvor man ganske vist holdt fast i princippet om på hvert tidspunkt at fastholde et bestemt kursforhold over for andre valutaer, men ændrede den konkrete kurs, man styrede efter. Adfærden omtales ofte som "faste, men justerbare kurser".
En række europæiske lande tog i 1990'erne den yderste konsekvens af fastkurspolitikken og lod deres valutaer afløse af den ny fælles valuta euroen, mens de fleste øvrige lande i Europa, der før havde deltaget i et fastkurssamarbejde, gik over til at lade deres valutaer flyde frit.
Det gælder således Storbritannien, Sverige og Norge. Disse lande styrer i dag deres pengepolitik i forhold til et selvstændigt inflationsmål, hvilket implicerer, at valutakursen samtidig vil flyde i forhold til samhandelslandenes valutaer.
I dag er Danmark det eneste tilbageværende OECD-land, som fører en traditionel fastkurspolitik, mens stort set alle andre OECD-lande enten lader deres valuta flyde frit, så valutamarkederne bestemmer kursen, eller har opgivet deres egen selvstændige valuta og tilsluttet sig euroområdet.
Det er en fordel ved en troværdig fastkurspolitik, at den i sagens natur fjerner valutarisikoen for virksomheder, der handler mellem de pågældende lande. Dermed kan den stimulere samhandlen.
Fører et land fastkurspolitik, må det samtidig nødvendigvis på længere sigt have den samme inflation som de lande, der føres fastkurspolitik i forhold til.
Er der tillid til, at inflationsniveauet hos de pågældende valutapartnere er lavt og stabilt, vil fastkurspolitikken dermed være en måde at sikre den samme lave og stabile inflation på. Dette forhold har været en vigtig bevæggrund for den danske fastkurspolitik i forhold til først D-marken og senere euroen.
Omvendt er det en omkostning, at centralbanken i et land, der fører fastkurspolitik, ikke samtidig kan forfølge andre mål i pengepolitikken.
Centralbanken har dermed ikke mulighed for at tilrettelægge sin politik direkte ud fra de indenlandske konjunkturer og kan i modsætning til et land med flydende valutakurser ikke hjælpe med en konjunkturstabiliserende politik.
http://politiken.dk/oekonomi/dkoekonomi/ECE2534200/derfor-er-kronen-under-angreb-forstaa-valutakrigen-mod-kronen-paa-fem-minutter/
