I Danmark lever vi i høj grad på renome´et når vi bilder os ind at vi er et foregangsland indenfor velfærd, uddannelse, sundhed o.s.v. Det har vi været, men det er vi ikke længere, og hvis vi ikke snart lægger stilen dramatisk om, så går der rigtigt galt. Danmark er sprunget læk, og er på vej til at synke - spørgsmålet er om vi lige så godt kan gå i bådene og håbe på at blive samlet op, eller om vi skal få alle mand på dæk i et forsøg på at redde skibet.
Danmark har været et vækst-lokomotiv, men i perioden fra 1998 til 2008 har den gennemsnitlige realvækst i Danmarks BNP ligget på omkring 1½%, mens 25 af 30 OECD-lande har ligget på 2-5%. Danmark ligger nr. 5 fra bunden.
I samme periode har den gennemsnitlige produktivitetsvækst i Danmark ligget på ca. ½% mens 25 af 30 OECD-lande har ligget mellem 1-5%. Danmark ligger nr. 2 fra bunden. - Og forventningen er lige nu at Danmark fastholdes på den lidet attraktive placering de næste 12 år.
Konklusionen er uundgåeligt at vi arbejder for lidt og vores produktivitet sakker bagud. Vi er blevet for magelige - for mange nydere og for få ydere.
Nu er der også statistikker hvor Danmark ligger i toppen, det gælder f.eks. skatteområdet: Vores selskabsskat på 25% ligger ganske vidst pænt til i den nederste tredjedel, men S-SF vil øge satsen til 28%, hvilket bringer op i den øverste tredjedel. I alle andre skattediscipliner ligger vi til gengæld i den absolutte top, der gælder indkomstskat, skat på renteindtægter og aktieudbytter og det gælder ikke mindet skatter på forbrug, d.v.s. moms og punktafgifter. Flere steder indtager vi en suveræn 1. plads og alle steder er vi som det eneste OECD-land i top 5.
Hvordan kan nogen forestille sig, at dette problem løses ved at brandbeskatte milionærer og banker eller for den sags skyld at en efterlønsreform rummer svaret. Der skal anderledes dramatiske tiltag til hvis vi skal drømme om at vores børn skal opleve samme velstand som den vi oplever.
Og her vil S-SF traditionelt pege på den stigende ulighed, så hvordan forholder det sig med den: Ja, faktum er, at udtrykt ved gini-koefficienten (et meget anvendt, om end diskuteret mål), så ligger Danmark i den absolutte bund i OECD - d.v.s. vi har den laveste ulighed. Og skulle vi nå dertil, at der blev indført en flad skat på 40%, så ville vi fortsat ligge i bunden med den laveste ulighed. Det er ikke lige det billede som S-SF ynder at male op.
V-K forholder sig i forbavsende ringe grad til disse realiteter og S-SF forsøger vedvarende at give det indtryk, at de med et trylleslag kan ændre udviklingen. Det ville øge troværdigheden, men ikke nødvendigvis øge chancerne for valg, hvis det blev ledsaget med flere konkrete bud på løsninger og færre løfter om selv-påtagne spændetrøjer.
Et af de svar der oftest bliver peget på som vejen ud af krisen er uddannelse, men det er en sandhed med modifikationer. Danmark ligger absolut højest, når det gælder offentlige udgifter til uddannelse udtrykt som % af bruttonationalproduktet - faktisk lå vi i 2006 med 8% på en absolut 1. plads, mens OECD-gennemsnittet var 5%. Alligevel halter vi bagefter.
Et nærliggende svar er at vi fortsat skal satse på uddannelse, men vi skal også effektivisere - det gælder i øvrigt ikke kun på uddannelsesområdet, men på stort set alle offentlige udgiftsområder, herunder ikke mindst sundhedssektoren.
Ved at fjerne regeltyraniet og forlade vanetænkningen kan vi øge "velfærden" uden at øge udgifterne - måske endda samtidig med at vi reducerer udgifterne. Derved kan vi om ikke undgå så i det mindste udskyde nogle af de prioriteringsdiskussioner som uværgerligt vil melde sig på et eller andet tidspunkt.
Endelig skal vi skabe mulighed for vækst, og hermed mener jeg ikke at fremrykke offentlige investeringer. Det kan give en kortsigtet boost, men det er ikke den langsigtede løsning - og det er i øvrigt ikke "gratis" selv om Helle Thorning ynder at hævde netop det. Nej vi skal have vækst i den private sektor, og væksten skal gro frem ved markedskræfternes hjælp og ikke ved central styring. Planøkonomi har været forsøgt mange steder, men ikke med synlig succes, når man lige ser bort fra de laveste trin på vækststigen.
