Danmark skal være et forgangsland. Det synes gang på gang at være skiftende regeringers motto. Egentlig kan det virke ulogisk at et lille land som Danmark vælger at gå forrest i en lang række problemstillinger i Europa og i verden. Det ville være så meget nemmere bare at trække på skuldrene og konkludere at vores indsats alligevel er forsvindende lille i det store hele. Men alligevel vælger vi den svære vej - vejen hvor vi gerne vil vise andre hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Hvad man bør gøre - og hvad man skal lade være med.
Det gør mig stolt som dansker.
Det giver dog en række problemer at være forgangsland - for det er ofte svært at vide hvad der i virkeligheden er rigtigt og hvad der er forkert - særligt i problemstillinger som miljø, der jo er en meget kompleks problemstilling.Vi påvirker alle miljøet - men nogle påvirker det måske mere end andre. Her tænker jeg f.eks. på landmændene - for hvis man har meget jord og man gerne vil bruge jorden til at dyrke afgrøder, så må man nødvendigvis påvirke hvordan jorden har det og hvordan den er at dyrke afgrøderne i - for ellers er udbyttet ikke højt nok til at det er rentabelt. Landmanden lever med andre ord af at påvirke miljøet. Det er hans levebrød.
Af samme årsag har landmanden heller ikke noget incitament til at ødelægge jorden. Han skal jo bruge den igen og igen og igen. Ødelægger han den for sig selv eller for andre, mister han muligheden for at drive sit landbrug og dyrke de afgrøder han skal leve af. Med andre ord vil landmanden som udgangspunkt derfor gøre det klogeste og det rigtigste for jorden - og dermed for sig selv.
Til at hjælpe sig har danske landmænd en række rådgivere. Dels kan man få råd hos producenterne af diverse hjælpemidler til landbruget. Det vil sige dem der laver såsæden, maskinerne, gødningen og bekæmpelsesmidlerne landmanden skal bruge. Producenterne har dels landmandens ve og vel på sinde - men også deres egen pengepung. De er med andre ord ikke uvildige i deres rådgivning - og det ved landmanden godt. Derfor har dansk landbrug også en uvildig rådgivning de kan trække på - én landmændene selv betaler for og som kun tjener ét formål: at gøre det bedste for landmanden - og dermed for jorden.
Nogle gange har politikerne, gennem deres mål for Danmark som forgangsland, en politik de gerne vil føre ud i livet. Politikken skabes ud fra personlige meninger, rapporter, målinger eller enkeltsager som politikerne vil profilere sig på. Det er bare ikke alle problemstillinger der bliver undersøgt ordentligt og forstået til bunds før man begiver sig ud i lovgivningens svære kunst. Derfor er der oftest høringsperioder inden hvert lovgivningsforslag fremlægges i sin endelige form - så berørte parter har mulighed for at give deres besyv med, før de får trukket nye regler ned over hovedet. Vi har i de seneste par måneder set at disse høringsperioder gøres ultra-korte. Det er skidt, for det giver de berørte parter for kort tid til at finde den rigtige dokumentation til at stoppe lovsjusk - det vil sige lovgivning som skader mere end den gavner. Det skete f.eks. i NOx sagen for nylig, og vil ske igen i en lang række sager, fordi den nye regering tilsyneladende holder af meget korte høringsrunder. Korte høringsrunder er med andre ord med til at skade miljøet og landmændene.
For nyligt har udmeldingerne fra Venstre - som godt nok ikke sidder i regering - været at der sprøjtes for meget i landbruget og at man ønsker nye afgifter for at bringe behandlingshyppigheden ned, fordi man derigennem skåner miljøet. Regeringen ser ud til at bakke disse ideer op. Nu er sagen bare den, at antallet af behandlinger ikke nødvendigvis siger noget om miljøbelastningen. Man vil derfor indføre en afgift - en belastningsafgift - som pålægges ud fra hvor meget forskellige sprøjtemidler belaster miljøet. Det lyder jo fornuftigt nok. Men der er alligevel problemer. For miljøet er jo en kompleks sag, og man kan ikke altid forudse hvilket middel der på sigt er det mindst skadelige. Man risikerer med andre ord at anbefale det forkerte.
Når man bekæmper skadegørere i en afgrøde, skal man desuden ikke bruge det mindst belastende middel hver gang. Det vil nemlig give resistens imod midlet i løbet af relativt kort tid. Og så virker midlet slet ikke mere. Man er derfor nød til at sammensætte behandlingsplaner ud fra alle tilgængelige midler og så vælge den kombination der over tid vil give det bedste resultat og mindst resistens. Derved kan man beholde de skånsomme midler i systemet længst tid og derigennem kan man sikre den mindste miljøpåvirkning.
En anden problemstilling ved Venstres udmelding er, at den mangler perspektiv. Man hæfter sig ved, at der var et mål for behandlingshyppighed på 1,7 - som i princippet er et tilfældigt valgt tal - og at man i 2010 lå på 2,8, stigende fra 2,58 året før. Det lyder umiddelbart af meget, men i hvede var der i 2006/7 i Danmark en behandlingshyppighed på 2,6, mens det i Frankrig var 4,1, i Tyskland 5,8 og i England 6,7, uden væsentlige forskelle i høstudbytte. Der er tilsvarende tal for byg og raps. Danmark er med det nuværende niveau derfor allerede duksen blandt de lande vi sammenligner os med.
Vi er allerede forgangslandet.
Danmarks mand i Europaparlamentet, Dan Jørgensen (S) har lidt samme holdning når det gælder dyrevelfærd. Anskuelsen er, at dyr i Danmark kan få det bedre ved at stille større krav og lave skrappere regler. Nu er sagen igen den, at dyr i Danmark, sammenlignet med vores nabolande, faktisk har det ret godt. Hvis man derfor indfører så skrappe krav at de danske landmænd bukker under så vil det forringe dyrevelfærden. Det skyldes ret simpelt, at vi nok stadig vil spise f.eks. svinekød og kyllinger i Danmark, hvad enten der er produktion heraf i landet. Hvis de dansk-producerede produkter forsvinder - og disse i forvejen er nogle af de mest dyrevelfærdsvenlige, så forrykker balancen sig over imod forhold hvor dyr produceres under dårligere forhold. Man har altså igen en intention om at styrke positionen som forgangsland men risikerer at dette for dyrene generelt bliver en forværring af forholdene.
Hvorfor skal landmændene så fortsat slåes oven i hovedet? Argumentet er naturligvis, at man altid kan blive bedre. Og det er jo korrekt. Intet er så godt at det ikke kan blive bedre. Spørgsmålet er bare hvordan man bedst opnår de ønskede resultater. Her er typisk to valgmuligheder: Gulerod eller pisk. Sidstnævnte er den mest anvendte metode i Danmark - og den implementeres oftest gennem afgifter. Det har nemlig den yderligere fordel at det giver penge i statskassen - og den er tilsyneladende bundløs.
Mit argument er dog et andet. Vil man have et endnu bedre landbrug, så nytter det ikke noget med yderligere pisk. Det er allerede meget dyrt at bruge f.eks. bekæmpelsesmidler i Danmark så incitamentet for et lavt forbrug er allerede etableret. De strore krav og høje produktionsomkostninger gør i dag at mange landmænd slås for deres overlevelse, og det er en kamp overhovedet at få tingene til at køre rundt. Ved at piske videre risikerer man blot at landmændene giver op - og gør de det, mister de også modet på at gøre det rigtige - det der er bedst for dem selv på sigt og på landet som helhed. De vil med andre ord gå efter den kortsigtede løsning fordi de mister troen på den langsigtede. Og handler man kortsigtet, så gør man ikke længere det der er godt for miljøet og jorden - for man forventer måske slet ikke at kunne bruge jorden igen næste år!
Skal lovgiverne derfor gøre det bedste for miljøet, og samtidig sende det rigtige signal, så skal de tænke sig godt om. I mine øjne er løsningen en gulerod i stedet for pisk - netop på grund af de økonomiske kvaler hos landmændene. En gulerod betyder nemlig, at landmændene vil have mulighed for måske igen at vende økonomien i deres virksomhed - det vil med andre ord give dem et lys for enden af tunnelen - og det har de brug for.
Man skal derfor hjælpe i stedet for at spænde ben.
Gør de rådgivende funktioner endnu bedre - og giv landmændendne nogle endnu bedre grundlag for at træffe deres beslutninger. Lav fælles Europæiske afprøvninger og godkendelser af midler, så det gøres hurtigt og effektivt. Sørg for at regler i EU implementeres så der er lige konkurrence og lige vilkår, så miljø og dyrevelfærd styrkes generelt - og ikke bare i lille Danmark. Gør forskningen i dyrenes velfærd og bekæmpelsesmidlernes effekt og anvendelse større, så man ikke anbefaler de forkerte metoder på grund af uvidenhed. Derved skabes en række gode effekter i stedet for nogle få dårlige: Man vil give landmanden håb i stedet for mismod. Man vil skabe viden og knowhow i stedet for afmagt. Man vil skabe bedre miljø og eksportmuligheder i stedet for at lukke virksomheder og arbejdspladser. Danmark kan være et forgangsland - ikke bare indenfor behandligshyppighed og dyrevelfærd - men også indenfor hvordan man behandler sine landmænd og skaber resultater i fællesskab.
Gjorde man dette, ville Danmark for alvor kunne kalde sig selv for et forgangsland - for man er så ikke blot forgangsland ved at tvinge håbløse regler ned over hovedet på virksomheder så de lukker, men et forgangsland, der viser hvordan man skal behandle sine virksomheder så de kan overleve og udvikle sig positivt. Til gavn for både miljøet og for Danmark.
http://agrsci.au.dk/nyheder/artikel/danske-landmaend-sproejter-meget-mindre-end-udenlan