Det er den nuværende røde regerings politik at begrænse tilstrømningen af asylansøgere til Danmark mest muligt, men samtidig fastslår den gang på gang at de ekstremt gode forhold, som vort land - via brandbeskattede danske skatteydere - stiller til rådighed for asylansøger, ikke påvirker tilstrømningens størrelse. At regeringen har lempet forholdene for asylansøgere indenfor en hel række områder – nogen siger 31 lempelser - i forhold til situationen før regeringsovertagelsen, er således ifølge regeringen neutralt i forhold til størrelsen af tilstrømningen af nye asylansøgere.
Hvis der er rigtigt, kan det undre at asylansøgere fra muslimske lande som Syrien, Irak, Iran, Sudan, Somali, Eritrea m.fl. i så stort tal dukker op i Danmark – det er jo for dem et meget fjernt beliggende og kulturelt meget anderledes land, ja på nogle områder ligefrem uacceptabelt.
Alligevel er Danmark faktisk det andet største modtagerland af asylansøgere i Europa målt i forhold til landets størrelse (Berlingske Tidende 10.01.2015). Kun Sverige modtager relativt flere asylansøgere end Danmark.Tyskland ligger længere nede i rækken (nr. 7) selvom man ofte i pressen får et andet indtryk - nemlig at Tyskland er et større modtagerland end Danmark.
Hvad mon motiverer relativt mange muslimer til den lange dyre rejse til netop dette perifere europæiske land frem for til andre lande herunder også andre tættere beliggende europæiske ? Danmark har mange ”ulemper”:
Danmark har set fra et muslimsk synspunkt en lang række alvorlige ”drawbacks” som asylland.
• Danmark har i over 1000 år været et kristent land funderet på kristne værdier og med en befolkning der langt overvejende bekender sig til den kristne tro. Kristne betragtes af muslimer som vantro og rangerer tilsvarende længere nede i ”hierarkiet”.
• Klimaet er mildest talt også elendigt set i forhold til den del af verden, hvorfra de kommer.
• Der tales et sprog som vel dårligt kan være fjernere fra arabisk, og landets kvinder fører sig frem utildækket og på lige fod med mænd, hvilket jo er uhørt og meget fremmed, ja ligefrem anstødeligt i den muslimske kultur.
• Den oprindelige befolkning har i generationer produceret og spist svinekød og Danmark er i dag verdens relativt største svineproducent. Svin er imidlertid bandlyst i Koranen og derfor et ”urent” dyr, som muslimer intet må have med at gøre. Vælger man derfor Danmark som flygtningeland, er det indlysende, at man ikke kan undgå at komme i berøring med dette urene svinekød (medmindre man kan få det fjernet). Derudover halalslagter man ikke i Danmark (medmindre man også får indført denne - på vore breddegrader – ukendte, og for de fleste danske, frastødende slagtemetode).
• Danskerne har siden 1219 haft kristendommens symbol - det hvide kristne kors - i landets nationalflag. Så ikke nok med at landet bebos af vantro og dermed andenklasses mennesker jf. Koranen, de reklamerer sågar med det !
• Det land man vælger at flygte til er også Muhammed-tegningernes hjemland – de tegninger, der gjorde befolkningerne i den islamiske verden ekstremt rasende på Danmark og førte til at Danmark blev udråbte til islams ærkefjende, på niveau med USA og Israel. Raseriet medførte nedbrænding af danske ambassader i Mellemøsten, vandalisering af det forhadte danske flag med det kristne kors samt boykot af danske varer over hele Mellemøsten. Dette skete paradoksalt nok også i de lande hvorfra vi nu møder stigende indvandring, eksempelvis Syrien.
At rejse som dansker i Syrien eller i Gaza i Muhammed-tegningsåret 2005 var forbundet med livsfare – og man skal nok heller ikke i dag i mange Mellemøstlande reklamere med at man kommer fra Danmark – Muhammed-tegningernes hjemland.
Der er meget tungtvejende grunde til at Danmark i stor stil alligevel foretrækkes som asylland af muslimer.
Med ovennævnte forhold in mente – forhold der vil være velkendt for langt de fleste asylansøgere bl.a. fra Muhammed-krisens tid – kunne man forvente, at asylsøgere ikke ville røre Danmark med en ildtang, men undgå dette ugudelige land.
Men det sker ikke ! – Danmark foretrækkes i stor stil frem for andre lande, det være sig europæiske eller lande tættere på asylsøgernes eget land. Det ville i øvrigt være væsentligt nemmere og billigere at søge til nabolande, og endnu vigtigere, her ville man jo finde samme religion, kultur, sprog etc. Det kunne være lande som Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Dubai, Kuwait, Oman, Saudi Arabien og lignende - lande som for de flestes vedkommende er væsentlig mere velstående end Danmark, og samtidig er de - i hvert fald for en dels vedkommende - befolkningsmæssigt og arealmæssigt større end Danmark. Disse stenrige Golfstater har ikke modtaget en eneste flygtning f.eks. fra Syrien.
Et eller andet må jo kunne forklare, hvorfor Danmark virker som en magnet for asylansøgere, da ikke alt i det observerede indvandringsmønster kan bestå af tilfældigheder.
Enhver rationel tænkende person er da også godt klar over, at asylsøgerne altovervejende tiltrækkes af Danmark p.gr.a. de ekstremt gode forhold, der meget hurtigt efter ankomsten stilles til rådighed i form af penge, bolig, sundhedsvæsen, familiesammenføring, sprogundervisning etc. Sandsynligheden for at få opholdstilladelse og familiesammenføring er stor, og selvom mange opholdstilladelser på papiret kan være midlertidige, viser praksis at langt de fleste, af den ene eller anden grund, bliver permanente, og derfor ender asylanterne som ikke-hjemsendelige.
De beløb og den behandling, man således relativt hurtigt får krav på, overstiger hvad de fleste asylsøgere – hvoraf en del jo er uuddannede og kommer fra fjerne underviklede muslimske lande - i deres vildeste fantasi, ville kunne forestille sig muligt i hjemlandet. Opnår man eksempelvis ikke arbejde – hvad ca. 7 - 8 ud af 10 somalier eksempelvis ikke gør – er man desuden sammen med sin familie sikret forsørgelse resten af livet på et for dem ekstremt højt niveau – det klarer verdens højst beskattede befolkning, nemlig danskerne.
Som muslimsk asylant i Danmark behøver man ikke nødvendigvis at ændre radikalt på sine ”vaner” hjemmefra, eftersom man kan bosætte sig i, eller let opsøge, de indvandre-tætte områder, der allerede er etableret, og hvor ligesindede, måske endda landsmænd, i stort tal allerede findes. Her blomstrer islamiske traditioner og skikke i fuldt flor - i øvrigt stort set uberørt af de milliarder af kroner, danske skatteyder år efter år har hældt og stadig hælder i mere eller mindre kuldsejlede integrationsprojekter. Dagligsproget er alt andet end dansk i disse bebyggelser og skoven af parabolantenner, én for hver lejlighed, er rettet mod hjemlandets TV-stationer. Man kan let forestille sig at integration i disse områder meget let bliver en ”by i Rusland”.
Ydermere er det lykkedes ikke-vestlige indvandrere lidt efter lidt (salami-metoden) indenfor mange områder at indføre ikke-vestlige normer eksempelvis forbud mod svinekød i nogle kommuners børnehaver og på flere hospitaler serveres der kun kød fra halalslagtet dyr, og man har sågar fået oprettet et muslimsk bederum på en dansk politistation. Alle småting, ja, men med en tydelig retning.
En anden lille men aktuel detalje, der heller ikke ligefrem kan virke utiltalende på potentielle asylansøgere er følgende nye regerings ”tiltag”: En etnisk dansk statsborger skal for at få fuld folkepension have opholdt sig i Danmark i minimum 40 år - en mindre ”anciennitet”, f.eks. p.gr.a. en langvarig udstationering i udlandet for et dansk firma, betyder en tilsvarende mindre folkepension når danskeren vender hjem og pensioneres. En asylant derimod vil, når han opnår pensionsalderen, altid få fuld folkepension, uanset at vedkommende – hvad der er det mest normale – langt fra opfylder 40 års kravet. Altså en positiv særbehandling af fremmede i forhold til landets egne borgere. Det har regeringen sammen med SF og Enhedslisten besluttet i Finansloven 2015.
Ved hjælp af bl.a. internettet, professionelle menneskesmuglere og kontakt til eventuelle bekendte, der allerede er kommet til Danmark, er dette naturligvis velkendt stof for asylansøgere. Disse gunstige forhold, viser det sig altså, mere end opvejer de ulemper, Danmark frembyder af ikke-islamiske grundværdier.
At tro at de forhold af materiel og økonomisk art, der tilbydes asylsøgere, intet har at gøre med tilstrømningens størrelse - som regeringen, godhedsindustrien og venstrefløjen hævder - er i bedste fald naivt og i værste fald udtryk for en utilgivelig dumhed eller kynisme.
Konsekvenserne
I 2015 regner regeringen med at give opholdstilladelse til ca.12.000 asylansøgere (TV2, 4.dec.2014). Når familiesammenføringen derefter er effektueret, bliver dette antal skønsmæssigt til ca. 30.000 nye indvandrere, svarende til en middelstor dansk by (f.eks. har Hillerød ca. 31.000 indbyggere). En overvejende andel af disse vil have muslimsk baggrund. Alle disse fremmede mennesker skal – har vore politikere besluttet – behandles på lige fod med etniske danskere (kontanthjælp, bolig, skole, børnepenge etc.) selvom ingen af dem ifølge sagens natur nogensinde har bidraget med noget som helst til det danske samfund, og en stor del af dem heller aldrig kommer til det (pt. er ca. halvdelen af alle ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse selv efter mange år i Danmark).
Tilstrømningen vil – hvis der ikke gøres noget effektivt for at stoppe den - fortsætter så længe der er krige, religionsstridigheder, overbefolkning og fattigdom i Mellemøsten og Afrika – og det vil i praksis sige altid !
De integrationsforløb man har bestemt, at alle disse nytilkommende skal gennemgå for at kunne begå sig i det danske samfund og tilegne sig danske værdier er et kapitel for sig. Det vil initialt koste et antal milliarder – i 2014 skulle regeringen f.eks. ud at finde et ekstrabeløb på 4,5 milliarder kroner (viser sig nu (EB 20.1.15) at blive over 9,2 milliarder kroner!) for at finansiere dette års tilstrømning – og erfaringen viser, at derefter vil integrationsudgifterne for en ”årgang” yderligere fortsætte i mange år.
På trods af alle de milliarder der bruges på integrationsprojekter og på trods af at myndighederne nu har øvet sig 30 - 40 år i at integrere, er det et faktum, at forbavsende mange ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere stadig er dårligt integreret (høj kriminalitet, dårlig uddannelse, parallelsamfund, andre værdier end danske etc. etc.). Vi har altså ikke formået at integrere mange af de indvandrere vi har modtaget indtil nu, og alligevel fortsætter vi ufortrødent med at modtage nye indvandrere og følgen heraf er naturligvis et endnu større integrationsproblem – vi har opskriften på en økonomisk og kulturel fiasko af voldsomme dimensioner. Vi styrer direkte mod samme kaotiske forhold som vi i dag ser i de indvandre-tætte forstæder til franske og engelske storbyer (se f.eks. beskrivelsen heraf i DenKorteAvis d. 22.1.2015).
Når andelen af ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere i forhold til landets oprindelige etniske indbyggere bliver tilstrækkelig stor – og vi skal ikke med den nuværende indvandringsintensitet, vente mange årtier – så kan godhedsindustrien og dens politiske medløbere godt nedgeare integrationsindsatsen for ikke-vestlige asylanter, eftersom dele af Danmark jo så i stor udstrækning vil være indrettet efter og gennemsyret af islamisk kultur og skikke. Integration til danske værdier vil jo i den situation være meningsløs – islamisk kultur er udbredt og ”jævnbyrdig”. Andelen af ikke-vestlige indbyggere behøver ikke være 50% eller mere før en ”jævnbyrdig” situation opstår – et stort mindretal startende fra omkring 15 – 20 % vil efter alt at dømme være tilstrækkeligt.
At tro at så stor en minoritetsgruppe med et værdigrundlag så forskelligt fra det danske vil lade sig integrere til danske værdier og traditioner er naivt ud over alle grænser.
Hvis det er regeringens intention at begrænse folkevandringen til Danmark i videst muligt omfang – og det siger den jo det er - ja så føres der altså en politik, der leder til det stik modsatte resultat. Danmark er gjort til et indvandringsland.
De skyldige
…………….men det er jo ikke asylsøgerne, man skal bebrejde tingenes tilstand, de fleste af os ville nok i deres sted gøre det samme, såfremt der var nogen, der var så naive, grænsende til det tossegode, at tilbyde forhold som Danmark tilbyder.
Dem der skal bebrejdes for Danmarks allerede indledte deroute hen imod det multietniske og multikulturelle kaossamfund, er det flertal af den danske befolkning, der har en ”ligeglad” nærmest apatisk holdning til den største trussel landet har stået overfor siden besættelsen, nemlig masseindvandringen fra ikke-vestlige lande. At det danske samfund, dvs. borgerne og flertallet af politikerne her i landet, tillader dette tiltagende ragnarok at udvikle sig, er mildest talt ufatteligt.
At indvandringsproblemet kulturelt og økonomisk er kæmpestort og vokser hver eneste dag i takt med den daglige tilstrømning er tilsyneladende endnu ikke gået op for flertallet af befolkningen ! – og jo længere tid der går, før man opdager, hvad man har begivet sig ud i jo vanskeligere, grænsende til det umulige, bliver det at gøre skaden god igen ! Processen er irreversibel ! Vi er i øjeblikket så at sige mæcen for vor egen kulturs gradvise decimering i vores eget land.
Det er jo galimatias - billedlig talt - at redde så mange op i båden at båden synker.
Derfor skal der handles nu – dvs. principielt med et øjeblikkeligt stop for ikke-vestlig indvandring. Kun herved kan vi beskytte det homogene, demokratiske og liberale danske samfund, og som generationerne før os møjsommeligt har opbygget, og som vor generation også nyder godt af. Gør vi intet, men kører videre i samme spor som nu, er det kun et spørgsmål om tid før samfundet er ændret for altid – derouten er allerede begyndt – og vores børn og børnebørn, altså de kommende generationer tvinges til at betale prisen for vor generations uansvarlige udsalg af Danmark og danske kerneværdier.
Håndtering af den aktuelle situation og den fremadrettede flygtninge- og nødhjælp.
Ovenstående er ikke ensbetydende med at vi ikke skal hjælpe folk i nød. Det skal vi selvfølgelig i den udstrækning vi har ressourcerne. Men det skal naturligvis være den danske befolknings suveræne beslutning, hvad der skal stilles til rådighed, og ikke mindst hvem der bosætter sig i Danmark.
Det må for alle være et indlysende krav, at de ressourcer, vort samfund beslutter at stille til rådighed for flygtninge, skal udnyttes bedst muligt, dvs. hjælpe så mange nødlidende mennesker som muligt. En flygtning i Danmark koster årligt samfundet i størrelsesorden 200.000 kroner, og en familie koster omkring 460.000 kroner årligt. For de samme penge kunne man forsørge og hjælpe væsentlig flere nødlidende mennesker i nærområderne. Derfor skal ressourcerne bruges dér – i nærområderne - og ikke til ressourcekrævende integration i det danske samfund. Argumentet fra ”de godes” side - bl.a. de radikale - om at vi skal hjælpe begge steder holder naturligvis ikke, givet, som tilfældet er, at vi har begrænsede økonomiske midler til rådighed.
Det kan aldrig være rigtigt at bruge så forholdsmæssig store ressourcer på de relativ få flygtninge - i forhold til det totale antal - der har haft råd til hos menneskesmuglerne at købe en enkelt billet til den generøse danske statskasse, når dette sker på bekostning af de mange i nærområdernes flygtningelejre.
Dvs. under ingen omstændigheder skal en del af flygtningehjælpen, som det sker nu, ydes ved en de facto finansiering af masseindvandring til Danmark, først og fremmest fordi vort samfund herved for altid ændres i negativ retning, men også fordi vi med den model udnytter vores begrænsede ressourcer enormt dårligt på bekostning af de virkelig trængende flygtninge i nærområdernes flygtningelejre.
Hverken FN, EU eller de ”berømte”, men for længst forældede internationale konventioner, der bygger på erfaringer fra 2. verdenskrigs flygtningestrømme, skal kunne beslutte hvem og hvor mange fremmede udlændinge, der skal flyttes til Danmark – det kan kun den danske befolkning og dets valgte repræsentanter. Danmark kan ikke leve med år efter år at skulle udstede blanco checks – forstået derhen, at vi ikke aner, om vi et givet år skal modtage og finansiere 5.000, 10.000, 20.000, 30.000 eller et hvilken som helst andet antal fremmede mennesker fra fjerne lande.
De ikke-vestlige udlændinge, der indtil nu er kommet til landet, og som vil integreres eller allerede er integreret i samfundet, skal naturligvis behandles på lige fod med alle andre borgere i dette land. Mange af disse medborgere yder som alle andre deres til det fælles samfund. Enhver form for diskriminering af disse borgere er utilstedelig, og tilsvarende skal ønsker om eventuelle særhensyn principielt ikke imødekommes, i lighed med situationen for alle andre befolkningsgrupper. Det danske samfund bygger på danske værdier, og disse har selvsagt fortrinsret her i landet. Hvad religion man måtte bekende sig til er ens eget valg, det eneste krav er, at det er og forbliver en privat sag. Danmark er et sekulært samfund.
I øvrigt er det også dybest set i de velintegreredes interesse at stoppe den hovedløse indvandring – de skal jo være med at finansiere dette vanvid og skal også være med at bære byrderne efterfølgende i form af et opsplittet samfund (parallel samfund).
De indvandrere, der ikke vil eller kan integreres her i landet og som (endnu) ikke har fået dansk statsborgerskab skal sendes tilbage til den kultur eller det hjemland hvorfra de kommer – dette er den bedste løsning for de berørte mennesker såvel som for det danske samfund.
At implementere den nødvendige nye asylpolitik vil være en vanskelig opgave, der kræver politisk mod og gennemslagskraft. Der må bl.a. forudses frontale sammenstød med de ”urørlige” internationale konventioner, og det forventede rituelle skrigeri fra den magtfulde godhedsindustri og dens støtter vil blive enormt. – Mht. konventionerne kan det måske være en trøst i hele miseren, at mange andre europæiske lande står i en tilsvarende situation som Danmark, og derfor vil have samme interesse i at tilpasse konventionerne til den globale verdens virkelighed.
Desværre kan man have sine tvivl om, hvorvidt vi har partier og politikere af det format, der kræves – og sidst, men ikke mindst, kan man have sin tvivl om hvorvidt den danske befolkning overhovedet har forstået det ”wake-up call” der lyder fra flere og flere forstandige sider, se bl.a. kronikken i Berlingske Tidende d. 15.1.2015 af Gunnar Viby Mogensen m.fl.
Indtil ”nogen” med tilstrækkelig indflydelse og magt effektivt gør noget for at stoppe den ødelæggende masseindvandring til ikke-indvandringslandet Danmark, er det eneste vi ”menige” reelt kan gøre vel overalt, hvor vi har mulighed for det, i skrift og tale at gøre opmærksom på den mildest talt uheldige – nogen vil sig skæbnesvangre – retning Danmark bevæger sig i.
Vi er mange almindelige rettænkende og tolerante borgere - der hverken er højre- eller venstreekstremister, islamhadere, racister, nazister, kriminelle, bandemedlemmer eller yderliggående på anden måde - som seriøst er bekymret for vort lands fremtid som et homogent, demokratisk og sekulært samfund.
