Nicolai Wammen føler sig overbevist om at Danmark får den rabat på kr. 1 mia. som regeringen allerede har brugt, men han viger tilbage fra at sige, at kravet er ultimativt og at der ikke bliver vedtaget et budget uden. I sin tid nægtede Bjarne Corydon også kategorisk at forklare hvordan den rabat skulle komme istand - i stedet udtalte han for åben TV-skærm at vi skulle "stole på ham".
Nu er der jo rigtigt mange ting regeringen har følt sig overbevist om gennem sin korte (men alligevel alt for lange) levetid, uden at det nødvendigvis er blevet til noget. Jeg skal nok lade være med at sige ordet "betalingsring" igen.
Nu er det så kommet frem, at der naturligvis er andre medlemslande der har samme fromme ønske, nemlig at spare penge, så mon ikke det gør det bare en smule vanskeligere.
Men modellen er klar, Danmark skal såmænd nok få sin rabat. Det handler bare om at skabe det nødvendige råderum, og det gør man ved at øge budgettet, så der er plads til at skære ned igen. En klog handelsmand sagde engang "du kan få alt den rabat du vil have; hvis du siger hvor mange procent rabat du vil have så skal jeg fortælle dig hvad prisen er".
Samme princip kommer til at gælde her: Man udarbejdet et udkast til budget, som opererer med indbetalinger på et "passende" niveau, d.v.s. hvor der er plads til rabat - og så giver man alle en pæn rabat. Keine hexerei, nur behändiskeit.
Og regeringen - de får endnu en narrehat til samlingen.
