For øjeblikket foregår der en voldsom diskussion i Indien, hvor kvinder bliver mishandlet, skamferet eller voldtaget, hvis de tillader sig at afvige fra flokken eller afvise en mand.
Og det går vildt for sig. For kun en uge siden fik en kvinde 200 piskerap, fordi hun var gået ud uden mandligt følge.
Det kan vi jo være meget forargede over i Danmark, men samtidigt burde vi gribe i egen barm. For vi er ikke bedre selv. Vi er ikke kommet længere end Indien, Pakistan og Afghanistan, når der drejer sig om afstrafning af kvinder, der tillader sig at afvise en mand.
På den måde er mit eget liv blev forvandlet fra en glad og normal tilværelse til et rent Helvede.
Jeg afviste en psykiater, der lagde an på mig.
Forhistorien er den enkle, at min daværende praktiserende læge Torben Bjerrehuus fejldiagnosticerede et hjertesvigt og udskrev "lykkepiller". Da de ikke hjalp, og jeg ved siden af udviklede voldsomme ødemer i fødderne, sendte han mig til psykiater Carsten Emil Olsen, der videresendte mig til laboratorium, hvorefter det gik stærkt.
Jeg havnede på Frederiksberg hospitals hjerteafdeling, hvor man konstaterede hjertesvigt i venstre side af hjertet, hvor hjerteklapperne var holdt op med at fungere - samt et blodtryk på over 200.
En dygtig og professionel indsats stabiliserede mit blodtryk og hjerte, og jeg var snart ude igen. Jeg havde aldrig haft det bedre, men jeg fandt også ud af, den havde været tæt på. Med min dengang sædvanlige sorte humor forestillede jeg mig døden stående ved siden af mig med sin mobiltelefon i hånden og ringe til himmel og helvede for at få beskeden, "vi vil ikke have hende."
Jeg var glad, lykkelig, og jeg købte en fin flaske vin og aflagde den vakse psykiater et besøg.
Det var det dummeste jeg har gjort i hele mit liv. For nu fik han mig overtalt til, at der måtte være noget galt i mit liv, siden jeg i al for ung en alder fik et så alvorligt hjertesvigt og højt blodtryk.
Det kunne jeg ligesom ikke rigtigt løbe fra, så jeg indvilligede, da han tilbød mig seancer, hvorunder han kunne coache mig til at få styr på nogle ting.
Det blev dog ikke til noget. HVer anden uge mødte jeg op til en manuduktion i, hvor lækker han syntes han var, og hvordan alle kvinder lå på knæ for ham. Ved siden af udskrev han høje doser psykofarmaka, som han hævdede, det var nødvendigt jeg tog, for ikke at få en depression. Jeg havde desværre tillid til ham og troede naivt, han ville mig det bedste.
Men selv om han dopede mig voldsomt, begyndte jeg at få nok af ham og begyndte at gruble over, hvordan jeg skulle slippe ud af det på en pæn måde.
Det løste sig efter et par måneder, hvor jeg havde en bog med til ham, jeg havde skrevet, og som lige var udkommet. Samme aften ringede han til mig sent og meddelte, han blev nødt til at opgive mig som patient, da han "var kommet til at holde så meget af mig." Om vi ikke kunne fortsætte med at ses privat som gode venner.
Det syntes jeg ikke var nogen god ide, men han talte så varmt for sig, og jeg var så dopet, at det endte med, jg sagde, at det kunne vi da godt prøve.
Allerede et par dage senere ringede han til mig og inviterede mig hjem til sig på middag, og her viste hans sande ærinde sig. Han ville have, jeg skulle skrive om ham, hvilket jeg afviste. Da jeg ville gå, holdt han mig tilbage, fordi han ville have, jeg skulle sove der.
Det endte med, vi kom voldsomt op at slås, og da han forsøgte at slæbe af med mig, fordi jeg skulle med ind i soveværelset og se hans sorte kors på væggen, fik jeg slået fri og løb.
Jeg løb hele vejen hjem.
Jeg hørte fra ham igen senere, hvor jeg troede, han ville give mig en undskyldning. Men han ville bare have, jeg skulle skaffe en fotograf til ham, da han ville deltage i en skønhedskonkurrence.
Men så var det venskab også slut.
Efter et par måneder viste det sig, han havde forgiftet mig, men det kunne de ikke finde ud af, da jeg rettede henvendelse på skadestuen, hvor de morede sig meget over min tilstand, fordi jeg snøvlede og vrøvlede med min forgiftede hjerne.Jeg blev sendt over til psykiaterne, der ligeledes morede sig, gav mig en diagnose og satte det stof, Carsten Emil Olsen havde forgiftet mig med, op til det tredobbelte. Jeg blev spugt, om jeg ville indlægges, og da jeg ikke havde lyst til det, blev jeg sendt hjem med besked om at opsøge min praktiserende læge, så han kunne henvise mig til en psykiater.
Min nye praktiserende læge Kim Michael Andersen morede sig også meget over mig. Jeg var lammet i venstre side af kroppen, og min skulder sad helt oppe under min hage. Men det var der råd for. Han skrev en henvisning til en fysioterapeut.
To uger senere viste det sig, at han også havde sendt en henvisning til Distriktapsykiatrisk, hvortil jeg blev indkaldt.
Her fik jeg det glatte lag for alvor. Jeg havde det rædselsfuldt, var helt stiv i hele kroppen og kunne knapt gå. Det morede psykiater Else Haaf og oversygeplejerske Charlotte Bøttger sig meget over. Det eneste de var interesserede i var, om jeg mon stadigvæk sad derhjemme og skrev på små manuskripter. Da jeg sagde, det gjorde jeg ikke længere, for det kunne jeg ikke mere, grinede Haaf, så skuldrene rystede på hende.
Sådan fornøjede jeg dem i et par måneder, hvor jeg hele tiden blev indprentet, det var bydende nødvendigt, jeg tog den skyhøje dosis antidepressiver.
Men så brød mine fordøjelsesveje sammen, og selv om jeg var dopet til standerlampe stadet, satte jeg mig til at regne baglæns, hvornår rædslerne var startet, og fandt ud af, det var "lykkepillerne". Jeg ringede til dem og sagde, jeg ikke ville tage pillerne længere, og at jeg ville udskrives.
Det holdt imidlertid hårdt at komme ud af kløerne på dem. Det lykkedes først efter 4½ måned.
Men jeg fik det ikke bedre, så nu begyndte jeg også at undersøge, hvad der kunne være i vejen og fandt frem til, at Carsten Emil Olsen havde påført mig serotonergt syndrom, en livsfarlig forgiftning med en umiddelbar dødelighed på 20%.
Se det kunne der ikke klages nok over. Så det gik jeg i gang med. Efter et år bad jeg om aktindsigt og fik et mindre chok. Blandt alle papirerne befandt der sig en "journal" fra Carsten Emil Olsen, hvor han trykker den af, kalder mig luder, stiknarkoman og udstyrer mig med omtrent alle de sindslidelser, der er indeholdt i psykiaternes lille bibel.
Nu fandt jeg ud af, det var ham, der stod bag, så jeg meldte det også til politiet. Og jeg gik i gang med at kæmpe for at få det svineri erklæret ugyldigt, da det jo fulgte mig hele vejen gennem sundhedssystemet og jeg kan bevise, jeg aldrig har været hverken luder eller narkoman. Jeg har ikke engang nogensinde røget hash.
Men der faldt afgørelse på afgørelse, at alt hvad der var blevet gjort imod mig, havde været helt okay. Og Carsten Emil Olsens lille hævntogt af raseri over at blive afvist, havde også været helt okay.
Den voldsomme overmedicinering af en forgiftet hjerne og krop har naturligvis smadret min hjerne, min krop og hele mit liv. Men det fortjente jeg jo også, når jeg sådan afviste en psykiaters tilnærmelser.
Til gengæld viste det sig, at Carsten Emil Olsen ikke havde måttet dope en anden med Metadon for at sexmisbruge vedkommende. Det fik han først en dom for i byretten, som han ankede til Landsretten, hvor han fik sin straf nedsat, så han kunne fortsætte.
Så her i Danmark har vi ikke noget at hyle op om eller spille helligt forargede over. Her er det tilladt at få en kvinde smadret totalt, hvis hun afviser en læge, der gør tilnærmelser til hende.
Ved I hvad? Jeg ville hellere have haft 200 piskerap i det her barbariske højteknologiske uland.
