Der var engang da "det samarbejdende folkestyre" var et ideal baseret på en betragtning om at hvis de folkevalgte kunne samarbejde om fælles løsninger, så var udviklingen sat på rette spor.
Realiteten er en ganske anden: På den ene side er det samarbejdende folkestyre et drømmesyn som ikke kan finde fodfæste så længe folketinget sammensættes af politikere, der ikke tænker på næste generation, men koncentrerer alle kræfter om næste valg. For de fleste politikere er hovedmålet personlige ambitioner krydret med lidt gammeldags ideologi. Politik er blevet et erhverv snarere end en vision. Det er de personlige ambitioner først, dernæst fællesskabet i partiet, så magten og spillet om magten og først i sidste række samfundet. På den anden side er det samarbejdende folkestyre nærmest en iboende "kvalitet" i det politiske system i den forstand at 75-80% af al lovgivning vedtages med stemmer hen over midten.
Når det er situationen så kunne forklaringen være, at der foregår et reelt samarbejde, således at de love der vedtages er udtryk for en sammenvejning af mange forskelige hensyn hen over det politiske spektrum, men desværre er en mere realistisk forklaring, at langt hovedparten af al lovgivning gror ud af de eksisterende strukturer i den forstand at samfundet er blevet en selvkørende og selvudviklende maskine, hvor de beslutninger politikerne træffer reelt er marginale. Hovedparten af beslutningerne giver sig selv fordi ingen vil tage ansvaret for at træffe de rigtige beslutninger.
Det er et faktum man kan søge trøst i hvis man skulle frygte en blokskifte ved et kommende valg, for uanset at politikerne søger at overbevise os om at det er helt afgørende om det er den ene eller anden fløj der kommer til magten, så er realiteten, at effekten efter al sandsynlighed bliver marginal.
Desværre er det en fattig trøst, for det danske samfund er i en krise, som er langt værre end da Knud Heinesen annoncerede at vi var på vej mod afgrundens rand. Vi befinder os i en situation, hvor vi i bedste tegneseriestil er kørt ud over afgrunden, men tyngdekraften har blot endnu ikke fået taget i os så det frie fald er begyndt. Vi kan håbe på at vi kan fortsætte tegneserieanalogien, og få fast grund under fødderne igen før det sker.
Problemer er at Danmark har passeret en farlig tærskel, således at kortsigtede særinteresser overskygger langsigtede samfundsinteresser. For det første, ud af en samlet befolkning på 5,6 mio. mennesker er 1,9 mio. eller 35% på overførselsindkomst, og de er bange for at få deres ydelser beskåret. Og hvis de ikke er bange, så skal S-SF nok sørge for at gøre dem bange for at tilskynde flest mulige til at stemme på rød blok. For det andet, ud af de ca. 2,7 mio. mennesker der er i arbejde, er en stor og stigende del beskæftiget i den offentlige sektor, hvor de på samme måde er nervøse for at effektivisering er lig med fyring og indkomsttab.
Politikerne opfatter idag ikke sig selv som samfundets "tjenere", men mere som ansatte "ledere", der er "ansat" på relativt korte åremålskontrakter med genforhandling mindst hverv 4. år. Når man kobler denne udvikling med det faktum, at en stadig mindre del af befolkningen skal forsørge den samlede befolkning, så har man forklaringen på at visionær og langsigtet tænkning er forsvundet. Politik baseres på ikke at rokke for meget med båden, og så i øvrigt drive stemmekvæget rundt med frygtscenarier om hvad "de andre" vil gøre.
Hvis vi ikke snart får nogle visionære politikere som tør tænke langsigtet, så rammes vi af tyngdekraften før vi får fast grund under fødderne.
