Mandag d. 28. februar cementerede danske fagforeninger igen deres undergravende virksomhed, da fagbevægelsen endnu en gang viste, hvilke mørke motiver, man her lægger for dagen.
Såfremt Harald Børsting og vennerne i de 17 fagforbund, der er samlet under LO, skal hjælpe til med at øge arbejdstiden for lønmodtagere på arbejdsmarkedet, bliver det ikke uden en vis betaling.
Og pampere i røde fagforeninger tager sig godt betalt, skulle jeg hilse at sige.
Dagpengereformen rulles tilbage til de oprindelige 4 år og dagpengeydelsen skal være højere. Den begrænsede fradragsret for fagforeningskontigenter fjernes, så fagforeningerne kan få endnu flere penge i kassen.
Til gengæld skal man fjerne fradragsretten for private sundhedsforsikringer samt fjerne det økonomiske grundlag for privathospitalerne.
Formueskatten genindføres og “uligheden” i vores samfund skal bekæmpes gennem højere skat på indkomst.
Desværre må vi sige, at fagbevægelsen ikke stiller urealistiske krav til de partier, hvis partipolitik jo faktisk udarbejdes af Harald Børsting og hans røde venner. For Helle og Villy taler allerede idag om at rulle dagpengereformen tilbage, om at fjerne det økonomiske grundlag for danske privathospitaler og om at indføre øgede skatter og afgifter for 31,5 mia. kr.
At man offentligt tør opstille omtalte krav, er forfærdeligt. Jeg havde håbet, at Danmark i langt højere grad ville lægge afstand til kommunismen og anti-liberalismen. Desværre blev jeg i morges bekræftet i mine bange anelser om, at Danmark er et samfund gennemsyret af skadelige socialistiske, kommunistiske sympatier, hvor al politik handler om, hvordan man kan ekspropriere danskernes indkomst (for skat er unægtelig en ekspropriation) for at omfordele kapital fra værdiskabende virksomheder og aktive borgere til verdens største og dyreste offentlige sektor samt til passive borgere, som intet værdiskabende foretager sig.
Men at man allerede idag taler for en politik, hvor en del af disse krav allerede er indfriede, er en katastrofe. At man i S og SF tror, at vi i Danmark kan konkurrere mod lande som Kina, Rusland, Indien, Brasilien, USA, Tyskland, Vietnam, Taiwan mf. ved at øge person- og selskabsbeskatningen, rulle reformer tilbage samt udvide verdens største offentlige sektor, er for mig en gåde, jeg tror, jeg aldrig finder en løsning på.
For personer, der blot besidder en smule økonomisk indsigt, indeholder Fair Løsning nærmere en lang række forslag til, hvordan vi kan forværre Danmarks fremtidsudsigter ved øget gældsætning og ringere konkurrenceevne, end løsninger på Danmarks samfundsøkonomiske udfordringer.
Og selvom nogle dybt uansvarlige borgere finder Fair Løsning for fantastisk læsning, er vi en del borgere, som frygter for den dag, indholdet i planen skal føres ud i livet.
I Danmark står vi over for massive udfordringer på alle niveauer i vores samfund. Vi har en ringe folkeskole og vi siger selv, at vi kun kan konkurrere på viden. Vi har verdens største offentlige sektor, og pinligt ringe vilkår for det private erhvervsliv. Der er snart flere passive borgere på offentlige overførselsindkomster, end aktive skatteydere og lønmodtagere, der yder en indsats på arbejdsmarkedet.
Problemerne er til at få øje på og udfordringerne er enorme, og det burde være et tværpolitisk projekt at søge at få Danmark ud af krisen, som meget vel kan ende med at ruinere vores samfund, for hvem har i sidste ende interesse i, at bølger af arbejdsløshed og økonomisk ulykke slår samfundets fundament i stykker, fordi vi insisterer på, at vi skal have verdens dyreste, men ikke verdens bedste folkeskole, verdens dyreste sundhedsvæsen, verdens største offentlige sektor, verdens højeste skatter, afgifter og moms, og uhyggeligt ringe vilkår for den private sektor.
Helle og Villy har med Fair Løsning og ægteskabet med Harald, fremlagt en detaljeret plan for, hvordan Danmark blive hægtet af al international/global udvikling gennem øget gældsætning, dårligere konkurrenceevne, højere skatter og afgifter, ringere erhvervsvilkår og udbygning af verdens ultimativt største offentlige sektor.
I 4. kvartal 2010 faldt det danske BNP med 0,4 pct., og dette fald vider allerede nu om, at Danmark er en alt for tung økonomi, der ikke lige umiddelbart kommer op i omdrejninger, når andre lande gør.
Men faldet betyder i sin helhed ikke det store, hvis bare andre lande oplever lignende vækstrater.
Desværre for os i Danmark oplevede Kina i 2010 en (officiel) vækst i BNP på 10,3 pct., Sverige 4,1 pct., Tyskland 3,3 pct., Vietnam 6,8 pct., Brasilien 7,5 pct. og Indien 8,3 pct.
Behøver jeg konkretisere, hvorfor vi i Danmark snart må begynde at tænke langtsigtet?
Har du, som læser dette indlæg, behov for yderligere grunde til, at vi i Danmark bør forkaste den politik, Helle og Villy lægger for dagen, hvis eneste formål er en yderligere konkurrenceevneforringelse?
Hvis vi i Danmark indser alvorligheden af de udfordringer, Danmark står over for, har vi mulighed for at få indflydelse på vores egen fremtid.
Hvis vi ignorerer fremtidens udfordringer, ender det med, at IMF (Den Internationale Valutafond) bliver Danmarks største kreditor, og som samfund bør vi frygte for den dag og gøre hvad vi kan for at den aldrig kommer.
Men med den politik Helle og Villy lægger for dagen, er den dag kommet nærmere, og for hver vælger, der tilslutter sig S og SFs politik, rykker Danmark nærmere øget gældsætning, dårligere erhvervsvilkår, en større og dyrere offentlig sektor, højere personbeskatning, højere selskabsbeskatning og en generelt dårligere konkurrenceevne, der i sidste ende vil forvandle Danmark til det nye Irland.
