Damefrokosten har gennem den seneste uge afdækket, hvordan politiet i 2003 fik tilladelse til at aflytte telefoner i rufferisager, fordi det var nødvendigt for at fange de rockere, der angiveligt styrede prostitution. Siden er titusindvis - måske hundredtusindvis - af samtaler aflyttet, uden at en eneste rocker er blevet dømt.
Artikelserien slutter i dag med en kommentar fra justitsminister Morten Bødskov. Han har i anledning af artiklerne spurgt Rigspolitiet og Rigsadvokaten, om de stadig vurderer, at rockere styrer prostitution. Det har begge parter svaret ja til - og dermed kan de blive ved med at aflytte telefoner, som de vil. Men ingen af dem kan konkretisere, hvad de bygger deres postulat på.