Dagpengesagen rammer et foreløbigt højdepunkt idag, hvor det er kommet frem, at hele 32.500 falder ud af systemet i løbet af første kvartal 2013, og vi står måske på randen af "den sociale massegrav" som S og SF varslede da loven blev indført. Det er en alvorlig situation, men et langt stykke hen ad vejen er den aktuelle diskussion en pseudo-diskussion, som ikke adressere de egentlige problemstillinger.
Det er åbenlyst, at beslutningen om at forkorte dagpengeperioden hviler på et forkert grundlag. Da loven blev vedtaget var det en forudsætning, at ledigheden ville være faldet på nuværende tidspunkt, men i stedet er der sket det modsatte. Det aller største problem er derfor, at regeringen ikke har formået at levere. De snakker og snakker og snakker - men deres indsats er katastrofalt ringe, og når de gør noget, er det som regel forkert, for sent eller for lidt.
Skal man lade de mange mennesker falde ud af systemet og bare passe sig selv? Nej, naturligvis ikke, men det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om en månedlig overførsel. I mange tilfælde handler det om interesse, motivation og støtte. Mange kan selv løse problemet, hvis de får den nødvendige og kvalificerede støtte. Det centrale er, at der ikke findes en snuptagsløsning som passer til alle de ledige. Nogle vil "motiveres" af udsigten til manglende indkomst og finde arbejde, mens andre har behov for støtte - forskellige former for støtte og i forskelligt omfang.
Men er det ikke netop den indsats der er aktiveret med "akutpakken"? Nej, det er det ikke. Det er himmelråbende naivt at tro, at et standardbrev med en invitation til et standardmøde pludseligt løser hele problemet - eller for den sagt skyld løser blot et hjørne af problemet.
Vi skal bestemt have nedbragt antallet af mennesker på passiv overførsel, herunder bl.a. også dagpenge, men det er ikke et problem der løses fra den ene dag til den anden, og løsningen er ikke "en kold tyrker", som alene er alibi for nogle politikere, som vil virke handlekraftige. Politikerne bærer skylden for at problemet er vokset til den størrelse det har idag, og de bære ansvaret - det fulde ansvar - for at løse problemet på en fornuftig måde. Det kan de kun gøre på en måde, nemlig ved at skabe de nødvendige rammebetingelser til at erhversvlivet skaber de nødvendige, langsigtede jobs i fremstillingssektoren.
Smid om nødvendigt stiletterne og kom i gang!
Et aspekt af hele situationen, som er relativt overset, er det "tilståelseselement", der ligger i håndteringen. Hvis man seriøst mener, at dagpengeproblemet kan løses ved et brev og en samtale, så er det relevante spørgsmål, hvorfor fanden der ikke er sket noget tidligere? Nu mener politikerne formentlig (og forhåbentlig) ikke "seriøst", at det er en reelt løsning de har opfundet med akutpakken, men så er det fortsat en tilståelsessag - nu er det bare en anden "forbrydelse" der tilstås.
