En lun sommeraften for et par år siden gik jeg efter arbejde en tur igennem det centrale København. På min tur blev jeg mødt af adskillige mennesker syngendes slagord og bærendes på skilte, som jeg ved første øjenkast var absolut enig i. På skiltene var blandt andet Lars Løkke tegnet som et medlem af bjørnebanden og slagordene faldt umiddelbart under kategorien at regeringen stjæler. Herligt tænkte jeg, det er da også på tide vi får gjort noget ved skattetrykket!
Selvfølgelig havde jeg fra første øjeblik gennemskuet at mig og demonstranterne næppe havde den samme definition af det strafferetlige forhold røveri, men engang imellem må man prøve at se lyst på tingene. Der var mange af disse højtråbende mennesker i bevægelse inde i byen denne aften. For hver ny gruppe jeg mødte faldt mit humør. Til sidst var jeg ret sur. Den proces jeg oplevede, nemlig at en herlig sommeraften ikke at være i stand at nyde byen fra sin bedste side på en aften tur, var for mig en underlig oplevelse. Jeg har trods alt hørt dette vås igennem hele mit liv, der var jo intet nyt under solen! Hvorfor reagere så stærkt og gå rundt og være sur på en af disse umanerligt smukke sommeraftener?
Det er først nu jeg forstår det. Langt senere og med hjælp af en amerikansk præsident.
Har altid haft en naiv idé om at selv velfærdsekstremisterne forstår hvordan produktivitet og økonomisk incitament hænger sammen, og at de i accept af sagens natur kun smider sine marxistiske/socialdemokratiske teorier om sig for at legitimere at de ved hjælp af demokratiets ufuldstændighed selve opnår en økonomisk gevinst uden at producere noget. Man har vænnet sig til at høre, at virksomheds ejere kun har opnået succes på baggrund af enten kriminalitet, svoger politik eller udnyttelse af ”systemet”. I min naive tro, havde jeg dog en formodning om at der inderst inde (selv hos de mest rabiate lighedsprædikanter) fandtes en respekt for skaberne/producenterne og deres ejendom. Det er jo trods alt dem som betaler gildet i sidste ende.
Det var Obamas ”you did not build that” tale (Roanoke, Va, 13. juli 2012), som fik mig at indse at socialismen ikke døde med Murens og Sovjets fald, og som fik mig at indse hvorfor jeg blev så vred den tidligere nævnte aften.
Talen (og demonstranterne) afslører en helt anden moral end den som i så høj grad har bidraget til at opbygge den rigdom (eller velfærd om man så vil) som vi i vesten har vænnet os til. Den moral jeg taler om er at vi efter feudal samfundets fald, har hyldet det individualistiske ejendomsprincip, om at frugten af et individs arbejde, er denne individs ejendom. Dette princip gælder uanset om du ejer en virksomhed eller bruger din arbejdskraft som ansat. Det er helt grundlæggende at et samfund deler ejendomsretlige principper, eller ender vi i et enten stats- eller røverstyret kaos er der en forskel?).
Udtalelser som denne legitimerer et kollektivistisk ejendomsbegreb. Når udtalelserne kommer fra den mand som besidder verdenens mest magtfulde embede, bliver der slået revner i det fundament som den vestlige civilisation er bygget på.
Der er sikkert mange af vores hjemlige politiske stjerneskud som har udtalt lignende ting. Undskyld min ignorance, men man bliver nødt til at filtrere meget i den danske debat for at opnå en nogenlunde sindsro.
Jeg må være ualmindeligt naiv, men det er først nu gået op for mig, at det ikke blot er Christianitter og Ungdomshus aktivister som ikke anerkender den private ejendomsret.
