Dagen før dagen: Privatisér DR

Det er dagen før dagen hvor Danmark skal sættes sit kryds og det parlamentariske grundlag for de næste fire år afgøres

Laura Lindahl,

14/09/2011

Det er dagen før dagen hvor Danmark skal sættes sit kryds og det parlamentariske grundlag for de næste fire år afgøres. Jeg stiller op som folketingskandidat for Liberal Alliance i København, som går på til valg på lavere skatter, en effektiv offentlig sektor, mere personlig frihed og gang i væksten. Det er de fire overordnede emner, som vi mener, er det vigtigste for Danmark lige nu. Men dette betyder ikke, at jeg ikke interesserer mig for andre emner og her kommer mit sidste opråb inden Folketingsvalget 2011:

Danmark må være noget i retning af det eneste land udenfor Nordkorea, Cuba, Zimbabwe og Saudi Arabien, hvor alle landsdækkende tv- og radiokanaler er statsejede og statsdrevne og med politisk styring i et omfang, så det selv i EU har ført til løftede øjenbryn.

Til et frit samfund hører frie medier. Og det betyder private medier!

Betragter man bogmarkedet, markedet for blade og magasiner, musikmarkedet, filmmarkedet, så slår den kulturelle diversitet én, netop fordi de er private og ikke underlagt et statsligt monopol.

Vigtigere er det, at ytringsfriheden har bedre kår på et frit konkurrencemarked, hvor forskellige meninger og holdninger får lov til at kappes uden den massive politiske tendens, som præger Danmarks Radios tv- og radioprogrammer, især når det gælder den politiske dækning og nyhedsdækning.

Og lige så vigtigt er det, at det kun er på et frit mediemarked, at mediebrugerne har et frit valg mht. hvilke medier, de vil betale for.

Det er liberal politik at privatisere DR. LA er endnu ikke nået dertil, men bliver jeg valgt til Folketinget, så vil jeg internt i LA argumentere for, at en det skal være LA’s politik, at DR skal privatiseres. Og TV 2 bør sælges hurtigst muligt!

Jeg er modstander af ”Public Service” (PS).  Det et ikke andet end en eufemisme for folkeopdragelse/folkeensretning, og den slags maoistisk kulturpolitik hører ikke hjemme i et liberalt samfund, men…

Politik er også at foreslå gennemførlige og pragmatiske løsninger, og hvis der skal kunne samles flertal for en reform af DR i mangel på en øjeblikkelig og fuldstændig privatisering, så kan første skridt bestå i at licensstøtten til DR forsvinder og erstattes af en langt mindre public service fond, der kan give tilskud til PS-programmer og ikke til institutioner, som det er tilfældet i dag, hvor skatteborgernes penge gives som en blanco-check til et statsmonopol, der stort set har frie hænder til at bestemme, hvad pengene skal bruges til, inklusiv en masse, der ikke har noget som helst med PS at gøre. En public service fond vil også kunne reduceres til 20 pct. af det nuværende beløb, som DR i dag modtager i licensbetaling, det vil skabe en sund konkurrence mellem producenter af PS-programmer, og det vil spare mediebrugerne for en masse penge, som de i dag er tvunget til at bruge på medier, de ikke ønsker at se/høre.

Frihedskampen udspiller sig i ikke bare i civilsamfundet og i Folketingssalen. Den foregår også internt i partierne, og ønsker du, at Liberal Alliance også skal føre en Liberal mediepolitik, så stem personligt på en af de kandidater, der vil arbejde for dét.

Jeg ønsker jer alle et rigtig godt valg!

Kilde: