Da systemet knækkede Allan

Allan (opdigtet navn) var bestemt ikke dygtig i skolen, faktisk gik han ud af folkeskolen uden at kunne læse noget som helst

Kim Ursin,

22. april 2012

Allan (opdigtet navn) var bestemt ikke dygtig i skolen, faktisk gik han ud af folkeskolen uden at kunne læse noget som helst. Det var der mange grunde til, manglende motivation, manglende forældre opbakning, skiftende lærere og så en diagnose som svært ordblind, som først blev stillet i 9. kl. Men Allan lærte og blev god til at bruge tekniske redskaber, så nu kan han med en elektronisk pen, han kører han over et ord få det læst højt. Aviserne læses på nettet med tekniske hjælpemidler. Så det går. På en lommeregner kan han lave plus og minus. Joh, det går.

I fritiden fandt han i en alder af 16 år et job hos en mekaniker, han fik 52 kroner i timen og han var faktisk god til arbejdet. Han udskiftede min lydpotte og batteriet. Ja, det gik faktisk rigtig godt. Allan havde sine små 8000 kroner, 6000 kroner efter skat og dem brugte han på bilblade, gamle udslidte vrag som han satte i stand og solgte videre, alt sammen inden han var fyldt 18 år.

Men så blev han 18 år!

Først stod der en person fra fagforeningen og fortalte mekanikeren, at det han havde gang i var underbetaling, Allan skulle have minimum 145 kroner i timen, først var Allan glad, men så gik det op for ham, at til den timeløn, der kunne mester jo ligeså godt ansætte Jørgen, der kunne læse, skrive og derfor kunne meget mere. Allan mistede sit job.

Nu skulle han leve af at sætte gamle biler i stand og han åbnede i farens garage sit eget autoværksted, 200 kroner i timen tænkte han glad og fik undertegnede til at skrive en reklame og flyers for ham. De kom i den lokale avis og op i diverse supermarkeder. Alt skulle nok blive godt, tænkte han.

Der gik hele to år på den måde. Allan købte et lille hus, der næppe har kostet mere end 150-200.000 kroner og under et halvtag lavede han et værksted.

Allan kunne ikke lave de nyeste biler med elektronikken, men i de gamle biler kunne der udskiftes lydpotter på, olien kunne skiftes osv. Allan kunne klare sig selv og det var han stolt af. Han så danske film, Olsen Banden og Dich Passer, gik til bal om lørdagen og han levede livet.

Jeg mødte ham da han atter engang skulle svejse udstødningsrøret sammen. Også denne gang lå han under bilen med svejseapperatet i minusgrader og han fortalte med stolthed i stemmen, nu havde han snart penge til at kunne købe en brugt lift, så han ikke behøvede kravle rundt under bilen. Han svejsede færdig og sagde, 200 kroner.

Men så kom skattevæsenet

Så kom skattevæsenet. Han skulle momsregistreres og der skulle føres regnskab, og ikke kun føres regnskab, det skulle nedskrives på bestemte måder. Allan kunne 2 tabellen og der var nok egentlig derfor timeprisen var på 200 kroner, en time 200 kroner, 2 timer 400 kroner. Og fordi han ikke havde ført regnskab ja så stod den på både bøde og betaling. Skattevæsenet satte hans timeløn til 450 kroner – for ingen arbejder jo for 200 kroner. Og desuden var værkstedet farligt, uergonomisk og at han arbejdede udenfor i frostvejr var helt vanvittigt.

Allan mistede sit atter sit levebrød og der gik ikke mere end fem måneder før huset også var væk.

Foran Brugsen

I morges mødte jeg Allan udenfor Brugsen, der sad han på en bænk med tre andre. Nu er han på bistand og det har han været de sidste tre år. Nu arbejdede han 37 timer med at luge ukrudt og han havde fri kl. 15. Og ved du hvad Kim: ”Jeg tjener mere nu og laver ikke noget” sagde han med et påtaget smil, mens jeg så at gløden i øjnene var slukket. Allan kommer aldrig ud af bistandssystemet, og han ved det.

Sådan lykkes det for systemet at knække en mand.