Af Lars Helleskov Engelbrektsen: De velkendte politiske løsninger er ikke længere tilstrækkelige til at løse de komplekse problemer. Failed governance eller bare den magtesløse politiske elite, der ikke kan gøre fra eller til, er måske det største problem af alle i den vestlige verden i dag. Den økonomiske krise udstiller demokratiets begrænsninger, hvor ingen tør tage de upopulære men nødvendige beslutninger. I Italien er indsat en eurokrat som regeringsleder. Ligeså i Grækenland, som endda er demokratiets vugge. Det er foruroligende. Det er åbenbart mere troværdigt at lade teknokratiske regeringer, ledet af internationalt respekterede økonomer, gennemføre finanspolitiske stramninger end folkevalgte politikere.