Enhver forælders mareridt
Min (snart) 17-årige søn blev natten til søndag stukket ned af en gruppe indvandrerdrenge på vejen hjem fra byen.
Han havde været på besøg hos sin ven inde i København, og tog S-toget hjem. I samme kupé sad en gruppe på fire indvandrerdrenge på hans egen alder. Min søn var træt – sad og døsede hen – til stor underholdning for indvandrerdrengene. De prikkede til ham og råbte op, hver gang han nikkede med hovedet – han ignorerede dem.
Da min søn steg af toget på Hellerup station fulgte gruppen efter ham. De gik i hælene på ham op til busholdepladsen, hvor han vendte sig om og sagde ”fuck nu af”. Det fik dem til at springe på ham – alle fire! Mens han forsøgte at forsvare sig, stak en af dem ham i låret med en kniv. Tre stik – lige gennem hans jeans - 2 af stikkene var dybe. Drengene stak af..
Hændelsen blev anmeldt til politiet, som meddelte os, at de sikkert kunne få billeder af drengene fra togets eller stationens kameraer. Dog skulle vi forberede os på, at drengene muligvis ikke ville kunne identificeres eller findes – de ville holde os underrettet.
Lægen på hospitalet fortalte, at denne slags hændelser desværre sker alt for ofte. Stiksårene kunne endog have været dødelige, hvis de havde ramt arteria femoralis – lårpulsåren. Han var heldig?
Mangfoldighed i parcelhusidyllen
Min søn – og hans to ældre brødre – er ikke ubekendt med vold og trusler fra indvandrerdrenge – og deres danske kumpaner. De er vokset op på Amager i et idyllisk parcelhuskvarter, og kom på den lokale folkeskole. Skolens distrikt omfattede desværre et af de værre boligområder på Amager – så de stiftede allerede i de små klasser bekendtskab med – skal vi kalde det - mangfoldighedens mange facetter.
Nogle drenge fra skolen rendte allerede i en alder af 8-9 år rundt i gaderne uden opsyn. Ofte fulgte de efter deres idoler – storebrødrene. Børn lærer hurtigt. De forstår også hurtigt, hvordan man genkender og udpeger de lette ofre – dem man kan true til at udlevere penge, mobiltelefoner o. lign.. Man hjælper endda storebrødrene med at holde opsyn – f.eks. med at holde øje med politiet.
Naturligvis var alle parcelhusdrengene ikke rene engle. De kunne sagtens finde på narrestreger – udfordre hinanden. Det var i ”Jackass”-tiden, hvor man skulle prøve grænser på en helt ny måde, og oftest gik deres udfordringer mest ud over dem selv – men ikke fra 8-9 års alderen. I den aldersgruppe var man i SFO, hjemme hos mor/bedstemor, eller til en eller anden fritidsaktivitet. Forældrene vidste hvor barnet var, hvem det var sammen med, og havde en god idé om, hvad de lavede.
Da parcelhusdrengene blev store nok til at gå i klub (12-14 år), og dermed fik større frihed til – uden opsyn – at færdes frit i området og køre til og fra deres fritidsaktiviteter, blev de – ikke sjældent - passet op på stierne af de jævnaldrende – eller ældre – indvandrerdrenge. På vej til/fra spejder kunne man blive afkrævet udlevering af sin spejderkniv. På vej til/fra fodbold kunne man blive afkrævet sine sportssko, shorts el. lign.. Medmindre man havde kontanter eller en mobiltelefon – det var trods alt i højere kurs.
Når vi parcelhusforældre kontaktede fritidsklubber og SSP-medarbejdere, var resultatet skuffende. Klubbernes personale meddelte, at de ikke ville kunne gøre noget, da indvandrerdrengene enten ikke var medlem af klubben, eller færdedes udenfor klubbens område. SSP-medarbejderne meddelte, at de involverede indvandrerdrenge allerede var registrerede i deres system, og at man ”arbejdede med problemerne”. Det eneste alternativ ville være at flytte sine børn til en anden folkeskole - eller til en privatskole.
Da parcelhusdrengene voksede ud af fritidsklubben, og selv skulle administrere deres fritid, havde billedet ikke ændret sig. Dog kunne konfrontationer med indvandrerdrengene være mere voldsomme – særligt hvis man færdedes alene. Lavede man selv ballade – graffiti, rapseri o. lign. – havde ens handlinger en konsekvens. Parcelhusforældrene stod klar med umiddelbare sanktioner – stuearrest, inddragelse af lommepenge eller andre former for afstraffelse, der lærte drengene at tage ansvar for deres handlinger.
Samtidig lærte de dog også stiltiende at acceptere den forskelsbehandling, de dagligt var vidne til. De fik at vide af alle - lærere, medier, politikere, politi – at forskelsbehandlingen var retfærdig, idet man skulle have ondt af indvandrerdrengene. De havde det jo hårdt, DE var ofrene – ikke parcelhusdrengene. Så man tav – accepterede og passede sig selv– udviklede samme konfliktskyhed og konfrontationsangst, som forældre, lærere, medier, politi og politikere på glimrende vis havde været et forbillede på.
The aftermath
Parcelhusdrengene blev taget som gidsler, af et system der ikke kunne håndtere de udfordringer, som ”mangfoldigheden” medførte. De lærte, at systemet ikke hjælper dem, der passer sig selv. De lærte, at det var de andre det var synd for – at de havde flere rettigheder, end dem selv. Nogle udviklede endda det famøse Stockholm-syndrom, og tog gidseltagernes og indvandrerdrengenes parti.
Er det rimeligt, at vore børn bliver behandlet på denne måde? Har vore børn fortjent at vokse op med en tro på, at de skal finde sig i at blive truet, overfaldet, berøvet – og se den anden vej, når det sker for andre? Eller vil det være rimeligt, at sige STOP; nu er det nok – vold, trusler og krænkelser af ejendomsret hører ikke hjemme i et frit land, hvor Grundloven – trods alt – er udgangspunktet for den måde vi bør behandle hinanden på. Handlinger skal have en konsekvens, og vil man ikke spille med på de mest fundamentale spilleregler, må konsekvensen være til at mærke!
Sidste sommer flyttede vi fra Amager til Hellerup. Her løber der ikke 8-14 årige indvandrerdrenge rundt i gaderne. Her ligger der ikke snotfyldte spytklatter på alle fortovene. Her kan man færdes i sikkerhed hele døgnet rundt – troede vi. Denne tryghed blev ødelagt natten til søndag, da nogle indvandrerdrenge valgte at frarøve os den. Får det nogen konsekvens? Det vil kun tiden vise..
