Hvis dog bare at System Danmark havde holdt sig helt væk med deres godhed, så var det ikke gået så galt.
Torben var det som man i gamle dage ville have kaldt en sinke, i dag er han mentalt handicappet. Da jeg var 6-7 år havde min far og mor en biograf, det var i startfirserne. Torben slog græsset for en skilling, det gjorde han for rigtig mange i byen og Torben var en glad mand, han var måske 30 i kropsbygning, men 6-7 år af sind. Han klarede sig selv, han fik lidt hjælp fra sin lillesøster og sin mor. Men det med at stå og tage imod billetter kunne han ikke, selvom selv jeg på 6-7 år kunne finde ud af det. Men han kunne også lægge fliser, hele parkeringspladsen lagde han fliser på uden at bruge andet end knofedt.
Men så skete det.
SystemDanmark opdagede, at Torben faktisk havde et rigtig dårligt liv. Han blev udnyttet til at knokle uden at få nok for det. Ja, faktisk var det ligefrem umenneskeligt at ”tvinge” en mentalt handicappet til at arbejde, at Torben egentlig virkede glad for det, var der ikke nogen der tænkte over. Så Torben fik en pension og kom i et aktivitetscenter, hvor han kunne sidde og lave træhåndværk sammen med pædagoger.
Min far fik øget skatterne, det samme gjorde biografgængerne. Far satte billetpriserne op og biografgængerne kunne ikke betale, så biografen lukkede.
Nu fik far bistandshjælp og kunne hygge sig med at tale med en dame fra kommunen. Hun skulle jo også have løn, så skatterne steg igen. Nu manglede far penge til at forsørge sine børn, så han fik forhøjede bistanden, for skatterne var jo steget og inflationen havde udhulet bistandshjælpen. For at få penge til at sætte bistanden op, ja så måtte man sætte skatterne op.
Ingen havde råd
Nu var der ikke nogen, der havde råd til at ansætte far, så han blev på bistand det meste af tiden de i kommende år.
Far blev naturligvis deprimerende over det. Han havde jo forsørget sig selv, siden han var 13 år og efter nogle år på bistand, var der en venlig dame fra kommunen, som mente at far da ikke skulle sidde hjemme og kigge ud i luften, derfor skulle han i et projekt. Det var nærmest umenneskeligt at han ikke havde noget at give sig til.
Der var der nogle flinke mennesker fra kommunen, der underholdte dem. Min far lærte vist at skrive Comal80, selvom han havde ”lidt” svært ved at se, hvad det skulle føre til. Dem, der afholdte disse sjove aktiviteter skulle også have løn, så skatten steg, priserne i butikkerne steg, fars bistand steg igen, og fra at han havde haft små jobs hist og pist, så var der nu slet ikke nogen, der havde penge til at ansætte ham.
Og så gav han op
Omkring 1987 resignerede min far, næppe alene fordi han løb ind i afslag på jobs, men fordi beskeden på afslagene nu var, du er for gammel, han var 56. Nu var han ikke hurtig nok til at han kunne tjene sin egen løn ind og der var i øvrigt yngre mennesker, der kunne gøre tingene hurtigere.
Han skabte sit eget job
Det absolut sidste spark kom da han tog sin gamle hæksaks og klippede kommunens hæk langs hovedvejen, formentlig fordi han røvkedede sig – og måske endnu vigtigere, så kunne han lade som om han havde et job. For dengang fortalte han at han var blevet ansat som gartner for kommunen. For sin bistand havde han simpelthen skabt sit eget job. Og det kunne vel umuligt genere nogen, skulle man synes.
Dengang var jeg bare stolt over at min far havde fået et job og hans ord om at "man aldrig skal give op" gav stolthed. Nu skulle vores lille familie nok blive god igen, når far var i arbejde og dermed havde sin stolthed.
Den blev klippet flottere end nogensinde tidligere, normalt kørte man nemlig bare med en traktor med en klipper på. Affaldet var far og jeg i gang med at læsse på en trailer, da politiet ankom og optog rapport. Kommunen havde anmeldt ham for hærværk og hans arbejdsindsats kostede over 5.000 kroner, som han naturligvis ikke havde. Kommunens socialrådgiver fortalte ham at en mand i hans alder da slet ikke skulle løbe rundt og klippe hæk. Det var jo nærmest umenneskeligt.
Bøden blev taget fra min børneopsparing, der så endte med at stå på 124,62 øre da jeg fyldte 18 år. Han havde sikkert kunne få eftergivet den, hvis han havde spurgt, men det var utænkeligt for en stolt mand.
Det var først på hans dødsleje, at han indrømmede, at dét var grunden til han havde ”stjålet” min opsparing. Dengang havde han bare ladet som om han ikke havde indsat en krone på den. Han havde skammet sig så meget over at være arbejdsløs at han hellere ville stikke den løgn end indrømme, hvordan det hængte sammen.
Dengang satte han sig ned i en stol og så tv og vhs, og der rejste han sig ikke fra igen. Femten år senere døde han af et hjerteslag. Desillusioneret og træt af livet.
Hvis nu at System Danmark havde holdt sig helt væk med deres godhed, så havde det ikke endt sådan.
