I kommentarerne til klummen Et forsvar for civil ulydighed spørger Stoffer:
Godt så - civil ulydighed mod det infame skattetryk, anyone?
Jeg har et bud - et koncept nærmest - der hermed fremlægges til videre udvikling.
Indledningsvis er man nødt til at gøre sig klart, at civil ulydighed er frihedskamp, hvor frihedskæmperne er ordentlige mennesker, der ikke ønsker at forvolde skade på personer eller ejendom, men som alene gennem deres personlige handlinger kæmper for forandringer i ”systemet”. Ikke desto mindre er der tale om en kamp, hvor man er nødt til at sætte sig selv i skudlinjen med den risiko for de skader og tab, der er uundgåelige i alle kampe.
Når der spørges om, hvordan der kan udøves civil ulydigheds overfor skattesystemet, er det i første omgang nødvendigt at analysere, hvad det er for et system, der skal bekæmpes.
Det høje skattetryk skyldes grundlæggende tre ting.
For det første er regulering af skattetrykket et af de hurtigst virkende finanspolitiske redskaber. Det er her vigtigt at forholde sig til, at det er ændringer i skattetrykket, der virker, ikke det absolutte niveau.
For det andet benyttes skattesystemet til adfærdsregulering. Der lægges afgifter på varer, som ”systemet” ønsker, vi skal bruge mindre af, mens adfærd som ”systemet” godt kan lide, beskattes lempeligere. (Derfor har vi multimedieskat – eller ???)
For det tredje skyldes skattetrykket udgiftsniveauet i den offentlige sektor – elementært min kære Watson.
Der er altså tre fronter at kæmpe på, og den overordnede strategi for civil ulydighed består i konsekvent og bevidst at gøre præcis det modsatte af, hvad ”systemet” vil have os til.
Skatter og afgifter som finanspolitisk værktøj
Der er lige nogen, der skal forklare, hvordan det gavner nogen som helst, at bekæmpe brugen at skatteændringer til at udligne konjunktursvingninger, men lad os antage, at der kan fremføres stærke argumenter herfor.
Når finanspolitikken strammes, består den civil ulydighed i at forbruge! Købe luksus, gerne med et stort importindhold, tage på ferie, investere, oprette arbejdspladser, hæve lønningerne etc.
Og omvendt selvfølgelig når finanspolitikken lempes, så kan der holdes på pengene. Der spares op, handles kun i discountkæder og i genbrugsbutikker, der foretages sparerunder og fyres medarbejdere.
Igen – det synes svært at begrunde en sådan adfærd rationelt, men det vil helt sikkert sætte en kæp i hjulet på ”systemet”.
Skatter og afgifter som adfærdsregulerede middel
Dette kan gøres meget kort: ”Systemet” skal ikke bestemme, hvad jeg skal forbruge. Jeg betaler prisen, uanset hvor høje afgifter, der lægges på. Hvis jeg vil ryge, så ryger jeg, selv om cigaretterne koster 10 kr. stykket. Hvis jeg vil parkerer i byen, så parkerer jeg, selv om det koster mig 100 kr. i timen, og når jeg bruger offentlig transport, er det fordi bilen er i stykker, ikke fordi billetprisen er holdt kunstigt nede.
Hensigten med denne form for civil ulydighed er at presse ”systemet” til at indse, at økonomiske sanktioner i form af afgifter ikke kan tvinge frie borgere til at ændre adfærd.
Skat til finansiering af de offentlige udgifter
Her består den civile ulydighed i at vende hele problemstillingen på hovedet: I stedet for først at sænke skatten, og derefter foretage mere eller mindre gennemtænkte offentlige besparelser, så består strategien i at begynde med at sænke det offentlige udgiftsniveau. Dette er en meget omfattende og langsigtet proces, der bør deles op i flere taktiske faser.
* Fase 1 – begynd i det små
Vi kan som borgere selv gøre meget for at reducere de offentlige udgifter.
For eksempel bruges der hvert år mange mandetimer på at rydde op på rasteplader ved motorvejene. De kunne spares væk ved simpelthen at lade være med at svine, og – hvis man kommer til en rasteplads, efter et svin har været på besøg – lige at tage sig tid til at rydde op (man må gerne bande imens).
Der er også ansat folk til at holde vores byer rene, men hvis bare 150 borgere brugte et kvarter om ugen til at bære gadeaffald til den nærmeste papirkurv, er der sparet en offentlig fuldtidsstilling.
Med lidt opfindsomhed kan der sikkert nævnes utallige andre lige så simple eksempler. Fælles for dem alle er, at de ikke koster andet end lidt tid og omtanke.
* Fase 2 – sig nej tak til overførselsindkomster
Lad være med at søge SU eller dagpenge, selv om du er berettiget til det – klar dig selv. Selvfølgelig vil du undlade at gå på efterløn, men der er visse former for overførselsindkomster, du ikke kan undslå dig at modtage, f.eks. folkepension og børnecheck. Sådanne tvangsmæssige overførselsindkomster skal indbetales til en fond, som skal bruges til at gennemføre fase 3.
Det samme gælder selvfølgelig enhver form for erhvervsstøtte. For mange vil det sikkert føre til mærkbare besparelser, fordi virksomhederne slipper for at løbe bureaukratisk spidsrod for at komme hen til pengene, og selv om det sikkert ikke helt opvejer hinanden, så tjener det et højere formål, nemlig at sænke skatten.
Denne fase bliver utvivlsomt den vanskeligste at gennemføre, fordi den vil forløbe, mens skatten stadig er høj. Derfor er det vigtigt, at de civilulydige frihedskæmpere står sammen, for eksempel ved at handle med hinanden selv om det i fasen vil være svært at være konkurrencedygtig på det store marked. Indenfor netværket kan man også hjælpe hinanden ved at oprette studiejobs og andre småjobs til dem, der af den ene eller anden grund er udenfor det ordinære arbejdsmarked.
* Fase 3 – Institutioner på markedsvilkår
Før denne fase kan iværksættes, skal netværket have opnået en rimelig geografisk tæthed, baseret på en massiv folkelig opbakning, og den ovenfor nævnte fond skal have en væsentlig finansiel styrke.
I denne fase handler det om at sige nej tak til så mange offentligt finansierede serviceydelser som muligt, og erstatte dem med tilsvarende private, der fungerer på markedsvilkår.
Friskoler og private daginstitutioner viser vejen, men mangler det sidste, nemlig at omkostningerne ene og alene dækkes af de familier, der har børn i institutionen.Tilsvarende er privathospitaler også en begyndelse, men i fase 3 dækkes behandlingen af patienten (og dennes privattegnede forsikring) uden offentlig tilskud.
Fondens midler skal anvendes til opkøb af institutioner indenfor serviceområder, hvor der i dag ikke findes private alternativer. F.eks. plejecentre, specialinstitutioner m.v., der derefter videreføres på markedsvilkår.
-----------------------
Er dette muligt?
-----------------------
Ja, det er det faktisk, men det forudsætter, at rigtig mange begynder at handle i stedet for at brokke sig over at nogle (andre) burde gøre noget. Det forudsætter også, at der rent faktisk er folkelig opbakning til tanken om at lavere skatter er løsningen på Danmarks problemer på langt sigt. Det er den gamle semantik: Har man folkets opbakning, er man frihedskæmper, har man ikke, er man terrorist og kriminel.
Men hvis planen gennemføres, og dét ikke fører til lavere skatter, så er der nogle, der stjæler af kassen, og de skal naturligvis findes og slæbes for en dommer. Det forventes selvfølgelig, at politiet i givet fald medvirker hertil, fordi vi som befolkning har udstyret politiet med monopol til at anvende vold.
