Cigaretter skal gemmes væk for kunderne - Nationalt | www.b.dk

Infantiliseringen og umyndiggørelsen af befolkningen fortsætter med fornyet styrke

1984grader NEJ TAK,

29/12/2011

Infantiliseringen og umyndiggørelsen af befolkningen fortsætter med fornyet styrke. Er der ikke grænser for politikernes nidkærhed og sygelige indblanding i folks liv? 

Regeringen vil stramme rygeloven, så cigaretter ikke er synlige i butikker og kiosker. »Bizart,« siger Dansk Erhverv.

Smøgtrængende danskere skal ikke længere blive fristet af cigaretpakker bag kassedamen i supermarkedet og ekspedienten i kiosken. De tre regeringspartier vil ændre rygeloven, så cigaretterne bliver gemt væk for kunderne.

»Når cigaretterne er synlige, virker de som en reklamesøjle. De skal gemmes væk, f.eks. bag et forhæng, så de ikke frister forbrugerne,« siger sundhedsordfører Camilla Hersom (R).

Regeringens oplæg er, at myndighederne skal kunne uddele store bøder og i yderste konsekvens fratage butikkerne retten til at sælge tobak, hvis de ikke overholder det kommende forbud.

»Vi skal mindske tobakkens tilgængelighed, og reklamens effekt er stor,« siger forebyggelsesordfører Flemming Møller Mortensen (S), mens SFs sundhedsordfører, Jonas Dahl, tilføjer: »Cigaretterne skal væk fra øjenhøjde, så rygerne ikke bliver fristet ved kassen.«

Også Enhedslisten støtter forslaget, og dermed er flertallet i hus, når forbuddet indføres i forbindelse med revisionen af rygeloven til foråret. En nyhed, som vækker glæde i Kræftens Bekæmpelse:

»Vi tror på, at det vil have en effekt, at tobak ikke længere er synlig i butikkerne,« siger formand Frede Olesen.