Folketingets ansatte trygler de folkevalgte om at holde op med at ryge på kontorerne.
Der er lagt i kakkelovnen til et opgør om rygepolitikken på Christiansborg, når Folketingets Præsidium mødes i dag.
Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), kalder det »helt uholdbart«, at politikerne må ryge på deres kontorer på Christiansborg.
Derfor vil han ændre reglerne, så de i højere grad matcher rygereglerne uden for Borgens mure.
- Der er ansatte herinde, som er generede af det. Derfor har jeg lagt op til, at man ændrer reglerne, så de eneste steder, man må ryge, er udenfor og i de opstillede rygebokse, siger Mogens Lykketoft (S).
Da rygereglerne blev strammet i 2007, besluttede Folketinget, at de folkevalgte fortsat skulle have lov til at pulse løs på deres egne kontorer. Men nu har Folketingets kontoransatte, håndværkere og betjente fået nok.