De fleste er opmærksomme på, at der foregår intense finanslovsforhandlinger, og til ære for dem der er i tvivl sørger politikerne for at minde om intensiteten ved at aftale møder på skæve tidspunkter. Det er som om der er den sammenhæng, at alvorlige beslutninger kræver natlige møder eller som minimum week-end møder.
En del i den borgerlige lejr - inkl. mig selv må jeg indrømme - har måske en lidt afslappet holdning til cirkuset ud fra en overordnede holdning om, at uanset hvad, så lander finansloven under alle omstændigheder relativt fornuftigt i forhold til en "blå" dagsorden. Ikke dermed sagt, at det bliver en "perfekt" eller bare "god" finanslov, men den bliver trods alt langt bedre end man kunne frygte med en rød regering.
Spørgsmålet er imidlertid om regering og opposition i fællesskab er lykkedes med at skabe det falske indtryk - at de har formået at skjule, at det forholder sig lige modsat, og at uanset hvor finansloven lander, så bliver resultatet relativt skidt i forhold til de virkelige udfordringer.
Merete Riisager fra LA har i Berlingske givet en "frontlinjerapport", og selv om LA har været holdt ude af størstedelen af finanslovsspillet, så har hun dannet sig en forstemmende billede af situationen: Hun skriver bl.a. "jeg forbavses over, at man i den nuværende situation, mest ser aftaleudkast, der indeholder flere offentlige udgifter og flere byrder til erhvervslivet – det er jo barokt! Hele Danmark råber på arbejdspladser, mens politikerne sysler med, hvor mange nye byrder virksomhederne skal pålægges, og hvor mange nye udgifter, der skal udskrives".
Mens danskerne måske går rundt med en opfattelse af at politikerne trods alt lægger sig i selen for at skabe vækst og forbedre konkurrenceevnen, om end den røde og den blå tilgang er forskellig, så sidder de såkaldte ansvarlige politikere og "fedter med nye lag af offentligt forbrug og nye regler, der spænder ben for de driftige og de arbejdsomme".
Rød blok viger måske tilbage fra at dreje i alt for rød en retning, men til gengæld fortsætter de i det skæve spor, som længe har ført Danmark længere og længere væk fra den kurs, der kunne bringe landet ud af problemerne - og Venstre de stiller sig tilfreds med at regeringen ikke foretager sig noget konstruktivt, alt imens situationen arbejdet imod regeringen. Alle lader som om de gerne vil samarbejde, men det hele drukner i et taktisk spil, der kun kigger 2½ år frem i tiden, nemlig til næste folketingsvalg.
Hvis Merete Riisager har ret er alt ved det gamle - og når "røgen har lagt sig", så er der ikke sket noget som helst andet end at tiden er gået.
