Vognmandsorganisationen ITD vil have ændret EU's transportforordning, så chauffører ikke kan dømmes så hårdt efter transport med syge dyr
En sønderjysk chauffør er ved landsretten idømt en bøde på 4000 kroner, fordi han transporterede en so med forstørret yver.Brancheorganisationen International Transport Danmark (ITD) mener, at dommen er helt urimelig, idet Fødevarestyrelsens egen dyrlæge overså grisens skavank.
I forbindelse med en revision af transportforordningen i EU vil ITD derfor nu forsøge at få ændret ansvarsfordelingen, når der konstateres kritisable dyretransporter.
- Vi finder dommen urimelig, fordi det ikke kan tillægges formildende vægt, når en dyrlæge inspicerer dyret og ikke kan se det forstørrede yver, siger juridisk konsulent Sandra Nørgaard fra ITD.
På grund af en procedurefejl hos anklagemyndigheden blev tiltalen mod landmanden i den aktuelle sag frafaldet, men landmanden har forklaret, at han havde vurderet, at soen var transportegnet.
Under den efterfølgende transport blev dyrene omlæsset på grund af en politikontrol. Omlæsningen blev overvåget af Fødevarestyrelsens dyrlæger, der ikke opdagede den syge gris.
Først da dyrene var inde i stalden, blev det forstørrede yver opdaget af en politimand, og herefter blev det via embedslægen besluttet, at chaufføren skulle tiltales.