Censur i EU-parlamentet

Sidder i Bruxelles lufthavn

Morten Messerschmidt,

25/03/2010

Sidder i Bruxelles lufthavn. Venter på at komme hjem efter endnu en begivenhedsrig uge i det eu'ske miljø og tænker over ugens begivenheder. For hver dag oplever man nye eksempler på den slående mangel på gennemsigtighed og demokrati, som præger hele systemet. Denne uge tager dog muligvis prisen - det var nemlig første gang, jeg stødte på en helt særlig kontrolmekanisme, som burde kunne få selv den mest hardcore føderalist til at ryste på hovedet.

Når et medlem af EU-parlamentet indleverer et forslag til vedtagelse, skal dette forslag kontrolles af formandens kontor, sådan at upassende bemærkninger om samarbejdet kan censureres fra. Jeg indleverede i sidste uge en støtteerklæring til det svenske parlaments beslutning om at anerkende det armenske folkedrab. Som et led i erklæringen slås det fast, at Tyrkiet må anerkende, at det svenske parlament har ret til en sådan beslutning - og at forhandlingerne med Tyrkiet må stilles i bero, indtil de forstår dette. Denne formulering er ifølge formandskontoret ikke passende og er derfor blevet slettet fra min erklæring! Jeg må simpelthen ikke stille forslag om, at Tyrkiets forhandlinger skal standses. At over halvdelen af europæerne er enige heri, gør kun censuren endnu mere barok.

Proceduren svarer til, at VOK på Christiansborg skulle godkende de beslutningsforslag, som oppositionen fremsætter. Det ville selvsagt være absurd. Tænk, hvis enhver kritik af skattestop, irakkrig og udlændingestramninger med et snuptag kunne tages ud af folketingsdebatten - simpelthen ved at lade Thor Petersens fyldepen markere, hvad der er acceptabelt eller ej! Vi ville øjeblikkeligt blive anklaget for at krænke den ene eller anden menneskerettighedserklæring. Men i EU er det fast praksis...

Skal nu blive godt at komme tilbage til Danmark for et par dage. Om ikke andet så blot for lidt resocialisering til demokratiske spilleregler ...

Kilde: