Jeg havde skrevet meget af dette essay mere end et år før jeg endeligt besluttede at lægge det ud på nettet. Et par personlige erfaringer bragte mig på emnet om ikke-hvid racisme. Jeg tøvede med at lægge det ud, mestendels fordi jeg instinktivt ikke bryder mig om at skrive om noget relateret til race. Jeg er opfostret på den måde. Delvist også fordi jeg overbeviste mig selv om, at jeg først og fremmest var imod Islam, og at skrive om hudfarver kun ville komplicere denne kamp.
Dog, efter at have givet det nogen overvejelse finder jeg ikke, at nogen af disse argumenter holder. Jeg er træt af ideologisk censur. Vestlige nationer kan aldrig mønstre et forsvar mod muslimsk immigration, hvis dette altid afvises som ”racisme”. Men derudover hvis du mener, at ikke-hvid racisme eksisterer, så er det faktisk umoralsk ikke at behandle problemet og dens ofre. Jeg er overbevist om, at ikke blot ikke-hvide, men også ikke-hvid racisme er reel, og et undervurderet fænomen.
I London kørte en ældre chauffør, der havde fået et hjertetilfælde, ind i en bus. Her havde man en døende mand, med folk der prøvede at redde ham og politiet prøvende at rydde området. Imens ville sorte unge på området kun bekæmpe politiet. De råbte: ”Og hvad så – det er kun en hvid mand”.
Hændelsen bekræfter min mistanke, at de der kontinuerligt taler om ”Døde Hvide Mænd”, menende stort set enhver stor vestlig tænker i historien, faktisk begræder det faktum, at ikke alle hvide mænd er, tja, døde.
Jeg har set mexicanere, der var illegalt i U.S.A., helt åbent råbe racistiske slogans efter majoriteten af befolkningen, med ingen, eller kun ringe reaktion fra medierne. Og amerikanere der ønsker at styrke den mexicanske grænsekontrol, bliver nedgjorte som ”racister”. Hvorfor?
Jeg har hørt to forklaringer på dette énsidige fokus på hvid racisme. Den første forklaring er, at hvide mennesker (mænd) er mere racistiske end ikke-hvide. En påstand jeg finder dubiøs i det 21 århundrede. Den anden forklaring er, at vi hovedsaligt skal fokusere på hvid racisme, da ”hvide mennesker er så magtfulde”. Men er hvide mennesker altid magtfulde? Vi er, demografisk set, en hurtigt aftagende procentdel af befolkningen i Vesten.
I kølvandet på sagen om de danske muhammedtegninger, kommenterede Bob Simon fra det amerikanske fjernsynsprogram ”60 Minutes” i en rapportage om Danmark, at Danmark var meget ”hvidt”. Journalist Samuel Rachlin beklagede, at det billede der blev præsenteret, var et billede af blonde snæversynede der undertrykte den muslimske minoritet. Er 5 millioner danskere mere ”magtfulde” end en milliard muslimer?
John Derbyshire fra National Review Online har skrevet om sejren, af hvad han kalder ”Hesperofobi”, frygt for Vesten og had til Vesten. Jeg vil foreslå, at en mere korrekt term ville være ”Caucasofobi”, frygt for hvide mennesker.
Jeg kan se grunde til ikke at anvende denne term. Den ene grund er, at negative følelser mod hvide, i mindre grad handler om frygt, og i højere grad handler om had og foragt. Men jeg synes Caucasofobi er et fængende ord, der kan være modvægt til påstandene om Islamofobi, hvad det så end er. Jeg afskyr termen ”omvendt racisme”, der indirekte indikerer, at hvid racisme er normen, og at ikke-hvid racisme blot er en ”reaktion” på dette.
En anden indvending er, at termen caucasisk også jævnligt refererer til arabere og indianere. Dog, i marts 2005 blev en fredelig fransk demonstration angrebet af bander af sorte og arabiske unge. En 18 årig ved navn Heikel tilføjede, at han havde en ”dejlig erindring” om kontinuerligt at have sparket en i forvejen forvarsløs student, der lå på jorden. Det var et ønske om at ”tage hævn på hvide”.
Bemærk at disse var arabere der angreb europæere. Jeg har også hørt pakistanere og tyrkere referere til europæere som ”hvide”. Jeg finder det derfor retfærdiggjort at anvende termen ”Caucasofobi”, for racisme mod folk af europæisk herkomst.
Barbara Kay fra Canada´s National Post skriver om et nyt overgangsfænomenkaldet ”Whiteness Studies”:
”Målet for ”Whiteness Studies” er at befæste en permanent racebevidsthed i alle – evigt offerskab for ikke-hvide, evig skyld for hvide – og det blev berømt berammet af ”Whiteness Studies” guruen Noel Ignatiev, tidligere professor på Harvard University, for nuværende undervisende på Massachusetts College of Art: ”Nøglen til løsningen på vor tids sociale problemer er afskaffelsen af den hvide race”.
Nogle af opfinderne af ”Whiteness Studies” har meget åbent erklæret deres mål: ”Ideologien om afskaffelse er også en strategi: målet er ikke racemæssig harmoni, men klassekrig. Ved at angribe hvidhed søger afskaffelsens ideologer at underminere grundstøtterne i det kapitalistiske styre i dette land”. Og: ”Opgaven er at samle en minoritet, der er besluttet på at gøre det umuligt for nogen at være hvid”
Den konservative kritiker David Horowitz kommenterer, at ”Black Studiess” hylder det at være sort, ”Chicano Studiess” hylder det at være Chicano, ”Women´s Studiess” hylder det at være kvinde, og ”White Studiess” angriber hvide mennesker for værende onde”. Alligevel, trods omfattende kritik, underviser mindst 30 insitutioner – fra Princeton University til University of California – i ”Whiteness Studies”.
Mens vestlige akademiske institutioner har travlt med at advare mod Islamofobi, så har Caucasofobi fået godkendelsens stempel. Professor Mike S. Adams skriver om konspirationsteorier, han har hørt blandt studerende, der forsøger at lægge skylden for varierende sociale ubalancer på hvide mennesker:
”Mona Lisa blev malet af en afrikansk kunstner, og stjålet fra et museum i Etiopien. De fleste store kunstværker er af afrikansk oprindelse og stjålet af hvide mennesker. Dette er gjort for at promovere myten om hvid overlegenhed”. Og en anden: ”Det er bevist, at den amerikanske kystvagts skibe – på ordre fra præsident Bush – er set smadre ind i dæmninger i New Orleans under orkanen Katrina. Bush gjorde det for at dræbe sorte folk, der levede i regeringens beboelser”.
Adams fremlægger det som værende sjovt, men det synes jeg ikke det er.
Dr. Kamau Kambom, tidligere professor på ”African Studies” i North Carolina, fortalte et forum på Howard University, at ”Vi er nødt til at udrydde hvide mennesker fra jordens overflade, for at løse dette problem….Jeg siger jer, vi er nødt til at løse dette problem, fordi de vil dræbe os….Problemet på planeten er hvide mennesker”.
Kambon kan være et ekstremt eksempel, men han er produktet af et foruroligende klima, hvor beskyldningen af hvide mennesker for de mest sindssyge ting, er blevet socialt acceptabelt, endog tilskyndet.
Den kenyanske økolog Wangari Maathai, vinder af Nobels Fredspris 2004, har gentaget sin påstand om, at AIDS-viruset blev opfundet i ét eller andet laboratorium i Vesten, som et ”biologisk våben målrettet mod udryddelsen af den sorte race”. Ville nogen få Nobels Fredspris, hvis de var hvide, og erklærede, at sorte mennesker prøver at udrydde alle hvide?
Jeg kan forstå, at der er nag fra kolonitiden, men ikke alle Afrika´s problemer kan til tid og evighed bebrejdes vestlig kolonialisme. Den kenyanske økonomiekspert James Shikwati siger, at hjælp til Afrika gør mere ondt end godt. Den fremmer store bureaukratier, korruption og selvtilfredshed, mens afrikanere lærer at være tiggere, ikke uafhængige. Hvis Vesten annullerede disse betalinger, ville den almindelige afrikaner, ifølge ham, end ikke opdage det.
Shelby Steele er forfatter til bogen ”White Guilt”. Ifølge ham ”påvirker hvid skyld alt hvad der har med race i Amerika at gøre….Hvid skyld er hvad der har gjort kollektivt ansvar en kilde til venstrefløjens magt i Amerika. Og den forbliver en kilde til magt, uanset hvem der udpeges som ofre – sorte, miljøet, homoseksuelle, illegale immigranter”.
Som Allen G King, en arbejdsrelateret forsvarsadvokat, formulerer det: ”Du må klare dig selv, og fordi du er en hvid mand, så vil du diskriminere”. Med andre ord: Man behøver ikke nødvendigvis gøre noget; man er racist alene fordi man er hvid og trækker vejret.
René Descartes, fransk filosof og én af nøgletænkerne i den videnskabelige revolution, eller en ”Død Hvid Mand”, som Vesten´s studerende nu lærer det, er berømt for sin erklæring: ”Cogito ergo sum”, ”Jeg tænker, derfor er jeg”. Hvis Hr. Descartes havde levet i dag, så ville han have været nødsaget til at ændre frasen til ”Jeg er skyldig, derfor er jeg”.
Alle vestlige nationer har, i det mindste en tid endnu, hvide flertal. Så længe alt hvide gør anses for værende ”racistisk”, har Vesten ingen mulighed for at stoppe den muslimske immigration. Indtil ”anti-hvid”-bevægelsen er blevet miskrediteret, kommer vi ikke til at vinde kampen mod islam.
Ifølge den muslimske reformist Bassam Tibi, så er ”anklager om racisme et meget effektivt våben i Tyskland. Islamisterne ved dette. Så snart man anklager nogen for dæmonisering af Islam, så trækker den europæiske side sig”. Med andre ord er alene anklagen om hvid racisme nok til at lukke munden på dem.
Jeg har hørt den hollandsk-somaliske islamkritiker Ayaan Hirsi Ali blive fortalt, at havde hun været hvid, var hun blevet kaldt ”racist”. Hvilket essentielt betyder, at hvis man er hvid, kan det under ingen omstændigheder tillades at være fortaler for sin kultur, endsige kritisere ikke-hvide. Det er underordnet, om det man siger, rent faktisk er korrekt. Hvide er derfor effektivt blevet umyndiggjorte i sager relateret til immigration eller bevarelse af deres egne lande.
Vi kan ikke forsvare Vesten mod muslimsk immigration, med mindre vi besejrer Politisk Korrekthed. Og vi kan ikke besejre Politisk Korrekthed, før vi eftertrykkeligt har skaffet os af med ideen om, at alle hvide er racister, hvis de forsvarer deres kultur, eller ønsker selvbestemmelse, eller at ikke-hvide kun er ofre for racisme.
Hvis man spørger hvordan indfødte nordmænd skal kunne bevare deres kultur, når de snart vil være minoriteter i deres eget land, er svaret mange gange: ”Der findes ikke sådan noget som norsk kultur”. Vi spiser pasta og kinesisk mad og er ellers ”amerikaniserede”. Så alle skal altså bevare deres kultur, bortset folk af europæisk oprindelse? Alle kulturer er lige, nogle kulturer er bare mere lige end andre? Hvorfor er kolonisering altid slemt, men ikke når mit land, der ingen kolonihistorie har haft, bliver koloniseret af tredjeverdens immigranter?
Er det ikke per definition at begå overgreb på den indfødte befolknings rettigheder, hvis de tvinges til at undertrykke deres kulturelle identitet for at tilfredsstille folk der af egen fri vilje, lige er flyttet dertil? I Norge synes myndighederne at løse dette dilemma, ved ganske enkelt at erklære, at dette er ”terra nullius”, et land uden folk, eller i det mindste uden kultur. Det norske folks rettigheder tæller ikke, fordi det norske folk eksisterer ikke.
Vi bør ikke idealisere masseimmigration for meget. Når en gruppe folk bevæger sig ind på et territorium, hvor en anden gruppe folk allerede lever, så er det i almindelighed gennem menneskets historie endt i krig. Enten vil de nytilkomne blive fordrevet, eller de nytilkomne vil undertrykke eller udrydde de tidligere indbyggere, eller grupperne vi dele landet mellem dem.
Jeg kan ikke se, at vi kan forvente noget andet resultat, hvor den indfødte befolkning tilfældigvis er hvid. Faktisk er det så meget mere sandsynligt, givet det faktum, at vi tilhører en racegruppe, der gennem århundreder har været dominerende i verdens affærer, og at ikke så få ikke-hvide derfor hader os. Tilføj dertil det faktum at en stor del af disse immigranter er muslimer, der sædvanligvis forfølger ikke-muslimer uanset race, så er langt den mest sandsynlige fremtid for nordmændenes børn og børnebørn, hvis immigrationen fortsætter, at de enten må slås for deres liv, eller som flygtninge forlade hvad der tidligere var deres eget land.
Præcist hvorfor er de forpligtede til at acceptere dette? Landflygtiggøres, mens man mules af egne ledere og medier, synes ikke særligt tolerant. I 2001 i Norge blev en farvet teenager ved navn Benjamin Hermansen dræbt af to nynazister. Mordet satte den største protestmarch siden Anden verdenskrig i gang, ledet af kronprinsen og statsministeren, og skoler landet over markerede begravelsen med stilhed i et minut.
Senere i 2001 frigav politiet i Oslo statistikker der viste, at antallet af voldtægtsanklager i byen var hurtigt ekspanderende, og at i størstedelen af disse sager med et hvidt offer og en ikke-vestlig gerningsmand. Disse tal blev hurtigt begravet. Yderligere, området i Oslo hvor Hermansen levede, Holmlia, siver nordmænd stille væk, grundet chikanerier fra immigranter. Hermansen´s morder fik så megen opmærksomhed, fordi det var så sjældent. Chikanerier, voldtægter og knivstikkerier på hvide af ikke-hvide sker på jævnlig basis.
Over hele Vesteuropa, ja faktisk over hele den vestlige verden, findes der nu områder, hvor det for hvide mennesker er farligt at leve. Dette udløser aldrig et ramaskrig. Tværtimod. Det udløser beskyldninger om racisme, hvis den hvide befolkning modsætter sig fortsat masseimmigration, til trods for det faktum, at vi i et kortere tidsrum har accepteret mere immigration end sandsynligvis folk på noget tidligere tidspunkt i historien fredeligt har gjort.
Den svenske radikale feminist Joanna Rytel skrev i en artikel ved navn ”Jeg vil aldrig føde en hvid mand”, for et stort svensk blad Aftonbladet, erklærende ting som ”Ingen hvide mænd, tak…jeg brækker mig ud over dem”. Efter at have modtaget en klage over dette, forklarede den svenske statsanklager Göran Lambertz, hvorfor dette ikke kvalificerede til racisme:
”Meningen bag loven om tilskyndelse til etnisk had var, at sikre lovmæssig beskyttelse for minoritetsgrupper af forskellig beskaffenhed og efterkommere af forskellige religioner. Sager hvor folk udtrykker dem selv på en kritisk eller nedværdigende måde om mænd af etnisk svensk herkomst, har aldrig været tiltænkt indeholdt i denne lov”
Det er helt sikkert ikke fordi racisme mod den hvide befolkning ikke eksisterer. Bølgen af røverier Malmø har været vidne tilde seneste år, er en del af ”krigen mod Sverige”. Dette er forklaringen givet af røvere med immigrantbaggrund. Så hvorfor tages dette så ikke alvorligt af myndighederne?
Vestlige tilhængere af Politisk Korrekthed står ideologisk nær Hvidt Overherredømme, eftersom de tilkender hvide mennesker en ”særlig status”, som de ikke tilkender andre. Det bliver ikke mere retfærdigt af, at denne status er negativ. Det modsatte af Hvidt Overherredømme kan måske kaldes Hvidt Værdiløshedssyndrom. Selvhadende hvide vestlige, er ofre for Hvidt Værdiløshedssyndrom.
Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal vælge mellem Hvidt Overherredømme og Hvidt Værdiløshedssyndrom. Det er én ting at afvise ideen om, at din kultur bør tvinges ind i andres kultur, men noget helt andet at sige, at man ikke skal tillades at opretholde sin kultur, selv i sit eget land. Sidstnævnte er simpelthen et spørgsmål om selvopretholdelse, det mest grundlæggende instinkt, helt ned på bakterieniveau.
Jeg har ret til at bevare min kultur, også selv om jeg har blå øjne, og jeg kan ikke se noget ”racistisk” i ikke at ønske, at mine børn bliver en forfulgt minoritet i deres eget land gennem masseimmigration. At man bliver afvist som Hvid Overherre for blot at påpege det indlysende, viser hvor dybt forankret og internaliseret denne anti-hvide skævvridning er blevet.
Dog, efter at have givet det nogen overvejelse finder jeg ikke, at nogen af disse argumenter holder. Jeg er træt af ideologisk censur. Vestlige nationer kan aldrig mønstre et forsvar mod muslimsk immigration, hvis dette altid afvises som ”racisme”. Men derudover hvis du mener, at ikke-hvid racisme eksisterer, så er det faktisk umoralsk ikke at behandle problemet og dens ofre. Jeg er overbevist om, at ikke blot ikke-hvide, men også ikke-hvid racisme er reel, og et undervurderet fænomen.
I London kørte en ældre chauffør, der havde fået et hjertetilfælde, ind i en bus. Her havde man en døende mand, med folk der prøvede at redde ham og politiet prøvende at rydde området. Imens ville sorte unge på området kun bekæmpe politiet. De råbte: ”Og hvad så – det er kun en hvid mand”.
Hændelsen bekræfter min mistanke, at de der kontinuerligt taler om ”Døde Hvide Mænd”, menende stort set enhver stor vestlig tænker i historien, faktisk begræder det faktum, at ikke alle hvide mænd er, tja, døde.
Jeg har set mexicanere, der var illegalt i U.S.A., helt åbent råbe racistiske slogans efter majoriteten af befolkningen, med ingen, eller kun ringe reaktion fra medierne. Og amerikanere der ønsker at styrke den mexicanske grænsekontrol, bliver nedgjorte som ”racister”. Hvorfor?
Jeg har hørt to forklaringer på dette énsidige fokus på hvid racisme. Den første forklaring er, at hvide mennesker (mænd) er mere racistiske end ikke-hvide. En påstand jeg finder dubiøs i det 21 århundrede. Den anden forklaring er, at vi hovedsaligt skal fokusere på hvid racisme, da ”hvide mennesker er så magtfulde”. Men er hvide mennesker altid magtfulde? Vi er, demografisk set, en hurtigt aftagende procentdel af befolkningen i Vesten.
I kølvandet på sagen om de danske muhammedtegninger, kommenterede Bob Simon fra det amerikanske fjernsynsprogram ”60 Minutes” i en rapportage om Danmark, at Danmark var meget ”hvidt”. Journalist Samuel Rachlin beklagede, at det billede der blev præsenteret, var et billede af blonde snæversynede der undertrykte den muslimske minoritet. Er 5 millioner danskere mere ”magtfulde” end en milliard muslimer?
John Derbyshire fra National Review Online har skrevet om sejren, af hvad han kalder ”Hesperofobi”, frygt for Vesten og had til Vesten. Jeg vil foreslå, at en mere korrekt term ville være ”Caucasofobi”, frygt for hvide mennesker.
Jeg kan se grunde til ikke at anvende denne term. Den ene grund er, at negative følelser mod hvide, i mindre grad handler om frygt, og i højere grad handler om had og foragt. Men jeg synes Caucasofobi er et fængende ord, der kan være modvægt til påstandene om Islamofobi, hvad det så end er. Jeg afskyr termen ”omvendt racisme”, der indirekte indikerer, at hvid racisme er normen, og at ikke-hvid racisme blot er en ”reaktion” på dette.
En anden indvending er, at termen caucasisk også jævnligt refererer til arabere og indianere. Dog, i marts 2005 blev en fredelig fransk demonstration angrebet af bander af sorte og arabiske unge. En 18 årig ved navn Heikel tilføjede, at han havde en ”dejlig erindring” om kontinuerligt at have sparket en i forvejen forvarsløs student, der lå på jorden. Det var et ønske om at ”tage hævn på hvide”.
Bemærk at disse var arabere der angreb europæere. Jeg har også hørt pakistanere og tyrkere referere til europæere som ”hvide”. Jeg finder det derfor retfærdiggjort at anvende termen ”Caucasofobi”, for racisme mod folk af europæisk herkomst.
Barbara Kay fra Canada´s National Post skriver om et nyt overgangsfænomenkaldet ”Whiteness Studies”:
”Målet for ”Whiteness Studies” er at befæste en permanent racebevidsthed i alle – evigt offerskab for ikke-hvide, evig skyld for hvide – og det blev berømt berammet af ”Whiteness Studies” guruen Noel Ignatiev, tidligere professor på Harvard University, for nuværende undervisende på Massachusetts College of Art: ”Nøglen til løsningen på vor tids sociale problemer er afskaffelsen af den hvide race”.
Nogle af opfinderne af ”Whiteness Studies” har meget åbent erklæret deres mål: ”Ideologien om afskaffelse er også en strategi: målet er ikke racemæssig harmoni, men klassekrig. Ved at angribe hvidhed søger afskaffelsens ideologer at underminere grundstøtterne i det kapitalistiske styre i dette land”. Og: ”Opgaven er at samle en minoritet, der er besluttet på at gøre det umuligt for nogen at være hvid”
Den konservative kritiker David Horowitz kommenterer, at ”Black Studiess” hylder det at være sort, ”Chicano Studiess” hylder det at være Chicano, ”Women´s Studiess” hylder det at være kvinde, og ”White Studiess” angriber hvide mennesker for værende onde”. Alligevel, trods omfattende kritik, underviser mindst 30 insitutioner – fra Princeton University til University of California – i ”Whiteness Studies”.
Mens vestlige akademiske institutioner har travlt med at advare mod Islamofobi, så har Caucasofobi fået godkendelsens stempel. Professor Mike S. Adams skriver om konspirationsteorier, han har hørt blandt studerende, der forsøger at lægge skylden for varierende sociale ubalancer på hvide mennesker:
”Mona Lisa blev malet af en afrikansk kunstner, og stjålet fra et museum i Etiopien. De fleste store kunstværker er af afrikansk oprindelse og stjålet af hvide mennesker. Dette er gjort for at promovere myten om hvid overlegenhed”. Og en anden: ”Det er bevist, at den amerikanske kystvagts skibe – på ordre fra præsident Bush – er set smadre ind i dæmninger i New Orleans under orkanen Katrina. Bush gjorde det for at dræbe sorte folk, der levede i regeringens beboelser”.
Adams fremlægger det som værende sjovt, men det synes jeg ikke det er.
Dr. Kamau Kambom, tidligere professor på ”African Studies” i North Carolina, fortalte et forum på Howard University, at ”Vi er nødt til at udrydde hvide mennesker fra jordens overflade, for at løse dette problem….Jeg siger jer, vi er nødt til at løse dette problem, fordi de vil dræbe os….Problemet på planeten er hvide mennesker”.
Kambon kan være et ekstremt eksempel, men han er produktet af et foruroligende klima, hvor beskyldningen af hvide mennesker for de mest sindssyge ting, er blevet socialt acceptabelt, endog tilskyndet.
Den kenyanske økolog Wangari Maathai, vinder af Nobels Fredspris 2004, har gentaget sin påstand om, at AIDS-viruset blev opfundet i ét eller andet laboratorium i Vesten, som et ”biologisk våben målrettet mod udryddelsen af den sorte race”. Ville nogen få Nobels Fredspris, hvis de var hvide, og erklærede, at sorte mennesker prøver at udrydde alle hvide?
Jeg kan forstå, at der er nag fra kolonitiden, men ikke alle Afrika´s problemer kan til tid og evighed bebrejdes vestlig kolonialisme. Den kenyanske økonomiekspert James Shikwati siger, at hjælp til Afrika gør mere ondt end godt. Den fremmer store bureaukratier, korruption og selvtilfredshed, mens afrikanere lærer at være tiggere, ikke uafhængige. Hvis Vesten annullerede disse betalinger, ville den almindelige afrikaner, ifølge ham, end ikke opdage det.
Shelby Steele er forfatter til bogen ”White Guilt”. Ifølge ham ”påvirker hvid skyld alt hvad der har med race i Amerika at gøre….Hvid skyld er hvad der har gjort kollektivt ansvar en kilde til venstrefløjens magt i Amerika. Og den forbliver en kilde til magt, uanset hvem der udpeges som ofre – sorte, miljøet, homoseksuelle, illegale immigranter”.
Som Allen G King, en arbejdsrelateret forsvarsadvokat, formulerer det: ”Du må klare dig selv, og fordi du er en hvid mand, så vil du diskriminere”. Med andre ord: Man behøver ikke nødvendigvis gøre noget; man er racist alene fordi man er hvid og trækker vejret.
René Descartes, fransk filosof og én af nøgletænkerne i den videnskabelige revolution, eller en ”Død Hvid Mand”, som Vesten´s studerende nu lærer det, er berømt for sin erklæring: ”Cogito ergo sum”, ”Jeg tænker, derfor er jeg”. Hvis Hr. Descartes havde levet i dag, så ville han have været nødsaget til at ændre frasen til ”Jeg er skyldig, derfor er jeg”.
Alle vestlige nationer har, i det mindste en tid endnu, hvide flertal. Så længe alt hvide gør anses for værende ”racistisk”, har Vesten ingen mulighed for at stoppe den muslimske immigration. Indtil ”anti-hvid”-bevægelsen er blevet miskrediteret, kommer vi ikke til at vinde kampen mod islam.
Ifølge den muslimske reformist Bassam Tibi, så er ”anklager om racisme et meget effektivt våben i Tyskland. Islamisterne ved dette. Så snart man anklager nogen for dæmonisering af Islam, så trækker den europæiske side sig”. Med andre ord er alene anklagen om hvid racisme nok til at lukke munden på dem.
Jeg har hørt den hollandsk-somaliske islamkritiker Ayaan Hirsi Ali blive fortalt, at havde hun været hvid, var hun blevet kaldt ”racist”. Hvilket essentielt betyder, at hvis man er hvid, kan det under ingen omstændigheder tillades at være fortaler for sin kultur, endsige kritisere ikke-hvide. Det er underordnet, om det man siger, rent faktisk er korrekt. Hvide er derfor effektivt blevet umyndiggjorte i sager relateret til immigration eller bevarelse af deres egne lande.
Vi kan ikke forsvare Vesten mod muslimsk immigration, med mindre vi besejrer Politisk Korrekthed. Og vi kan ikke besejre Politisk Korrekthed, før vi eftertrykkeligt har skaffet os af med ideen om, at alle hvide er racister, hvis de forsvarer deres kultur, eller ønsker selvbestemmelse, eller at ikke-hvide kun er ofre for racisme.
Hvis man spørger hvordan indfødte nordmænd skal kunne bevare deres kultur, når de snart vil være minoriteter i deres eget land, er svaret mange gange: ”Der findes ikke sådan noget som norsk kultur”. Vi spiser pasta og kinesisk mad og er ellers ”amerikaniserede”. Så alle skal altså bevare deres kultur, bortset folk af europæisk oprindelse? Alle kulturer er lige, nogle kulturer er bare mere lige end andre? Hvorfor er kolonisering altid slemt, men ikke når mit land, der ingen kolonihistorie har haft, bliver koloniseret af tredjeverdens immigranter?
Er det ikke per definition at begå overgreb på den indfødte befolknings rettigheder, hvis de tvinges til at undertrykke deres kulturelle identitet for at tilfredsstille folk der af egen fri vilje, lige er flyttet dertil? I Norge synes myndighederne at løse dette dilemma, ved ganske enkelt at erklære, at dette er ”terra nullius”, et land uden folk, eller i det mindste uden kultur. Det norske folks rettigheder tæller ikke, fordi det norske folk eksisterer ikke.
Vi bør ikke idealisere masseimmigration for meget. Når en gruppe folk bevæger sig ind på et territorium, hvor en anden gruppe folk allerede lever, så er det i almindelighed gennem menneskets historie endt i krig. Enten vil de nytilkomne blive fordrevet, eller de nytilkomne vil undertrykke eller udrydde de tidligere indbyggere, eller grupperne vi dele landet mellem dem.
Jeg kan ikke se, at vi kan forvente noget andet resultat, hvor den indfødte befolkning tilfældigvis er hvid. Faktisk er det så meget mere sandsynligt, givet det faktum, at vi tilhører en racegruppe, der gennem århundreder har været dominerende i verdens affærer, og at ikke så få ikke-hvide derfor hader os. Tilføj dertil det faktum at en stor del af disse immigranter er muslimer, der sædvanligvis forfølger ikke-muslimer uanset race, så er langt den mest sandsynlige fremtid for nordmændenes børn og børnebørn, hvis immigrationen fortsætter, at de enten må slås for deres liv, eller som flygtninge forlade hvad der tidligere var deres eget land.
Præcist hvorfor er de forpligtede til at acceptere dette? Landflygtiggøres, mens man mules af egne ledere og medier, synes ikke særligt tolerant. I 2001 i Norge blev en farvet teenager ved navn Benjamin Hermansen dræbt af to nynazister. Mordet satte den største protestmarch siden Anden verdenskrig i gang, ledet af kronprinsen og statsministeren, og skoler landet over markerede begravelsen med stilhed i et minut.
Senere i 2001 frigav politiet i Oslo statistikker der viste, at antallet af voldtægtsanklager i byen var hurtigt ekspanderende, og at i størstedelen af disse sager med et hvidt offer og en ikke-vestlig gerningsmand. Disse tal blev hurtigt begravet. Yderligere, området i Oslo hvor Hermansen levede, Holmlia, siver nordmænd stille væk, grundet chikanerier fra immigranter. Hermansen´s morder fik så megen opmærksomhed, fordi det var så sjældent. Chikanerier, voldtægter og knivstikkerier på hvide af ikke-hvide sker på jævnlig basis.
Over hele Vesteuropa, ja faktisk over hele den vestlige verden, findes der nu områder, hvor det for hvide mennesker er farligt at leve. Dette udløser aldrig et ramaskrig. Tværtimod. Det udløser beskyldninger om racisme, hvis den hvide befolkning modsætter sig fortsat masseimmigration, til trods for det faktum, at vi i et kortere tidsrum har accepteret mere immigration end sandsynligvis folk på noget tidligere tidspunkt i historien fredeligt har gjort.
Den svenske radikale feminist Joanna Rytel skrev i en artikel ved navn ”Jeg vil aldrig føde en hvid mand”, for et stort svensk blad Aftonbladet, erklærende ting som ”Ingen hvide mænd, tak…jeg brækker mig ud over dem”. Efter at have modtaget en klage over dette, forklarede den svenske statsanklager Göran Lambertz, hvorfor dette ikke kvalificerede til racisme:
”Meningen bag loven om tilskyndelse til etnisk had var, at sikre lovmæssig beskyttelse for minoritetsgrupper af forskellig beskaffenhed og efterkommere af forskellige religioner. Sager hvor folk udtrykker dem selv på en kritisk eller nedværdigende måde om mænd af etnisk svensk herkomst, har aldrig været tiltænkt indeholdt i denne lov”
Det er helt sikkert ikke fordi racisme mod den hvide befolkning ikke eksisterer. Bølgen af røverier Malmø har været vidne tilde seneste år, er en del af ”krigen mod Sverige”. Dette er forklaringen givet af røvere med immigrantbaggrund. Så hvorfor tages dette så ikke alvorligt af myndighederne?
Vestlige tilhængere af Politisk Korrekthed står ideologisk nær Hvidt Overherredømme, eftersom de tilkender hvide mennesker en ”særlig status”, som de ikke tilkender andre. Det bliver ikke mere retfærdigt af, at denne status er negativ. Det modsatte af Hvidt Overherredømme kan måske kaldes Hvidt Værdiløshedssyndrom. Selvhadende hvide vestlige, er ofre for Hvidt Værdiløshedssyndrom.
Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal vælge mellem Hvidt Overherredømme og Hvidt Værdiløshedssyndrom. Det er én ting at afvise ideen om, at din kultur bør tvinges ind i andres kultur, men noget helt andet at sige, at man ikke skal tillades at opretholde sin kultur, selv i sit eget land. Sidstnævnte er simpelthen et spørgsmål om selvopretholdelse, det mest grundlæggende instinkt, helt ned på bakterieniveau.
Jeg har ret til at bevare min kultur, også selv om jeg har blå øjne, og jeg kan ikke se noget ”racistisk” i ikke at ønske, at mine børn bliver en forfulgt minoritet i deres eget land gennem masseimmigration. At man bliver afvist som Hvid Overherre for blot at påpege det indlysende, viser hvor dybt forankret og internaliseret denne anti-hvide skævvridning er blevet.
