Lad det være sagt med det samme, bare så ingen er i tvivl. De offentligt ansatte i Danmark gør et fantastisk stykke arbejde ud fra de rammer, der fra politisk hold er blevet dem udstukket. De knokler dag ud og dag ind på vores sygehuse, jobcentre, politistationer, folkeskoler og så videre.
Tak for jeres indsats. Uden jer ville Danmark ikke hænge sammen.
Det kan derfor virke paradoksalt, at den offentlige sektor i Danmark på trods af de mange engagerede medarbejdere stadig fremstår som en gammel uddateret motor. Den er ikke særlig effektiv, den er dyr i drift og lige meget hvor meget dyr benzin, man hælder på, ændrer det ikke ved det faktum, at en opgraderet model kunne gøre det samme job bedre og til en mere fordelagtig pris. Forsøger men at presse den gamle motor ved hele tiden at give den nye og belastende opgaver, vil resultatet i sidste ende være uomtvisteligt. Den vil blive ved med at sluge samfundets kostbare resurser (læs skattekroner) for til sidst at bryde helt og totalt sammen.
Hvem er det egentlig, der har skylden for denne ineffektivitet? Er det medarbejderne i den offentlige sektor? Næppe! Skylden skal findes et sted og kun et sted, nemlig hos politikerne på Christiansborg.
Det altoverskyggende problem med den offentlige sektor er, at den er for stor og for dyr for Danmark. Vi har verdensrekord i disciplinen offentlig sektor målt på antallet af indbyggere. Med denne tvivlsomme rekord for øje falder det naturligt at stille sig selv spørgsmålet: Hvor forsvinder milliarderne hen, og hvorfor har vi ikke verdens bedste offentlige sektor, når nu det er den dyreste?
Svaret skal som tidligere nævnt findes på Christiansborg. I et misforstået forsøg på at hæve kvaliteten i den offentlige sektor har navnlig den ”borgerlige” VK-regering, stærkt opildnet af DF, indført en jungle af skemaer, kontrolforordninger og anden bureaukrati, der i sit udgangspunkt kun har en funktion. Filosofien er, at ensrette de forskellige arbejdsgange i det offentlige for derigennem at kunne måle effektiviteten og i sidste ende kvaliteten.
Den lader vi lige stå et øjeblik!
I mellemtiden kan vi så med rette stille spørgsmålet. Hvem skal passe de syge, fange forbryderne og undervise vores børn, når det personale, der skulle have gjort det, sidder og udfylder skemaer, laver handlingsplaner og foretager ligegyldige prøver?
Regeringens løsning var og er lige så enkel, som den er forkert. Problemet blev løst med følgende logik: ”Da vi jo stadig har nogle kerneydelser, som vi skal yde, bliver vi nødt til, at ansætte noget mere personale for at få tingene til, at køre rundt”. Eller for at citere Lars Løkke: ”Vi bruger flere penge på sundhedsvæsnet en nogen anden regering før os!"
Ikke nok med at vi bruger penge på at få sundhedsvæsnet til at levere det produkt, man som borger i Danmark kan forvente. Nu bruger vi også en masse penge på at få det til at levere et produkt, der er kunstigt skabt. Det er nedværdigende for den enkelte medarbejder, det rykker ikke ved noget, det er dyrt og har ikke noget med kvalitet at gøre.
Lad os tage et eksempel på det ligegyldige bureaukrati, der er virkelighed for en helt almindelig sygeplejerske på en vilkårlig medicinsk afdeling i Danmark. I løbet af en vagt skal vedkommende udføre en lang række opgaver, der er blevet pålagt hende fra politisk hold. Opgaver der vel at mærke taler mod sund fornuft og ikke giver mening. Dette i kvalitetens hellige navn.
Vores sygeplejerske modtager en patient, der er kommet ind via skadestuen. Vedkommende er på stedet blevet visiteret til denne afdeling. På skadestuen har patienten fået målt en række værdier bestående af blodtryk, temperatur, vandladning, iltmangel og en såkaldt Glasgow-bedømmelse. Dette tager ca. 15 minutter.
Da patienten 5 minutter efter ankommer til afdelingen kigger vores sygeplejerske på tallene. De ser ikke alarmerende ud, og der er ingen grund til at befrygte, at patienten er alvorligt syg, endsige er ved at dø.
Hendes erfaring siger hende, at det, der er vigtigt nu, er de såkaldte bløde værdier. Nemlig, at tale med patienten og få denne til at føle sig tryk og rolig. Hun kunne også bruge tiden på at tjekke de patienter, der er alvorligt syge. I stedet begynder hun at lave præcis de samme målinger på patienten, som blev lavet for 10 minutter tidligere. Hvorfor? Er det fordi patienten har fået det meget dårligere i løbet af de sidste 10 minutter? Nej! Det er fordi politikerne siger, at hun skal! Fordi hun ikke vil have en sur J i systemet. Det giver ingen mening.
På samme vagt modtager sygeplejersken yderligere 10 patienter. Dvs. 10 x 15 minutter = 150 minutter. Og, nå ja, så er det forresten bestemt, at patienterne i løbet af det første døgn på afdelingen skal testes 3 gange, uanset hvad de fejler, eller hvem de er, så det er yderligere 300 minutter, dvs. totalt 450 minutter eller 7,5 timer. Tid hvor hun vel og mærke kunne koncentrerer sig om de patienter, der virkelig er alvorligt syge.
Lad os nu lægge ansvaret tilbage i hænderne på de personer, der rent faktisk er uddannet til, at varetage det. Lad os stole på, at den enkelte sygeplejerske bedst selv ved, hvordan hun skal prioriterer sin tid. Hun ved under alle omstændigheder mere om det end politikerne på Christiansborg.
Et andet eksempel er den såkaldte D- model, der danner grundlaget for al pleje på de danske hospitaler. D4-modellen eller den Danske kvalitetsmodel, som den også hedder, er et opslagsværk, der fortæller den enkelte, hvordan en bestemt patient skal behandles.
Fair nok. Det er altid rart at have noget at støtte sig til, hvis man kommer i tvivl. Skulle det dog ske, at den enkelte sygeplejerske vælger en anden behandlingsform end den beskrevne, fordi hendes erfaring siger hende noget andet, skal hun efterfølgende skrive stolpe og stolpe ned for at forklare, hvorfor hun ikke gjorde, som computerprogrammet sagde. Var der nogen, der sagde molbohistorier?
Situationen bliver ikke bedre af, at der også sidder nogle personer i det offentlige, der skal skrive og opdaterer D4-modellen. Bare for at illustrere hvor meget, der bliver gået i detaljen, kan nævnes, at et af punkterne vejleder sygeplejersken om, hvordan hun skal behandle ”en blind mand med førerhund”! Skulle vi ikke bare tage den situation, når den engang opstår i stedet for at ansætte folk til at skrive om det?
Den offentlige sektor er for stor. Sygeplejersker, politifolk og skolelærere skal tilbage til at løse deres kerneydelser. Vi skal stole på deres dømmekraft og på, at de er de bedste til at vurderer, hvad der er vigtigst at bruge tid på! Kort sagt. Lad nu den sunde fornuft råde og smid skemaerne tilbage i skuffen, hvor de hører hjemme.
Antallet af ansatte skal over en bred kam mindskes med 40.000 personer. Dette skal vel og mærke først ske, når vi politikere har fjernet al det bureaukrati, der stjæler deres tid.
Med naturlig afgang betyder det, at vi ansætter 7, hver gang 8 går på pension for derigennem at undgå store fyringsrunder.
