I Danmark i dag har vi mange former for systemer til at sikre, at folk har de fornødne penge til at opretholde livet: tag over hovedet og mad på bordet.
Arbejdende har et skattefradrag i bunden, der sikrer at de første kroner er nemmere at tjene.
Kontanthjælpsmodtagere får penge efter ét sæt regler. Dagpengemodtagere et andet. Førtidspensionister et tredie. Pensionister et fjerde. På sygepenge et femte. Og børnepenge på en måde et sjette.
Og værst af alt, i systemerne straffes social adfærd og arbejdsomhed til tider særdeles hårdt. Det giver en dårlig sammenhængskraft og ødelægger incitamentstrukturen.
Alt i alt gør dette den offentlige administration særdeles vanskelig og kompliceret - og det giver grobund for mange fiksfakserier og meget "snyderi" eller "kreativ tænkning".
Men hvad med om man lavede systemet helt om. Gjorde det mere simpelt og mere rimeligt - sådan at forstå, at incitamentet til den enkelte altid var at være i arbejde og være social og omgængelig.
Systemet kunne f.eks. være, at alle danske statsborgere som udgangspunkt fik 5000 kr at leve for pr måned. Skattefrit. Pr barn man får, får den der har forældremyndigheden, 2500 kr ekstra i tillæg indtil barnet selv bliver myndigt.
Til gengæld betaler man en flad skat på 50% af al indkomst derudover.
Vil man have en bedre dækning ved arbejdsløshed, må man tegne en forsikring. Vil man have mere i folkepension må man selv spare op. Der er ingen ekstra tillæg (ud over måske lige til handikappede, der kræver dyre hjælpemidler, men så er det i hjælpemidler. Ikke penge) og ingen straf fordi man har fundet en samlever eller ægtefælle, været fornuftig/dygtig og selv tjent penge eller andet.
Satserne og indfasning skal naturligvis diskuteres og afstemmes, men tænk hvor mange milliarder i administration og nyttesløst regelrytteri, der kunne spares?
