Tænk hvis en politiker i Danmark ved passende lejlighed turde sige: "Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt dette projekt gavner målgruppen. Det er et spørgsmål om vi overhovedet har ret til at tage pengene fra skatteyderne i første omgang. Det mener jeg ikke vi har" ; - og hvis der var mere end 30 sekunders taletid så forklarede lidt om værdien af borgernes økonomiske handlefrihed.
Det sker dog ikke af den simple grund, at den private ejendomsret ikke længere findes som noget, der indgår i den toneangivende politiske diskurs. De eksisterende politikere i folketinget er altovervejende levebrøds-politikere. Ingen af dem kæmper for det princip, der handler om individets ret til at leve i frihed fra konfiskation. Det er ikke det ”folkelige mandat”, som de er blevet valgt ind på.
Den private ejendomsret eksisterer selvsagt juridisk af historiske årsager. Samtidspolitisk lever vi imidlertid med rettigheds-erstatningen: den demokratiske ejendoms-REST. I den politiske sfære er demokratiet u-tjekket. Folkestyret er absolut. Tør man sige at Folkestyret er ”totalitært”, da alt ifølge vor tids politikere er noget, der kan underkastes folkestyrets granskning og regulering?
Der er ikke ét eneste område, hvor vælgerne ikke direkte eller indirekte har givet deres samtykke til, at politikerne må styre, kontrollere og/eller konfiskere til erklæret gavn for udvalgte grupper. Man manøvrerer retorisk ud fra præmissen om flertalsvældets gyldighed. Man siger under alle omstændigheder ikke noget, der modsætter sig princippet om at flertallet har ret til at blåstemple en hvilken som helst politisk handling.
Da flertallet som moralsk instans har retten, kan man derfor ikke som ”realpolitiker” forsvare et princip, der stiller sig på individets side. Henviser man til den private ejendomsret på en konsekvent måde, afviser man jo, at flertallet kan have ret blot fordi det er et flertal. Det er ikke længere opportunt. (Konklusionen er at presset for forandringer må komme udefra). Flertallets vilje er således vor tids svar på Guds vilje (Og lige så tåbelig, postuleret og underlagt ligeså mange irrationelle fortolkninger) . Den dag flertallet vælger Gud, er det så ved at være for sent at være på individets side. Demokrati som vi har det i dag er en åben invitation til teokrati. Vi er idag nærmere Sharia end Minimalstaten.
I Machiavellisk forstand kan en politiker altså ikke direkte bruge argumentet om ejendomsretten, eftersom han typisk er blevet valgt af nogle grådige demokrati-absolutistiske vælgere, der har noget ”i klemme”. Det vil sige, de har brugt demokratiet for at opnå beskyttelse, ydelser, tilskud, støtte eller begunstigelse. Politikerene har nu engang ladet sig vælge på denne præmis: At alt er underkastet den politiske sfære. Det er det som vi børn af marxister og venstreorienterede lærte i 1970'erne, og som nu over 40 år snigende er gået hen og blevet en politisk sandhed. Ejendomsrettens modsatte princip er altså styrende. Det grænseløse demokrati sanktionerer følgende: Man må tage fra nogle så længe det angiveligt gavner nogle andre. Det er derfor kun civilisationens tynde fernis, der holder sammen på anstændighedens tøjler. Vor tids demokrati proklamerer indirekte: ”Tag til I skammer jer”. Man skammer sig bare ikke.
Måske er det grådigheden, der tilsiger, at hvis man tager det hele, er der ikke noget til at holde gang i ”skaffedyrene”. Det er under alle omstændigheder skaffedyrenes eget forsvars-argument, - at man også skal kunne malkes i morgen. Konklusionen er under alle omstændigheder, at de politikere vi har i dag alle bevæger sig i det moralske kviksand der hedder: ”hvem er det lettest at tage noget mere fra ” eller ”hvilken klientgruppe skal begunstiges i morgen og i overmorgen”.
Forklaringen på hvorfor det er ejendomsrettens princip og ikke flertalsvældets, der er det moralske, og på langt sigt eneste holdbare, er, at det er det princip, der sikrer, at mennesker kan overleve som andet end primitive barbarer. Ejendomsretten sikrer at man først kan tænke, siden handle - ud fra det tænkte, og derefter skabe noget som man enten selv kan bruge til noget værdifuldt - eller udveksle med andre. Den private ejendomsret udgør intet mindre end fundamentet for velstandsskabelse. Den eneste værdi demokratiet har, er at det kan sikre en fredelig - frem for voldelig - overgang mellem et system eller tilstand til et andet. Men det er ikke en værdi i sig selv, og har kun reel værdi hvis den nye tilstand er bedre end det som gik forud. For tiden bruges demokratiet negativt.
Flertalsvældet, hvor demokrati og ikke frihed er ophævet til det værdifulde, er en langsomt virkende bombe kastet mod de som skaber værdi. Flertalsvældet udvikler sig til et systematisk og bureaukratisk plyndringstogt. Hvis vi skal have friheden tilbage, og som mindstemål sikre den, så må vælgerne ombestemme sig. De må genfinde den streg i sandet der hedder ”forskel på dit og mit” og dermed ejendomsretten, - og stemme på nogle andre.
Det sker dog ikke af den simple grund, at den private ejendomsret ikke længere findes som noget, der indgår i den toneangivende politiske diskurs. De eksisterende politikere i folketinget er altovervejende levebrøds-politikere. Ingen af dem kæmper for det princip, der handler om individets ret til at leve i frihed fra konfiskation. Det er ikke det ”folkelige mandat”, som de er blevet valgt ind på.
Den private ejendomsret eksisterer selvsagt juridisk af historiske årsager. Samtidspolitisk lever vi imidlertid med rettigheds-erstatningen: den demokratiske ejendoms-REST. I den politiske sfære er demokratiet u-tjekket. Folkestyret er absolut. Tør man sige at Folkestyret er ”totalitært”, da alt ifølge vor tids politikere er noget, der kan underkastes folkestyrets granskning og regulering?
Der er ikke ét eneste område, hvor vælgerne ikke direkte eller indirekte har givet deres samtykke til, at politikerne må styre, kontrollere og/eller konfiskere til erklæret gavn for udvalgte grupper. Man manøvrerer retorisk ud fra præmissen om flertalsvældets gyldighed. Man siger under alle omstændigheder ikke noget, der modsætter sig princippet om at flertallet har ret til at blåstemple en hvilken som helst politisk handling.
Da flertallet som moralsk instans har retten, kan man derfor ikke som ”realpolitiker” forsvare et princip, der stiller sig på individets side. Henviser man til den private ejendomsret på en konsekvent måde, afviser man jo, at flertallet kan have ret blot fordi det er et flertal. Det er ikke længere opportunt. (Konklusionen er at presset for forandringer må komme udefra). Flertallets vilje er således vor tids svar på Guds vilje (Og lige så tåbelig, postuleret og underlagt ligeså mange irrationelle fortolkninger) . Den dag flertallet vælger Gud, er det så ved at være for sent at være på individets side. Demokrati som vi har det i dag er en åben invitation til teokrati. Vi er idag nærmere Sharia end Minimalstaten.
I Machiavellisk forstand kan en politiker altså ikke direkte bruge argumentet om ejendomsretten, eftersom han typisk er blevet valgt af nogle grådige demokrati-absolutistiske vælgere, der har noget ”i klemme”. Det vil sige, de har brugt demokratiet for at opnå beskyttelse, ydelser, tilskud, støtte eller begunstigelse. Politikerene har nu engang ladet sig vælge på denne præmis: At alt er underkastet den politiske sfære. Det er det som vi børn af marxister og venstreorienterede lærte i 1970'erne, og som nu over 40 år snigende er gået hen og blevet en politisk sandhed. Ejendomsrettens modsatte princip er altså styrende. Det grænseløse demokrati sanktionerer følgende: Man må tage fra nogle så længe det angiveligt gavner nogle andre. Det er derfor kun civilisationens tynde fernis, der holder sammen på anstændighedens tøjler. Vor tids demokrati proklamerer indirekte: ”Tag til I skammer jer”. Man skammer sig bare ikke.
Måske er det grådigheden, der tilsiger, at hvis man tager det hele, er der ikke noget til at holde gang i ”skaffedyrene”. Det er under alle omstændigheder skaffedyrenes eget forsvars-argument, - at man også skal kunne malkes i morgen. Konklusionen er under alle omstændigheder, at de politikere vi har i dag alle bevæger sig i det moralske kviksand der hedder: ”hvem er det lettest at tage noget mere fra ” eller ”hvilken klientgruppe skal begunstiges i morgen og i overmorgen”.
Forklaringen på hvorfor det er ejendomsrettens princip og ikke flertalsvældets, der er det moralske, og på langt sigt eneste holdbare, er, at det er det princip, der sikrer, at mennesker kan overleve som andet end primitive barbarer. Ejendomsretten sikrer at man først kan tænke, siden handle - ud fra det tænkte, og derefter skabe noget som man enten selv kan bruge til noget værdifuldt - eller udveksle med andre. Den private ejendomsret udgør intet mindre end fundamentet for velstandsskabelse. Den eneste værdi demokratiet har, er at det kan sikre en fredelig - frem for voldelig - overgang mellem et system eller tilstand til et andet. Men det er ikke en værdi i sig selv, og har kun reel værdi hvis den nye tilstand er bedre end det som gik forud. For tiden bruges demokratiet negativt.
Flertalsvældet, hvor demokrati og ikke frihed er ophævet til det værdifulde, er en langsomt virkende bombe kastet mod de som skaber værdi. Flertalsvældet udvikler sig til et systematisk og bureaukratisk plyndringstogt. Hvis vi skal have friheden tilbage, og som mindstemål sikre den, så må vælgerne ombestemme sig. De må genfinde den streg i sandet der hedder ”forskel på dit og mit” og dermed ejendomsretten, - og stemme på nogle andre.
