Hårdknuden ved Somme i 1916, eller ved Verdun året senere, kunne ikke brydes med ideerne og modus operandi fra herrerne Haig, Foch, Cadrona eller Hindenburg. Den kunne dog have været brudt, hvis Lidell-Hart, de Gaulle eller Guderian havde holdt deres stillinger og positioner. At vinde en krig kræver selvfølgelig, at ”man kender fjenden og kender sig selv”, men det kræver også ”at man tænker udenfor boksen”. Denne kliché er passende: omfanget af truslen kræver radikale svar, der falder udenfor eliteklassens kognitive parametre.
Lad os derfor begynde med at specificere vore politiske anbefalinger, omkring det komplekse og følelsesmæssigt højspændte emne ”menneskerettigheder” kontra national sikkerhed.
I stedet for med det samme at søge at bandlyse al muslimsk immigration, hvilket ikke i øjeblikket er et realistisk mål, skulle vestlige anti-jihadister i deres hjemlande føre kampagne for ændringer i immigrationslovgivningen, så den inkluderer klausuler, der ville ekskludere islamiske aktivister før de ankom, og fik dem deporterede, hvis de allerede infiltrerede landet.
Disse krav må gøres acceptable og attraktive for et bredt tværsnit af vælgerskaren uanset politiske eller ideologiske præferencer. Derfor bør der fokuseres på truslen fra den islamiske aktivist mod selve de neoliberale værdier:
Diskrimination mod andre religioner (med særlig vægt på det tiltagende europæiske fænomen af islamisk anti-semitisme), verdenssyn (inklusive ateisme) og livsmåder.
Diskrimination og vold mod kvinder (særligt koner og ”ulydige døtre”)
Diskrimination og vold mod homoseksuelle
Trusler om vold i en hvilken som helst form og for en hvilken som helst angivelig ”forseelse” eller ”fornærmelse” (eksempelvis tegninger, dokumentarfilm eller bøger)
Undskyldninger eller retfærdiggørelser for noget af oven stående
Det er afgørende at fokusere på selve de afskyelige handlinger, og derefter trække en direkte linie til befalingerne i Islam´s tekster og dens grundlægger, mere end at gøre det omvendte, som nogle velmenende men politisk mindre velfunderede anti-jihadistiske aktivister gør.
Denne definition af islamisk aktivisme ville være et stort skridt i retningen af at afholde faktiske eller potentielle jihadister fra fodfæste i Europa og resten af Vesten. I U.S.A. leveres den brede model af den gamle Immigration and National Act fra 1952, der giver mandat til eksklusion eller deportation af fremmede, der er engagerede i, eller har til hensigt, at være engageret i aktiviteter der er skadelige for offentlige interesser eller undergraver national sikkerhed. Ideologiske grunde til deportation var lovgivet indtil 1990. Efter den russiske revolution blev fremmede kommunister udpegede til deportation. Alene på én nat i januar 1920 blev mere end 2.500 ”fremmede radikale” anholdt i 33 byer landet over, og deporteret til deres oprindelseslande.
Jeg vil påstå, at alle vestlige lande har brug for love, der vil behandle alle naturaliserede borgere eller residerende fremmede med et islamistisk verdenssyn som ekskluderingsværdige - af politiske årsager, mere end religiøse årsager. Det er politisk gennemførligt at artikulere det krav, at borgerskab af demokratiske vestlige samfund bør nægtes alle islamistiske aktivister.
I U.S.A. skal alle fremmede, der bliver naturaliserede, erklære edsvorent, ”at jeg helt og aldeles afsværger og opgiver alle alliancer og troskaber mod fremmed magter, potentater, stater eller dømmer af hvem eller hvilke jeg tidligere har været underlagt eller haft borgerskab i forbindelse med; at jeg vil støtte og forsvare konstitutionen og lovene i U.S.A. mod alle fjender, udenlandske eller hjemlige”.
For en muslim i god tro at acceptere ovenstående, og særligt at denne accepterer et ”vantro”, altså ikke-muslimsk dokument eller lov som kilde til højeste loyalitet, er et frafald par excellence, straf bart med døden under islamisk lov. Sharia, for en muslim, er ikke en tilføjelse til den ”sekulære ” lovgivnings kode, med hvilken den sameksisterer; det er den eneste sande kode, det eneste basis for forpligtelse. For at være legitim må al magt derfor hvile alene på de der nyder Allah´s myndighed på basis af hans åbenbarede vilje – og så længe både europæere og amerikanere er vantro, er de illegitime. Så hvordan kan en selverklæret hengiven muslim tage eden, og forvente at vi andre skal tro, det er gjort i god tro? Fordi muslimen praktiserer taqiyya, kunsten med overlæg at lyve, der blev indviet af Muhammed for at hjælpe til at destabilisere eller underminere ikke-muslimske samfund, der snart var modne til en snert jihad.
De der prædiker eller promoverer jihad, eller advokerer for introduceringen af sharia, kan eller skal behandles på præcis samme måde som tilhængere af andre totalitære ideologier blev behandlet i den frie verden under Anden Verdenskrig. Det vil blive en lang og hård kamp for at åbne lovgivernes øjne for, at Islam i sig selv er en radikal, revolutionær ideologi med indbygget forræderi og fjendtlig overfor vestlige værdier og institutioner, men det kan lade sig gøre. Andre nødvendige tiltag vil derefter følge, men for det formål bør anti-jihadister allerede på nuværende tidspunkt begynde at artikulere og advokere for dem:
Søg uigennemtrængelige grænser: At forhindre illegal immigration er i sig selv et ønskværdigt mål; i forbindelse med standsningen af terrorister er det påkrævet. Ingen anti-jihadistisk strategi er mulig uden komplet fysisk kontrol med grænserne. Dette er et emne flertallet af vælgerne i hvert eneste vestligt land– til den venstreorienterede elites store ærgrelse, vil være enig . Anti-jihadister burde insistere på, at al illegal immigration er en stor sikkerhedsrisiko, og at dette burde, og skulle, være emne for lovens bogstav, og ikke for ”menneskerettighedsforkæmperes” selvmordsdiktat.
Kræv påbudt samarbejde fra statsinstitutioner på alle niveauer i identificeringen, registreringen og pågribelsen af illegale immigranter, og i assisteringen af deres deportation – begyndende med dem fra nationer og grupper der er en terroristisk sikkerhedsrisiko. Det er et sært fænomen på forskellige niveauer i statsadministrationen i de fleste vestlige lande (eksempelvis velfærdsmyndigheder og socialarbejdere) og lovhåndhævere (eksempelvis politistyrker i store byer), at man møder forskellige niveauer af tolerance, og endog tilskyndelse , til illegale invandreres fortsatte tilstedeværelse i samfundet. Igen, dette krav om simpel overholdelse af loven fra skattefinansierede offentlige myndigheder, ville være politisk populær.
Kassér den irrationelle bandlysning af ”profilering”: Ikke alle muslimer er terrorister, selvfølgelig, men alle transnationale terroristitiske netværk der truer vestlige landes nationale sikkerhed og livsmåde består af muslimer. Tiden er kommet til at acceptere ”profilering” baseret på, at en persons fremtræden, oprindelse og tilsyneladende overbevisninger er et essentielt redskab som lovredskab i håndhævelsen af krigen mod terrorisme. Bare spørg israelerne!
Gør islamiske centres arbejde til emne for lovmæssige reguleringer og sikkerhedsopsyn: Over hele den vestlige verden har islamiske centre fungeret som platforme for tilskyndelse af de trofaste tilhængere til støtte af sager, og engagement i handlinger der er moralsk forkastelige, strafbare efter loven og skadelig for værtslandets sikkerhed. De har fungeret som hjemsted for lovløse og tilbudt rekruttering for lederne.
Behandl tilknytning til islamisk aktivisme som grundlag for afvisning eller annullering af ethvert niveau af sikkerhedsgodkendelse. En sådan tilknytning er uforenelig med kravene om personlig deltagelse, patriotisk loyalitet og ubetvivlelig pålidelighed, der er essentiel i militæret, hos lovhåndhæverne, efterretningtjenesten og andre relaterede grene af regeringen (eksempelvis immigrationskontrol og lufthavnssikkerhed). Tilstedeværelsen af enhver praktiserende muslim i nogen af disse institutioner, ville repræsentere en indbygget risiko for integriteten, og ville underminere moralen.
Accepten af disse forslag ville repræsentere en ny begyndelse i anlæggelsen af et langsigtet forsvar. De foreslåede tiltag erkender, at vi er i en ideologisk og idémæssig krig, om vi vil det eller ej, og uanset hvor lidt vi bryder os om dette faktum. De reflekterer kampens alvor. Denne krig udkæmpes fra islamisk side på den fundamentale betingelse, at Vesten hænger i det yderste af neglene. Succesen af af den demokratiske nedslagtning af Europa fremmaner billedet at ” en slikbutik med en smadret lås”, og dette billede forstærkes af historiske beviser om, at civilisationer der mister deres vilje til selvopretholdelse, er i fare.
Ovenstående forslag er ikke alene pragmatiske, de er moralsk retfærdige. De vil fremkalde anklager om ”diskrimination” fra eliteklassens selvhadende segmenter, til trods for at denne mærkat ikke er anvendelig. Målrettet at screene, supervisere og ekskludere på basis af gener, ville helt sikkert være diskriminerende, men at gøre dette grundet overbevisninger, idéer, intentioner, handlinger og intentioner er retfærdiggjorte og nødvendige. Ortodokse islamiske overbevisninger, idéer og intentioner udgør en trussel mod den europæiske civilisation, kultur og livsmåde.
Eliteklassen afviser selvfølgelig denne diagnose, men blandt fornuftige, velinformerede borgere, må debatten udføres i omstændigheder frigjorte fra eliteklassens bindinger. Geert Wilders viser helt sikkert vejen. Vi bør handle i overensstemmelse med dette, og aldrig nogensinde være bange for at at skabe kontroverser, som eksempelvis at blive emne for truslen om retsforfølgelse af den neoliberale stat – eller dødstrusler fra dem den neoliberale stat fortsat beskytter, til skade for dens egne borgere.
Det voldte ikke vestlige ledere kvaler omkring kommunismens sande natur under luftbroen i 1949, eller i Korea i 1950. De handlede med alle tænkelige midler effektivt for at inddæmme den. Jep, dengang havde vi en legion af Moskva apologeter, karaktervidner, muldvarper og medløbere, der forsikrede om, at ”kammeraterne” ikke ønskede andet end social retfærdighed i hjemlandet og fredfyldt sameksistens med udlandet. De havde faste fremtrædende ansættelser i prestigefyldte universiteter, og dominerede alle de smarte saloner fra London og paris til New York. De bortforklarede og retfærdiggjorte modsigelser og forfærdende voldelige implikationer af kildeteksten fra Marx og Lenin. De bortforklarede og retfærdiggjorte de forfærdende frugter: revolutionens blodbad, hungersnødens folkemord, paraderetssager og udrensninger, mordene på millioner af uskyldige i Gulag, pakten med Hitler, hele baduljen.
I dag fungerer deres åndelige politiske, akademiske og mediemæssige arvtagere som Islam´s apologeter, karaktervidner og medløbere. De benægter hårdnakket og bortforklarer, med samme skolastiske sofistikerethed og moralske fordærv, de mørke voldelige implikationer af kildeteksten, Koranen og Hadith, Muhammed´s dybt modløshedsskabende karriere, og århundreders erobringer, krige, nedslagtninger, underkastelser, undergang uden fald, åndelig og materiel armod og morderisk fanatisme.
For omkring firs år siden publicerede Julien Benda sin tirade mod sin tids intellektuelle korruption, ”The Treason of the Intellectuals”. I generationer før det tyvende århundrede skrev Benda, at medlemmer af den vestlige intellektuelle elite sikrede sig, at ”menneskeheden handlede ondt, men ærede det gode”. Elitens forræderi opstod, da de opgav promoveringen af vedvarende civilisationsværdier til fordel for kortsigtede politiske præferencer. Benda skrev på et tidspunkt, hvor fascismen, nazismen og bolsjevismen dominerede den europæiske scene. I dag tager eliteklassens forræderi en anden form. Den opretholder de antageligt universelle multikulturelle værdier, inkludering og anti-diskrimination, til skade for vor civilisations særlige værdier og alle dens frugter. Eliteklassens tilbøjelighed til forræderi mod vor kultur forbliver dog den samme.
Det faktum at almindelige mennesker ikke er klar over problemets omfang, arbejder til fordel for folk som Solana, Soros, Blair og Hillary Clinton. Deres idéer, der for et par generationer siden ville have været dømt excentriske eller sindssyge, styrer de euro-amerikanske hovedstrømninger. Kun et samfund vænnet til konceptet om åbne grænser kan uden at blinke fortælles, at Islam er god eller tolerant, at ”vi i århundreder har været slemme og ukærlige overfor Islam – husk Korstogene – og at ”terrorisme” må forstås og behandles gennem social terapi, der er uafhængig af Islam´s lære og praktik.
Ved roden af dette ”hjemmets ubehag” findes opfattelsen af, at lande ikke tilhører folket, der i generationer har beboet dem, men de der tilfældigvis i ethvert givet øjeblik befinder sig indenfor landets grænser – uanset kultur, attitude eller intentioner. Den resulterende blanding af gensidigt usammenføjelige multituder skulle angiveligt være en velsignelse, der beriger et ellers goldt og monotont samfund.
En yderligere skadelig vildfarelse er det diktat, at vi ikke bør føle et særligt bånd til noget bestemt land, nation, race eller kultur, men overføre vore præferencer til hele verden, ditto menneskeheden. Sådanne opfattelser er blevet internaliserede af eliteklassen i Amerika og Vesteuropa til det punkt, hvor de aktivt støtter islamisk terrorisme. I Amerika har processen været undervejs i årtier. I 1999 følte daværende viceudenrigsminister Strobe Talbott sig klar til at erklære, at U.S.A. muligvis ikke eksisterer ”i sin nuværende form” i det 21. århundrede, da selve konceptet om nationer – her og over hele verden – vil være erklæret forældet.
En generation tidligere ville en sådan ytring fra en overordnet regeringstalsmand have forårsaget en skandale. I begyndelsen af det 21. århundrede bekymrer sådanne erklæringer kun de usofistikerede, der antager, at formålet med det Dr. Talbott beskæftiger sig med i Udenrigsministeriet, er at sikre overlevelsen, sikkerheden og velstanden i U.S.A. indenfor det internationale system, mere end den eventuelle annektering af systemet. Men dette var en jubelprofeti, ikke et uafhængigt anslag. Det ideologiske grundlag for Talbott´s overbevisning blev tørt erklæret: ”Alle lande er grundlæggende sociale arrangementer, tilpasninger til ændringer i omstændigheder. Uanset hvor permanent eller endog helligt noget på noget tidspunkt kan synes, så er de faktisk kunstige og midlertidige”. For medlemmerne af hans klasse er alle lande intet andet end flygtige, virtuelle fænomener. At bære følelsesmæssigt tilhørsforhold til nogle af disse, er irrationelt, og at risikere livet for deres skyld, er absurd.
Den vestlige eliteklasses manglende vilje til at beskytte de nationer de lever i mod jihadistisk infiltration, er historiens største forræderi. Denne opfattelse er rodfæstet i et sind der yngler den påstand, at ”magt ikke er svaret” mod terrorisme, at ”profilering” er ondt, og at åbne grænser er godt, at ”sand” Islam er fredfyldt og at Vesten er ond. Indehaverne af sådanne påstande tilhører en kultur, der har mistet sin forbindelse med naturen, historien og samfundet. I mellemtiden fortsætter , takket være dem, den stille nedslagtning fortsat usvækket over Gibraltarstrædet, gennem JFK og O´Hare, Heathrow og Schipol. Langt fra fremmende mangfoldigheden truer dette med at påføre en lammende énshed, og udslette identiteten hos befolkninger, at deformere deres særlige karakter og unikhed.
Samfundet, den virkelige nation, er stadig derude, i Nordamerika og Europa, arbejdende og betalende skat, grinende og bærende over med det. Når det fortælles om Islam´s ”fred og tolerance”, mumler det om nogens stupiditet og utilstrækkelighed, men mistænker stadig ikke direkte forræderi. Forræderne promoverer i mellemtiden en ideologi af universelle menneskelige værdier, en fælleskultur for verden. De er muligvis ikke engang klar over, at de støtter Islam. Til trods for alle tilsyneladende forskelle, deler de med mullaherne, sheikerne og imamerne begæret efter en monistisk ”Én Verden”. De længes begge efter Talbott´s ”Én Global Myndighed”, postnational og tilsyneladende standardiseret, et Umma under et smart sekulært navn.
De amerikanere og europæere der elsker deres lande og nationer mere end nogen andre, og sætter deres familier og naboer før alt andet, er normale folk. De der fortæller dem, at deres tilknytning burde være global, og at deres land og naboer tilhører hele verden, er syge og onde. De er vore fjender og jihadisternes objektivt uundværlige allierede.
Eliteklassens rodløse, arrogante, kynisk manipulation, har alle intentioner om at fortsætte ”kampen” mod krigen mod terrorisme, uden at navngive fjenden, uden at afsløre overbevisningen, uden at afmaske intentionerne, uden at støde de medsammensvorne, uden at udstøde femte kolonne og uden nogensinde at turde vinde kampen.
Det er op til de millioner af normale europæere og deres amerikanske ”familie” at standse dette vanvid. Forræderklassen ønsker at befolkningerne skal dele deres dødsønske, at selvudslette sig selv som et folk med en historisk hukommelse og kulturel identitet, og gøre plads for det posthumane, monistiske Utopia, fremstødt af jihadisternes femte kolonne.
Forbrydelsen kan og skal standses. Amerika´s grundlæggere omstyrtede den koloniale regering, for forseelser der var langt mindre, end dem forræderklassen gør sig skyldig i.
Lad os derfor begynde med at specificere vore politiske anbefalinger, omkring det komplekse og følelsesmæssigt højspændte emne ”menneskerettigheder” kontra national sikkerhed.
I stedet for med det samme at søge at bandlyse al muslimsk immigration, hvilket ikke i øjeblikket er et realistisk mål, skulle vestlige anti-jihadister i deres hjemlande føre kampagne for ændringer i immigrationslovgivningen, så den inkluderer klausuler, der ville ekskludere islamiske aktivister før de ankom, og fik dem deporterede, hvis de allerede infiltrerede landet.
Disse krav må gøres acceptable og attraktive for et bredt tværsnit af vælgerskaren uanset politiske eller ideologiske præferencer. Derfor bør der fokuseres på truslen fra den islamiske aktivist mod selve de neoliberale værdier:
Diskrimination mod andre religioner (med særlig vægt på det tiltagende europæiske fænomen af islamisk anti-semitisme), verdenssyn (inklusive ateisme) og livsmåder.
Diskrimination og vold mod kvinder (særligt koner og ”ulydige døtre”)
Diskrimination og vold mod homoseksuelle
Trusler om vold i en hvilken som helst form og for en hvilken som helst angivelig ”forseelse” eller ”fornærmelse” (eksempelvis tegninger, dokumentarfilm eller bøger)
Undskyldninger eller retfærdiggørelser for noget af oven stående
Det er afgørende at fokusere på selve de afskyelige handlinger, og derefter trække en direkte linie til befalingerne i Islam´s tekster og dens grundlægger, mere end at gøre det omvendte, som nogle velmenende men politisk mindre velfunderede anti-jihadistiske aktivister gør.
Denne definition af islamisk aktivisme ville være et stort skridt i retningen af at afholde faktiske eller potentielle jihadister fra fodfæste i Europa og resten af Vesten. I U.S.A. leveres den brede model af den gamle Immigration and National Act fra 1952, der giver mandat til eksklusion eller deportation af fremmede, der er engagerede i, eller har til hensigt, at være engageret i aktiviteter der er skadelige for offentlige interesser eller undergraver national sikkerhed. Ideologiske grunde til deportation var lovgivet indtil 1990. Efter den russiske revolution blev fremmede kommunister udpegede til deportation. Alene på én nat i januar 1920 blev mere end 2.500 ”fremmede radikale” anholdt i 33 byer landet over, og deporteret til deres oprindelseslande.
Jeg vil påstå, at alle vestlige lande har brug for love, der vil behandle alle naturaliserede borgere eller residerende fremmede med et islamistisk verdenssyn som ekskluderingsværdige - af politiske årsager, mere end religiøse årsager. Det er politisk gennemførligt at artikulere det krav, at borgerskab af demokratiske vestlige samfund bør nægtes alle islamistiske aktivister.
I U.S.A. skal alle fremmede, der bliver naturaliserede, erklære edsvorent, ”at jeg helt og aldeles afsværger og opgiver alle alliancer og troskaber mod fremmed magter, potentater, stater eller dømmer af hvem eller hvilke jeg tidligere har været underlagt eller haft borgerskab i forbindelse med; at jeg vil støtte og forsvare konstitutionen og lovene i U.S.A. mod alle fjender, udenlandske eller hjemlige”.
For en muslim i god tro at acceptere ovenstående, og særligt at denne accepterer et ”vantro”, altså ikke-muslimsk dokument eller lov som kilde til højeste loyalitet, er et frafald par excellence, straf bart med døden under islamisk lov. Sharia, for en muslim, er ikke en tilføjelse til den ”sekulære ” lovgivnings kode, med hvilken den sameksisterer; det er den eneste sande kode, det eneste basis for forpligtelse. For at være legitim må al magt derfor hvile alene på de der nyder Allah´s myndighed på basis af hans åbenbarede vilje – og så længe både europæere og amerikanere er vantro, er de illegitime. Så hvordan kan en selverklæret hengiven muslim tage eden, og forvente at vi andre skal tro, det er gjort i god tro? Fordi muslimen praktiserer taqiyya, kunsten med overlæg at lyve, der blev indviet af Muhammed for at hjælpe til at destabilisere eller underminere ikke-muslimske samfund, der snart var modne til en snert jihad.
De der prædiker eller promoverer jihad, eller advokerer for introduceringen af sharia, kan eller skal behandles på præcis samme måde som tilhængere af andre totalitære ideologier blev behandlet i den frie verden under Anden Verdenskrig. Det vil blive en lang og hård kamp for at åbne lovgivernes øjne for, at Islam i sig selv er en radikal, revolutionær ideologi med indbygget forræderi og fjendtlig overfor vestlige værdier og institutioner, men det kan lade sig gøre. Andre nødvendige tiltag vil derefter følge, men for det formål bør anti-jihadister allerede på nuværende tidspunkt begynde at artikulere og advokere for dem:
Søg uigennemtrængelige grænser: At forhindre illegal immigration er i sig selv et ønskværdigt mål; i forbindelse med standsningen af terrorister er det påkrævet. Ingen anti-jihadistisk strategi er mulig uden komplet fysisk kontrol med grænserne. Dette er et emne flertallet af vælgerne i hvert eneste vestligt land– til den venstreorienterede elites store ærgrelse, vil være enig . Anti-jihadister burde insistere på, at al illegal immigration er en stor sikkerhedsrisiko, og at dette burde, og skulle, være emne for lovens bogstav, og ikke for ”menneskerettighedsforkæmperes” selvmordsdiktat.
Kræv påbudt samarbejde fra statsinstitutioner på alle niveauer i identificeringen, registreringen og pågribelsen af illegale immigranter, og i assisteringen af deres deportation – begyndende med dem fra nationer og grupper der er en terroristisk sikkerhedsrisiko. Det er et sært fænomen på forskellige niveauer i statsadministrationen i de fleste vestlige lande (eksempelvis velfærdsmyndigheder og socialarbejdere) og lovhåndhævere (eksempelvis politistyrker i store byer), at man møder forskellige niveauer af tolerance, og endog tilskyndelse , til illegale invandreres fortsatte tilstedeværelse i samfundet. Igen, dette krav om simpel overholdelse af loven fra skattefinansierede offentlige myndigheder, ville være politisk populær.
Kassér den irrationelle bandlysning af ”profilering”: Ikke alle muslimer er terrorister, selvfølgelig, men alle transnationale terroristitiske netværk der truer vestlige landes nationale sikkerhed og livsmåde består af muslimer. Tiden er kommet til at acceptere ”profilering” baseret på, at en persons fremtræden, oprindelse og tilsyneladende overbevisninger er et essentielt redskab som lovredskab i håndhævelsen af krigen mod terrorisme. Bare spørg israelerne!
Gør islamiske centres arbejde til emne for lovmæssige reguleringer og sikkerhedsopsyn: Over hele den vestlige verden har islamiske centre fungeret som platforme for tilskyndelse af de trofaste tilhængere til støtte af sager, og engagement i handlinger der er moralsk forkastelige, strafbare efter loven og skadelig for værtslandets sikkerhed. De har fungeret som hjemsted for lovløse og tilbudt rekruttering for lederne.
Behandl tilknytning til islamisk aktivisme som grundlag for afvisning eller annullering af ethvert niveau af sikkerhedsgodkendelse. En sådan tilknytning er uforenelig med kravene om personlig deltagelse, patriotisk loyalitet og ubetvivlelig pålidelighed, der er essentiel i militæret, hos lovhåndhæverne, efterretningtjenesten og andre relaterede grene af regeringen (eksempelvis immigrationskontrol og lufthavnssikkerhed). Tilstedeværelsen af enhver praktiserende muslim i nogen af disse institutioner, ville repræsentere en indbygget risiko for integriteten, og ville underminere moralen.
Accepten af disse forslag ville repræsentere en ny begyndelse i anlæggelsen af et langsigtet forsvar. De foreslåede tiltag erkender, at vi er i en ideologisk og idémæssig krig, om vi vil det eller ej, og uanset hvor lidt vi bryder os om dette faktum. De reflekterer kampens alvor. Denne krig udkæmpes fra islamisk side på den fundamentale betingelse, at Vesten hænger i det yderste af neglene. Succesen af af den demokratiske nedslagtning af Europa fremmaner billedet at ” en slikbutik med en smadret lås”, og dette billede forstærkes af historiske beviser om, at civilisationer der mister deres vilje til selvopretholdelse, er i fare.
Ovenstående forslag er ikke alene pragmatiske, de er moralsk retfærdige. De vil fremkalde anklager om ”diskrimination” fra eliteklassens selvhadende segmenter, til trods for at denne mærkat ikke er anvendelig. Målrettet at screene, supervisere og ekskludere på basis af gener, ville helt sikkert være diskriminerende, men at gøre dette grundet overbevisninger, idéer, intentioner, handlinger og intentioner er retfærdiggjorte og nødvendige. Ortodokse islamiske overbevisninger, idéer og intentioner udgør en trussel mod den europæiske civilisation, kultur og livsmåde.
Eliteklassen afviser selvfølgelig denne diagnose, men blandt fornuftige, velinformerede borgere, må debatten udføres i omstændigheder frigjorte fra eliteklassens bindinger. Geert Wilders viser helt sikkert vejen. Vi bør handle i overensstemmelse med dette, og aldrig nogensinde være bange for at at skabe kontroverser, som eksempelvis at blive emne for truslen om retsforfølgelse af den neoliberale stat – eller dødstrusler fra dem den neoliberale stat fortsat beskytter, til skade for dens egne borgere.
Det voldte ikke vestlige ledere kvaler omkring kommunismens sande natur under luftbroen i 1949, eller i Korea i 1950. De handlede med alle tænkelige midler effektivt for at inddæmme den. Jep, dengang havde vi en legion af Moskva apologeter, karaktervidner, muldvarper og medløbere, der forsikrede om, at ”kammeraterne” ikke ønskede andet end social retfærdighed i hjemlandet og fredfyldt sameksistens med udlandet. De havde faste fremtrædende ansættelser i prestigefyldte universiteter, og dominerede alle de smarte saloner fra London og paris til New York. De bortforklarede og retfærdiggjorte modsigelser og forfærdende voldelige implikationer af kildeteksten fra Marx og Lenin. De bortforklarede og retfærdiggjorte de forfærdende frugter: revolutionens blodbad, hungersnødens folkemord, paraderetssager og udrensninger, mordene på millioner af uskyldige i Gulag, pakten med Hitler, hele baduljen.
I dag fungerer deres åndelige politiske, akademiske og mediemæssige arvtagere som Islam´s apologeter, karaktervidner og medløbere. De benægter hårdnakket og bortforklarer, med samme skolastiske sofistikerethed og moralske fordærv, de mørke voldelige implikationer af kildeteksten, Koranen og Hadith, Muhammed´s dybt modløshedsskabende karriere, og århundreders erobringer, krige, nedslagtninger, underkastelser, undergang uden fald, åndelig og materiel armod og morderisk fanatisme.
For omkring firs år siden publicerede Julien Benda sin tirade mod sin tids intellektuelle korruption, ”The Treason of the Intellectuals”. I generationer før det tyvende århundrede skrev Benda, at medlemmer af den vestlige intellektuelle elite sikrede sig, at ”menneskeheden handlede ondt, men ærede det gode”. Elitens forræderi opstod, da de opgav promoveringen af vedvarende civilisationsværdier til fordel for kortsigtede politiske præferencer. Benda skrev på et tidspunkt, hvor fascismen, nazismen og bolsjevismen dominerede den europæiske scene. I dag tager eliteklassens forræderi en anden form. Den opretholder de antageligt universelle multikulturelle værdier, inkludering og anti-diskrimination, til skade for vor civilisations særlige værdier og alle dens frugter. Eliteklassens tilbøjelighed til forræderi mod vor kultur forbliver dog den samme.
Det faktum at almindelige mennesker ikke er klar over problemets omfang, arbejder til fordel for folk som Solana, Soros, Blair og Hillary Clinton. Deres idéer, der for et par generationer siden ville have været dømt excentriske eller sindssyge, styrer de euro-amerikanske hovedstrømninger. Kun et samfund vænnet til konceptet om åbne grænser kan uden at blinke fortælles, at Islam er god eller tolerant, at ”vi i århundreder har været slemme og ukærlige overfor Islam – husk Korstogene – og at ”terrorisme” må forstås og behandles gennem social terapi, der er uafhængig af Islam´s lære og praktik.
Ved roden af dette ”hjemmets ubehag” findes opfattelsen af, at lande ikke tilhører folket, der i generationer har beboet dem, men de der tilfældigvis i ethvert givet øjeblik befinder sig indenfor landets grænser – uanset kultur, attitude eller intentioner. Den resulterende blanding af gensidigt usammenføjelige multituder skulle angiveligt være en velsignelse, der beriger et ellers goldt og monotont samfund.
En yderligere skadelig vildfarelse er det diktat, at vi ikke bør føle et særligt bånd til noget bestemt land, nation, race eller kultur, men overføre vore præferencer til hele verden, ditto menneskeheden. Sådanne opfattelser er blevet internaliserede af eliteklassen i Amerika og Vesteuropa til det punkt, hvor de aktivt støtter islamisk terrorisme. I Amerika har processen været undervejs i årtier. I 1999 følte daværende viceudenrigsminister Strobe Talbott sig klar til at erklære, at U.S.A. muligvis ikke eksisterer ”i sin nuværende form” i det 21. århundrede, da selve konceptet om nationer – her og over hele verden – vil være erklæret forældet.
En generation tidligere ville en sådan ytring fra en overordnet regeringstalsmand have forårsaget en skandale. I begyndelsen af det 21. århundrede bekymrer sådanne erklæringer kun de usofistikerede, der antager, at formålet med det Dr. Talbott beskæftiger sig med i Udenrigsministeriet, er at sikre overlevelsen, sikkerheden og velstanden i U.S.A. indenfor det internationale system, mere end den eventuelle annektering af systemet. Men dette var en jubelprofeti, ikke et uafhængigt anslag. Det ideologiske grundlag for Talbott´s overbevisning blev tørt erklæret: ”Alle lande er grundlæggende sociale arrangementer, tilpasninger til ændringer i omstændigheder. Uanset hvor permanent eller endog helligt noget på noget tidspunkt kan synes, så er de faktisk kunstige og midlertidige”. For medlemmerne af hans klasse er alle lande intet andet end flygtige, virtuelle fænomener. At bære følelsesmæssigt tilhørsforhold til nogle af disse, er irrationelt, og at risikere livet for deres skyld, er absurd.
Den vestlige eliteklasses manglende vilje til at beskytte de nationer de lever i mod jihadistisk infiltration, er historiens største forræderi. Denne opfattelse er rodfæstet i et sind der yngler den påstand, at ”magt ikke er svaret” mod terrorisme, at ”profilering” er ondt, og at åbne grænser er godt, at ”sand” Islam er fredfyldt og at Vesten er ond. Indehaverne af sådanne påstande tilhører en kultur, der har mistet sin forbindelse med naturen, historien og samfundet. I mellemtiden fortsætter , takket være dem, den stille nedslagtning fortsat usvækket over Gibraltarstrædet, gennem JFK og O´Hare, Heathrow og Schipol. Langt fra fremmende mangfoldigheden truer dette med at påføre en lammende énshed, og udslette identiteten hos befolkninger, at deformere deres særlige karakter og unikhed.
Samfundet, den virkelige nation, er stadig derude, i Nordamerika og Europa, arbejdende og betalende skat, grinende og bærende over med det. Når det fortælles om Islam´s ”fred og tolerance”, mumler det om nogens stupiditet og utilstrækkelighed, men mistænker stadig ikke direkte forræderi. Forræderne promoverer i mellemtiden en ideologi af universelle menneskelige værdier, en fælleskultur for verden. De er muligvis ikke engang klar over, at de støtter Islam. Til trods for alle tilsyneladende forskelle, deler de med mullaherne, sheikerne og imamerne begæret efter en monistisk ”Én Verden”. De længes begge efter Talbott´s ”Én Global Myndighed”, postnational og tilsyneladende standardiseret, et Umma under et smart sekulært navn.
De amerikanere og europæere der elsker deres lande og nationer mere end nogen andre, og sætter deres familier og naboer før alt andet, er normale folk. De der fortæller dem, at deres tilknytning burde være global, og at deres land og naboer tilhører hele verden, er syge og onde. De er vore fjender og jihadisternes objektivt uundværlige allierede.
Eliteklassens rodløse, arrogante, kynisk manipulation, har alle intentioner om at fortsætte ”kampen” mod krigen mod terrorisme, uden at navngive fjenden, uden at afsløre overbevisningen, uden at afmaske intentionerne, uden at støde de medsammensvorne, uden at udstøde femte kolonne og uden nogensinde at turde vinde kampen.
Det er op til de millioner af normale europæere og deres amerikanske ”familie” at standse dette vanvid. Forræderklassen ønsker at befolkningerne skal dele deres dødsønske, at selvudslette sig selv som et folk med en historisk hukommelse og kulturel identitet, og gøre plads for det posthumane, monistiske Utopia, fremstødt af jihadisternes femte kolonne.
Forbrydelsen kan og skal standses. Amerika´s grundlæggere omstyrtede den koloniale regering, for forseelser der var langt mindre, end dem forræderklassen gør sig skyldig i.
