Brokkekultur skal ikke kunne betale sig

Vi lever i en brokkekultur hvor de der modtager fra andre tillader sig at brokke sig. Særligt vanskeligt havde jeg det med en studerende der gik under navnet fattig Sofie. Jeg har også været studerende engang og dengang sagde vi, at det var en livsfase og vi havde det jo meget godt og fik det kun bedre. Vi levede i nutiden og vidste at fremtiden blev bedre, økonomisk set. Så er det til at bære et afsavn for en periode. Vi vidste også at de sociale klasser reproduceres i uddannelsessystemet og talte om, at kun 2 % fra social klasse 5, den laveste i stratifikationsanalyserne dengang, gik på universitetet. Ca. 50 % af de unge mennesker kom fra socialklasse 5, som var klassen af voksne uden uddannelse.

Men Fattig Sofie skal ikke brokke sig, men skamme sig. I det hele taget skal man ikke brokke sig uden en god grund og så skal man gøre det taktisk, måske endda strategisk.

Dem der brokker eller beklager sig sjældent, skal man netop høre ekstra meget på. Lidt ligesom når den svenske tennisspiller Steffen Edberg en meget sjælden gang gik til dommeren og erklærede sig uenig i kendelsen. De forskellige dommere vidste hver gang det skete (ikke ofte og kun i betydningsfulde kampe og øjeblikke), at Edberg havde ret og liniedommeren begået en fejl og dommeren overset fejlen. Og at der jo ikke kunne gøres noget ved det. Alle på Center Court vidste, at der var sket fejl. Det er vinderens stil at lade være med at brokke sig, men selv tage affære og bare vinde de næste mange bolde. Og man brokker sig kun hvis der virkelig er grund til det og man kan opnå noget ved det. Ikke i forhold til den aktuelle situation og bortdømte bold og fejlkendelse, men på længere sigt. Og selv om der er grund til at gøre indsigelser og beklagelser, lader man ofte være og vælger sig i stedet sine øjeblikke at sætte anken/kritikken ind og beklage sig. Vindere er pr. natur taktikere og strateger. Det er brokkehoveder ikke. De tænker kortsigtet og på egen magelighed. En sådan indstilling går man ikke langt på literen med. Vindere har kun respekt for dem der kan klare det lange seje træk. Vindere har kun respekt for dem der tager kampen op. Ikke for nogle der brokker sig uden grund.

Og for resten var Fattig Sofies indlæg på pol.dk det mest kommenterede indlæg nogensinde på sitet. Så noget opnåede hun dog. Måske var hun helst fri for oplevelsen, dengang i januar 2012? Vi er på vej væk fra den universelle velfærdsstat over mod at den kun skal gælde for værdigt trængende. Sådan var det også engang. Det vil i nutiden betyde at differentiere ydelserne.  Fattig Sofie var overrasket over at hendes indlæg nåede Politikens debatsider, da det ikke var, med hendes egne ord, kontroversielt. Det var det og folk stod på nakken af hinanden til at skrive og sige at hun skulle tage sig sammen og være taknemmelig. Hun havde læst folkestemningen, i kølvandet på Fattig Karina sagen – dårligt, må man sige. For at opfriske hukommelsen: Fattig Sofie skrev bl.a. om at hun ikke have råd til at tage til juleafslutningen på RUC……… Eller råd til p-piller!!!

Mit indlæg giver fornemmelsen af, at alle studerende er som Fattig Sofie og spiller offerrollen til en oscarstatuette. Sådan er de studerende ikke, generelt. Ikke på de højere læreanstalter og det er nok derfor den bedre middelklasse og overklassen reproduceres. Fordi man har lært at bestille noget og bruge tiden på andet end at brokke sig og på sine forældre kan se at det giver nogle goder og glæder i livet at tage hænderne op af lommerne.

Som studerende har man adgang til gratis uddannelse, SU og favorable lån. Og rabatordninger. Det anfægter jeg ikke, men man skal huske at en gratis uddannelse jo ikke er gratis, nogle betaler.