Børn risikerer forgiftning af e-juice - Indland

E-juice er dødsensfarlig for børn

_slettet_bruger_350

11/05/2014

E-juice er dødsensfarlig for børn. Hvis man læser artiklen, er det nu kun dødsensfarligt for småbørn. Men hvad er det for en gang nonsens? Der er ufattelig mange dødsensfarlige ting i et hjem. Særligt for småbørn. Prøv at lade et småbarn spise en pakke smør eller blot et par spiseskefulde salt. Eller hvad med en halv flaske whiskey? Klorin? Universalrengøringsmiddel? Eller de omkring 917 forskellige objekter som et barn kan sluge, der sætter sig fast i halsen? Et fald ned af kældertrappen er heller ikke sagen. Badeværelset er i særdeleshed farligt. Man kan falde og slå hovedet overalt og endda drukne i badebarret. I køkkenet falder kogende/brændende mad ofte ned over børn og der er skarpe knive overalt. 
 

Det har taget hele to journalister at skrive denne artikel i et tidligere liberalt dagblad. Sad de mon i en cirkel og flettede tæer under denne intellektuelle underperformance? Målet er naturligvis klart. Der kommet en ny substans til lands, der provokerer de bedrevidende ignoranter og puritanerne. Det irriterer lovfascisterne grænseløst, at der nu er en måde at omgå det kommende totale rygeforbud.

Artiklen er naturligvis blot en forberedelse til få forbudt denne e-juice. Lovgiverne er ekstatiske - inden for kort tid bliver nikotin sikkert sat i klasse med kokain og heroin. Dette på trods af f.eks. en overlæge der påpegede, at vel kan e-cigaretter være skadelige. Men de er langt mindre skadelige end rigtige cigaretter.

Propagandaen i Jyllandsposten er rettet mod tryghedsnarkomanerne. Specifikt her naturligvis mødre og kastrerede mænd.

Man kunne som et alternativ til forbud måske tiltro forældre selv at vurdere, hvad der er farligt eller ej! Mon ikke forældrene selv evner at beskytte deres børn? Det indebære naturligvis at holde skadelige substanser væk fra småbørns rækkevidde, og når de er større at forklare og vise, hvad der er farligt.

Faktisk vil jeg påstå, at det er farligst og fordummende at overbeskytte. Livet er nemlig dødsensfarligt. Alle - uden undtagelse - dør af det.

PS. Jeg har aldrig røget selv og ville end ikke overveje at indtage e-juice.