Man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden. Men det er lige præcis dét, som det borgerlige Danmark forsøger i dag. Regeringen bruger simpelthen sin magt til at fedtspille.
Venstre og De Konservative vil bevare velfærdssamfundet, men partierne tør ikke sige til borgerne, at vi ikke har råd til at fastholde det nuværende serviceniveau, og at forventningerne må ned efter et årti med konstant vækst i antallet af offentlige ansatte.
De to regeringspartier kan heller ikke blive enige om at sige til borgerne, at nu er det slut med, at raske og velfungerende danskere skal gå på offentlig forsørgelse (efterløn), når de er 60 år. Dels fordi vi mangler arbejdskraften, og dels fordi det er alt for dyrt at give offentlige ydelser som tak for passivitet, når vi har brug for det modsatte.
Vi hører igen og igen på Christiansborg: Jo, der er sandelig brug for reformer - bare ikke lige nu. Tidligere var det det økonomiske opsving, der var undskyldningen. Nu er det den økonomiske nedtur, der bliver brugt som figenblad.
Går vi til klimadebatten, ser vi samme fedtspilleri. Hvorfor lade som om, at man kan føre en såkaldt ”grøn klimapolitik”, uden at det koster noget? Vi kan ikke brandbeskatte bilerne og mindske mobiliteten på arbejdsmarkedet, samtidig med at vi gerne vil have økonomisk vækst (nu er ideen om road pricing omsider afsløret som blændværk). Vi kan ikke bilde borgerne ind, at vi ”bare” kan erstatte kul, olie og naturgas med vind og sol og jordvarme, som er ustabilt og dyrt.
Vi kan heller ikke i længden bilde folk ind, at den globaliserede verdens krav om internationalt udsyn og tolerance over for andre nationaliteter kan gå hånd i hånd med Dansk Folkepartis forknytte og indelukkede menneskesyn. Men alligevel lægger Venstre og De Konservative sig pladask op af denne dagsorden - i stedet for at melde fra og sige: Skal vi udvikle os som samfund, så skal vi hoppe ud af andedammen. Man kan ikke bruge alt sin energi på at diskutere burkaer, knive og kamphunde for at tækkes Dansk Folkeparti, samtidig med at den økonomiske krise vælter ind over den almindelige dansker.
Jeg tror, at mange meget hellere vil have ren besked. Sig det, som det er. Vi skal stramme livremmen ind i de kommende år, og vi skal til at arbejde noget mere – os, der har ressourcer til det. Vi er nødt til at inddrage kernekraft, hvis vi vil af med de fossile brændstoffer og samtidig have stabil og sikker energi.
Vi er nødt til at sætte Dansk Folkeparti stolen for døren. De har ingen andre steder at gå hen. Folk er trætte af Langballes ulidelige retorik og efterspørger politikere, der tør diskutere de reelle problemer. Og der er jo ligesom nok at tage fat på.
Dårlige borgerlige meningsmålinger handler ikke bare om håndteringen af madpakker og en udebleven ministerrokade. De handler om fedtspilleri i en misforstået socialdemokratisk pseudoverden, hvor statsstyring, kontrol og flere offentlig ansatte udlægges som svaret på problemerne i det danske samfund. Et samfund, som mere end nogensinde tidligere har brug for individuel foretagsomhed, kreativitet og globalt udsyn. Og en offentlig sektor, der kun bliver mere og mere ineffektiv, når politikerne drukner den i kontrol og evige krav om standardiseringer, hver gang pressen finder et hår i suppen.
Venstre og De Konservative vil bevare velfærdssamfundet, men partierne tør ikke sige til borgerne, at vi ikke har råd til at fastholde det nuværende serviceniveau, og at forventningerne må ned efter et årti med konstant vækst i antallet af offentlige ansatte.
De to regeringspartier kan heller ikke blive enige om at sige til borgerne, at nu er det slut med, at raske og velfungerende danskere skal gå på offentlig forsørgelse (efterløn), når de er 60 år. Dels fordi vi mangler arbejdskraften, og dels fordi det er alt for dyrt at give offentlige ydelser som tak for passivitet, når vi har brug for det modsatte.
Vi hører igen og igen på Christiansborg: Jo, der er sandelig brug for reformer - bare ikke lige nu. Tidligere var det det økonomiske opsving, der var undskyldningen. Nu er det den økonomiske nedtur, der bliver brugt som figenblad.
Går vi til klimadebatten, ser vi samme fedtspilleri. Hvorfor lade som om, at man kan føre en såkaldt ”grøn klimapolitik”, uden at det koster noget? Vi kan ikke brandbeskatte bilerne og mindske mobiliteten på arbejdsmarkedet, samtidig med at vi gerne vil have økonomisk vækst (nu er ideen om road pricing omsider afsløret som blændværk). Vi kan ikke bilde borgerne ind, at vi ”bare” kan erstatte kul, olie og naturgas med vind og sol og jordvarme, som er ustabilt og dyrt.
Vi kan heller ikke i længden bilde folk ind, at den globaliserede verdens krav om internationalt udsyn og tolerance over for andre nationaliteter kan gå hånd i hånd med Dansk Folkepartis forknytte og indelukkede menneskesyn. Men alligevel lægger Venstre og De Konservative sig pladask op af denne dagsorden - i stedet for at melde fra og sige: Skal vi udvikle os som samfund, så skal vi hoppe ud af andedammen. Man kan ikke bruge alt sin energi på at diskutere burkaer, knive og kamphunde for at tækkes Dansk Folkeparti, samtidig med at den økonomiske krise vælter ind over den almindelige dansker.
Jeg tror, at mange meget hellere vil have ren besked. Sig det, som det er. Vi skal stramme livremmen ind i de kommende år, og vi skal til at arbejde noget mere – os, der har ressourcer til det. Vi er nødt til at inddrage kernekraft, hvis vi vil af med de fossile brændstoffer og samtidig have stabil og sikker energi.
Vi er nødt til at sætte Dansk Folkeparti stolen for døren. De har ingen andre steder at gå hen. Folk er trætte af Langballes ulidelige retorik og efterspørger politikere, der tør diskutere de reelle problemer. Og der er jo ligesom nok at tage fat på.
Dårlige borgerlige meningsmålinger handler ikke bare om håndteringen af madpakker og en udebleven ministerrokade. De handler om fedtspilleri i en misforstået socialdemokratisk pseudoverden, hvor statsstyring, kontrol og flere offentlig ansatte udlægges som svaret på problemerne i det danske samfund. Et samfund, som mere end nogensinde tidligere har brug for individuel foretagsomhed, kreativitet og globalt udsyn. Og en offentlig sektor, der kun bliver mere og mere ineffektiv, når politikerne drukner den i kontrol og evige krav om standardiseringer, hver gang pressen finder et hår i suppen.
